Da far og mor blev unge

Hvad er nu meningen med det hele? Sådan tænker de fleste forældre sikkert, når barnet er blevet voksen og nu flytter hjemmefra. Identiteten som forældre med børn på værelset er væk. Nu er de alene i parcelhuset. Kan det blive, som før Esben blev født? Det tror Søren Malling, imens Bodil Jørgensen går i haven for at rive blade.

Sådan begynder “Forældre” sin tilsyneladende ret almindelig midtvejskrise. En ny tid begynder efter en gammel. Som da Jack Nicholson som enkemand pludselig selv måtte bestemme, om han ville stå op og pisse i “Rundt om Schmidt”. Så almindeligt begynder det cirka også her i debuten fra Christian Tafdrup, der primært har opholdt sig som skuespiller i udkanten af dansk serie-fiktion.

Farmand Kjeld hjælper med at sætte hylder op i sønnikes første voksenlejlighed, imens mor Vibeke sørgmodigt bearbejder tabet ved at fortsætte med at rive blade sammen. Og når der ikke er flere blade at rive? Så hælder hun dem tragikomisk ud af trillebøren igen og begynder på ny. Ren Sisyfos. Det er her, Bodil Jørgensen er bedst, når hun i sin vanlige senil-pjuskede stil spiller sølle. Men når hun for alvor skal spille alvorlig, så savner jeg altså et nyt gear, der ikke bare rimer på “Rytteriet”. Eller når hun i reklamerne kontrapunktisk spørger Klas, om han skal fucke med hendes grundvand.

Alvoren fanger Søren Malling bedre som Kjeld, der ikke vil sørge. Han vil se frem. Ved at se tilbage. Han vil genskabe de unge år. Dengang hvor Vibeke og han selv hakkede ‘K + V’ ind i væggen på deres første lejlighed. Det begynder sødt, men bliver hurtigt lidt “Vertigo”-psyko, da han forsøger at genskabe alt som dengang – lige fra loftslejlighed inde i byen – kun syv minutter fra Esben – til den gule telefon med drejeskive. Det er her, “Forældre” drejer.

For ønsket om med et ‘Hulubulus’ lethed at gøre nutiden til fortiden, som det var dengang, bliver snart drejet yderligere over i en overraskende magisk realisme, der er så magisk, at der skal nye skuespillere til for at spille Kjeld og Vibeke som unge i nutiden. Her er jeg ret vild med det gammekloge “I blodet”-fund, Elliott Crosset Hove, der spiller ung-gamle Kjeld. Men mest vild er jeg med det endnu nyere navn, Miri Ann Beuschel, der perfekt har fanget Bodil Jørgensens skrøbelige bestemthed pakket ind i en lillepige-stemme, som garanterer Beuschel hovedrolle i “Bodil Jørgensen: The Movie”, når den engang skal laves.