“Forbandelsen” er en amerikansk remake af den japanske gyser “Ju-on”, og synes således at være endnu et forsøg på at genskabe den effektive uhygge, som asiaterne efterhånden har fundet formlen på. “Ju-on” kom frem i kølvandet på striben af horror-hits som “Ring”, “Dark Water” og “The Eye” (der alle også er blevet genindspillet i USA), og selvom den åbenbart fangede manges interesse med sin ikke-lineære struktur, så var den desværre en værre omgang rod, der udelukkende spillede på chok-effekter. “Forbandelsen” forsøger at gøre den kunsten efter, og det må siges at den lykkes væsentlig bedre end forlægget.

Filmen er produceret af ingen ringere end Sam Raimi, som har fået instruktøren Takashi Shimizu, der instruerede den japanske forgænger, med på vognen. Det amerikanske manuskript har den fordel at det er mere klart og overskueligt, selv i sine tidsspring, end “Ju-on”, hvor de skiftende historier var mere forvirrende end spændende, og hvor uhyggen som oftest var så overdrevent iscenesat at den tangerede til det ufrivilligt komiske.

Den nye version holder sig stadig trofast til forlæggets handling, men er samtidig væsentlig mere skarp i sine chokerende momenter, som må siges at være filmens grundsten. For chok er der nok af. Tilskueren får ikke lov til at hvile sig særlig længe af gangen, før der lægges an til den næste uhygge-sekvens, og disse scener er både filmens styrke og dens svaghed.

Det er især lydsiden der benyttes til at frembringe uhyggen, og mange steder er denne opfindsomt brugt, f.eks. den knagende lyd der følger Kayako og Toshio. Men alt for ofte benytter filmen sig af billige tricks, såsom pludselige høje lyde eller at skrue volumen op på max og bombardere tilskueren med skærende strygere. Det virker ofte ganske effektivt, men det er bare en let måde at undgå at skabe egentlig uhygge. Som filmen skrider frem føler man sig indlagt til en lang række enkeltstående skræmmescener, hvis eneste formål er at få tilskueren til at hoppe i sædet.

Den egentlige historie minder meget om de efterhånden utallige gyserfilm som Asien producerer, og det er da også klogt af manuskriptforfatteren at have placeret handlingen i Tokyo, da hele konceptet med forbandelsen synes at have mere troværdighed i den japanske kultur (at filmen så er befolket med så mange amerikanere, virker ret søgt). Ligesom i “Ju-on” låner “Forbandelsen” adskillige elementer fra film som “Ring”, der lærte os at piger med håret nede i ansigtet – endsige børn i al almindelighed – er skræmmende. Den ganske flotte fotografering og effektive klipning, der arbejder godt sammen med både lyd og musik, er dog med til at hæve filmen over formålsløst genbrug.

Hvad angår skuespillet er det svært at klandre de involverede. De er gode til at agere henholdsvis skræmte og skræmmende, men man kommer ikke udenom at filmen ikke giver plads til egentlige karakterfremstillinger. Vi kommer aldrig ind bag personerne hvilket gør dem nok så irrelevante. Derfor bliver filmen ikke på noget tidspunkt rigtig skræmmende, ud over dens brug af chokeffekter, da den ikke tilbyder indlevelse og derfor medfølelse med karaktererne. Det hele bliver underligt fjernt og minder mere om klinisk chokterapi end en egentlig medrivende gyserhistorie.