Run, Forrest! Run!

Det er pudsigt, hvordan ordet “amerikansk” er blevet synonymt med “sentimentalt”, og hvordan begge ord er blevet til slemme fyord. Man skal være påpasselig med at generalisere, men mange af os europæere er åbenbart blevet immune over for optimistiske film fra Hollywood og omegn. Jovist, mange amerikanske film er næsten kvalmende sukkersøde. Men klapsalverne har det med at være højere, når en film ender brat eller trist. Glimrende film kan runde af med håb eller glæde, hvorefter ironiske latterbrøl overdøver applausen. Er vi bare blevet mere kyniske eller mindre håbefulde? Er vi så trætte af vores egne liv, at vi ikke kan døje at se andre (selv fiktive) mennesker klare ærterne? Er vi virkelig så smålige og forargede over amerikanernes naivitet og stolthed, at vi automatisk tiljubler depressive historier og fniser af positive i protest? Måske maler jeg fanden på væggen, men jeg synes sgu, der er tale om en trist tendens.

“Forrest Gump” er eksempelvis hyppigt blevet hånet herovre, alene fordi den tør have følelserne uden på tøjet. Det er i allerhøjeste grad en sentimental film – rørstrømsk, sød og allerhelvedes romantisk nøjagtig ligesom sin titelfigur (mere om ham lige om lidt). Og det er i lige så høj grad en amerikansk film – en historie, der skildrer og hylder flere af de største begivenheder og helte i det 20. århundredes USA. I den forkerte instruktørs hænder kunne “Forrest Gump” let være endt som en selvfed cadeau til USA’s selvopfattede overlegenhed. Men Robert Zemeckis tilfører filmen en oprigtighed, som afspejles i Gump selv, så den aldrig klinger falskt. Modsat de fleste tårepersere føles “Forrest Gump” aldrig manipulerende eller nedladende. De raffinerede satiriske sekvenser afbalancerer fornemt de blødhjertede, og filmmagerne er heller ikke bange for at udstille deres hjemlands ugerninger – lige fra sydstaternes intolerance til Vietnam-krigen, som skildres i et par uhyggeligt realistiske actionsekvenser.

Winston Grooms oprindelige roman er allerhelvedes morsom, men også bindegal. I bogen styrter Gump via rumfærge ned i Papua New Guinea sammen med en orangutang, der tilbedes af de indfødte som en gud. Manuskriptforfatter Eric Roth tog den helt rigtige beslutning, da han skar igennem forlæggets skøreste episoder for at finde frem til fortællingens hjerte: Kærlighedshistorien mellem den udviklingshæmmede Gump og barndomsveninden Jenny. Gump rejser verden rundt, bliver soldat, professionel bordtennisspiller og møder Nixon, JFK, John Lennon og så videre. Men Zemeckis og Roth fastholder romancen som historiens anker, og det er blot én af grundene til, at filmen er så stærk. “Forrest Gump” har desværre for mange sidespor, men der er så mange fabelagtige øjeblikke, at de forglemmelige let kan tilgives.

Tom Hanks er fremragende i hovedrollen. Havde han været utroværdig i bare ét sekund, var filmens illusion krakeleret, men han er ufejlbarlig. Det ville være let at portrættere Gump som et gakket fjols for at score nogle lette grin, men Hanks lader os aldrig glemme den enorme varme og medmenneskelighed, der driver Gump. Og Gump er virkelig en enestående karakter. Med sin lave IQ er han drevet af samvittigheden og hjertet, ikke voksne (vrang)forestillinger om politik, race og religion. Han ser verden på en måde, som de færreste af os formår. Det lyder måske afsindig naivt – måske endda latterligt – men “Forrest Gump” er vitterligt en af de få film, som har evnen til at få os til at kigge en ekstra gang på vores omgivelser og medmennesker. Og dét er uden tvivl Hanks og Zemeckis’ største bedrift.

Alle de farverige karakterer, Gump støder på undervejs, spilles ligeledes af skuespillere, der forstår at levere varen. I rollen som den fuldvoksne Jenny leverer Robin Wright en vidunderligt dybfølt præstation, og Wright og Hanks har en så god kemi, at man altid længes efter at se dem sammen. Gary Sinise er lige så god som Gumps hårdhudede overordnede i Vietnam, Lieutenant Dan, som senere bliver Gumps skibsmakker på hans jolle. Ligesom Jenny og Dan bliver vi påvirket og opkvikket af Gumps ukuelige, positive attitude. I forhold til 1994’s andre store filmperler, “Pulp Fiction” og “En verden udenfor”, er “Forrest Gump” ikke nær så helstøbt eller opfindsom. Men den er mindst lige så inspirerende.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Det er svært at se, at “Forrest Gump” har 15 år på bagen, når man ser den på Blu-ray. Her er en håndfuld uønskede støvkorn og få sekunders mild edge-enhancement – slet ikke nok til at forhindre topkarakter. Detaljerigdommen er fuldstændig overvældende. Hvert græsstrå i Vietnam, og hver eneste reje, Gump fanger med sit net, kan tydeligt ses. Farverne er utrolig fyldige og attraktive, kontrasten og grynniveauet er perfekt, og ingen komprimeringsfejl eller udtværing forekommer.

Audio

Samtlige elementer af filmens Oscar-nominerede lydside gengives perfekt af det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor. Alan Silvestris smukke score får virkelig lov til at folde sig ud, panoreringerne er eksemplariske, dynamikområdet er gigantisk, støj figurerer aldrig, og replikkerne overdøves aldrig og har en dejlig rumklang.

Ekstramateriale

Udgivelsens to skiver er proppede med ekstramateriale. Det meste er splinternyt og i HD, og det hele er tekstet. Sådan! Zemeckis, produceren Steve Starkey og designeren Rick Carter har indtalt et fantastisk kommentarspor spækket med spændende anekdoter og fascinerende, filosofiske overvejelser om det at lave film. Det andet kommentarspor med produceren Wendy Finerman er udmærket, om end mindre oplysende. Derudover er her to trailere og mere end tre timers dybdeborende dokumentarer, der gennemgår alt fra filmens lyd og musik, til udarbejdelsen af manuskriptet og filmens dengang revolutionerende computereffekter. Højdepunktet må være den 55 minutter lange samtale om filmen, som byder på udtalelser af Hanks, Sinise, Roth og Zemeckis.