Nyskabende animation af den ældste Japan-skole

Det må være ren magi. Simpelthen. Den 80-årige instruktør Isao Takahata har med “Fortællingen om Prinsesse Kaguya” skabt en original og visionær animationsfilm, som ikke ligner noget, jeg tidligere har set – selv om alle dens bestanddele hører en svunden tid til. Et ældgammelt folkesagn, illustreret med bedagede teknikker som akvareller og kulskitser, er på fortryllende vis blevet til en visuelt enestående film, der muligvis bliver den sidste fra Japans legendariske Studio Ghibli.

Isao Takahata har ikke opnået den samme brede berømmelse som sin lærling, Hayao Miyazaki. I feinschmecker-kredse er det dog ingen hemmelighed, at Takahata har et par værker på samvittigheden, som sagtens kan måle sig med Miyazakis bedste. Og det er det som bekendt ikke mange animationsfilm, der kan. Min egen Takahata-favorit, “Grave of The Fireflies” fra 1988, er en af de bedste antikrigsfilm nogensinde. Skildringen af et japansk søskendepars forfærdelige skæbne under 2. verdenskrig er en af de mest håbløse og hjerteknusende fortællinger, jeg har set i nogen film, animeret eller ej. Den skubbede grænserne, for hvad en animationsfilm kan rumme af tragedie og brutalitet.

“Fortællingen om Prinsesse Kaguya” er mere traditionel i sin tematik. Historien er baseret på et af de ældste japanske folkesagn. En af udfordringerne ved at genfortælle den slags arkaiske historier er at bringe liv til karaktererne, så de virker nærværende og levende. Ikke bare som stivnede typer fra overleveringen. Det lykkes langt hen ad vejen for Takahata. Jeg føler den gamle, barnløse bambusbondes glæde, da han finder den lille prinsesse i et lysende bambusskud. Jeg mærker også den lille prinsesses uregerlige livsglæde og hendes senere fortvivlelse over jordelivets begrænsninger, når materialismen og snobberiet kvæler alt det, som livet egentlig handler om. Når det lykkes at puste liv i den gamle fortælling, skyldes det i særdeleshed den forrygende animation, der er ekspressiv i en grad, der sjældent er set.

Det visuelle udtryk er fint, skrøbeligt og blegt. Konturerne er ofte helt udflydende i de sarte, håndmalede akvareller. Det er noget andet end den detaljerede præcision, som eksempelvis kendetegnede Miyazakis seneste film, “Når vinden rejser sig”. Men det er udtryksfuldt på en måde, der er helt sin egen. Som i scenen, hvor Kaguya løber hjemmefra i et anfald af fortvivlelse og raseri. Hendes sindstilstand afspejler sig i billedsiden, hvor akvarelfarverne gradvist toner ud og erstattes af sorte kulstreger, som samtidig bliver mere og mere skitseagtige og uformelige. Til sidst er der ikke andet tilbage end en voldsom hvirvel af grå og sorte nuancer, som viser Kaguyas verden, nedbrudt og sløret af de overvældende følelser. Det er så voldsomt, så ekspressivt. En velplaceret mavepuster, der tog vejret fra mig.

Prinsesse K har været længe undervejs. I dokumentaren “The Kingdom of Dreams and Madness”, som går bag kulissen hos Studio Ghibli, fremgår det, at flere tvivlede på, at den nogensinde ville blive færdig. Miyazaki var blandt de mest skeptiske. Han luftede ligefrem tanken, at den gamle læremester ikke ville færdiggøre filmen, og at han muligvis havde mistet sin forstand. Så galt stod det heldigvis ikke til. Takahata tog sig blot den tid, han havde brug for. Og han skabte en film, der ikke ligner noget, Studio Ghibli har lavet før. På den måde er “Fortællingen om Prinsesse Kaguya” en passende afskedssalut fra det evigt opfindsomme japanske animationsselskab.