Borgerskabets diskrete charme

Undertiden er det kun alt for nærliggende at få den tanke, at tilpasning til voksenlivet først og fremmest består i at lære at lægge ansigtet i de rette folde og påtage sig en maske af smilende overskud, så ingen tegn på indre uro kan spores, uanset hvad man så end tænker.

Det er i hvert fald en lektie, som de deltagende ved den middag, der danner omdrejningspunktet i “Franske forviklinger”, har lært, for selvom de alle er mødt op i påtaget godt humør og ulastelige klæder, så kradser krisen under overfladen, hvor alle har deres grunde til at være alt andet end tilfredse med den nuværende situation.

Alle er de i sving med at forberede sig mentalt til den forstående middag, som ingen lader til at have lyst til hverken at holde eller deltage i. Den religiøse Mélaine er ved at gå ud af sig selv af trang til at få fortalt sin mand, at hun har en anden, så hun omsider kan komme ud af det udsigtsløse forhold, men han er så nedtrykt over sit deprimerende arbejde som kræftlæge, at han dårligt bemærker hendes uro. I en anden nærmende bil sidder parret Lucas og hans neurotiske kone Sarah – spillet af Roman Polanskis hustru Emmanuelle Seigner – der skændes så voldsomt, at hun til sidst i desperation nærmest kaster sig over værtindens mand, som kan tilbyde hende det sympatiske øre, hun savner. Lidt klemt i situationen også værtindens søster Juliette, der ankommer med sin 30 år ældre kæreste og reklameskuespiller. Hun har aldrig tilgivet deres fars svigt af familien, men da det viser sig, at faderen er gemt af vejen i baglokale, kommer gamle følelser for sin dag.

Selskabet er kort sagt noget rod, men filmen formår ikke desto mindre at sortere i historierne, så man er ganske godt med i de forskellige handlingstråde. Den lidt spøjse titel, der måske nok antyder en lidt mere let tone end den, der slås an her, er den danske version af “Le code a changé”, der direkte oversat betyder “Koden er ændret”. Den franske titel henviser til den nye kode på indgangsdøren, der er årsag til en del forvirring, men antyder også de uoverskuelige tilværelser, som vor hovedpersoner ikke har så meget styr på, som de burde. Som en ensemblekomedie med skuespillere i 40’erne er der noget meget fransk og i grunden temmelig traditionelt over denne samtalefilm, men samtidig er den også en af den slags tiltagende sjældne værker, hvor man får lov til at være i stue med nogle intelligente mennesker, der rent faktisk har noget at sige. Af den grund står den også i åbenlys relief til de utallige amerikanske romantiske komedier, der af uransagelige årsager altid befolkes af idioter.

Selvom tonen gennem filmen ganske vist er komisk og lun, så begynder de mere alvorlige emner dog også at poppe op, og da lægen sent i filmen skal fortælle resultatet af en kræftbehandling til en anden hovedperson, er det svært ikke at blive påvirket. Samtidig udsættes vi for en diskret, men stilsikker instruktion, hvori lærredet fyldes med visuelle lækkerier i form af dyre kjoler, klassiske biler og lækker boligindretning, selvom man indimellem føler, at det er ved at kamme over og blive en slags fransk pendant til “Sex and the City”.