Fredag den 13. (2009)
Udgivet 13. feb 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Det er efterhånden meget lang tid siden, at årstallet var 1980, og den første “Fredag den 13.”-film havde premiere. Tidsafstanden i filmuniverset er ikke mindst stor, når man i dag kigger tilbage på den film og ser den i et noget andet lys, end hvordan den virkede dengang.
Nu adskillelige år senere er slasher-formularen velkendt til hudløshed. Værker som “Scream” har parodieret dens konventioner, hvorimod filmserier som “Saw” og “Hostel” for længst har passeret den i sadisme og legemsdelsafhugninger. Hvis den første film i dag huskes for noget, er det primært for at have startet serien samt for at have en meget ung Kevin Bacon på rollelisten. Den ikoniske Jason med ishockeymasken og den trofaste machete blev derimod først introduceret i de senere film. I den første var det hans mor, der stod for alle likvideringerne, og hun var faktisk – i hvert fald i undertegnendes øjne – en del mere foruroligende end Jason selv.
Filmen er instrueret af Marcus Nispel, som også stod bag genindspilningen af “The Texas Chainsaw Massacre”, og som også går til projektet med et grundlæggende godt håndværk og en rimelig god fornemmelse af, hvordan man giver sit publikum et chok. Subtilitet kan man dog ikke anklage ham for, og inden det første kvarter er gået, er der allerede blevet likvideret omtrent ligeså mange unge mennesker som i hele den første film. Det er ikke det, at mordene er udført dårligt – de er såmænd bedre håndteret end i de fleste andre film fra serien, hvilket dog ikke siger frygteligt meget – men når der skal onduleres en naiv sjæl pr. femte minut, begynder ens træthed af gentagelserne hurtigt at sætte ind. Man kan snart sætte ur efter dem: Teenager kigger efter noget – falsk alarm – teenager kigger igen – omtrent fem sekunders stilhed – bum! machete i hovedet.
For fans af genren er der dog formodentlig mord og bare silikonepatter nok til at sikre underholdningsværdien, men udover et lidt større budget samt en smule af noget, der næsten til forveksling ligner en historie, er der intet som adskiller denne film fra alle de andre. Skuespillet er næsten ikke-eksisterende – kun Jared Padalecki skiller sig lidt ud, resten af castet påtager blot de sædvanlige klicheer og er i bund og grund lige så ansigtsløse som den psykotiske Jason. Denne film er essentielt hverken en genindspilning, et reboot eller en ny vinkel på serien. Den er blot endnu et indslag i en endeløs række fortsættelser. Betragt det som en advarsel eller anbefaling alt efter temperament.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet