Frihedskæmperen Max Manus
Udgivet 6. jan 2010 | Af: kilgore | Set i biografen
Besættelsestiden er kommet tilbage på det store lærred efter mange års dvale. I 2008 fik vi serveret historien om de to mytiske likvideringseksperter Flammen og Citronen, og i år er turen så kommet til en norsk modstandsmand af en næsten endnu større kaliber, Max Manus. Vor tid mangler åbenbart rigtige helte, og så er det jo rart, at man kan gå tilbage til en tid, hvor kampen mellem det gode og det onde huserede i verden. Dengang var der jo som bekendt rigtige helte til.
Selvom “Max Manus” tilhører samme genre som “Flammen og Citronen”, er de to film kun overfladisk beslægtede. For hvor filmen om de to danske modstandsmænd fører arven videre fra Jean-Pierre Melvilles geniale “En hær af skygger” (1969), hvor desillusionen og modstandens gråzoner er det tematiske omdrejningspunkt, er “Max Manus” langt mere i tråd med efterkrigstidens sort/hvide heltefilm som “De røde enge” og “Den usynlige hær” (begge fra 1945)
Filmen lader dog ikke sine helte komme sovende til deres bedrifter. Det er en nådesløs og brutal kamp, hvilket det jo også var. Ved en stærk realisme i skildringen af modstandskampen får filmen en gedigen intensitet og elementær spænding. Hertil har filmen – som genren generelt – et særligt es at spille, som forøger spændingen maksimalt. I en række scener får vi indblik i Gestapos bestialske forhørsmetoder, hvor døden er en nådegave i sammenligning. Visheden om at vore kære hovedpersoner vil blive udsat for denne grusomme tortur, hvis de bliver fanget, giver spændingsniveauet et markant løft, så man holdes på kanten af biografsædet det meste af filmen.
“Max Manus” markedsføres som en storfilm, og det er den vel også, hvis der hermed menes storslåede scenerier. Filmen har efter europæisk standard et ganske stort budget på 50 millioner kr., og de er givet godt ud – effekterne lader ikke Hollywood meget tilbage. Særligt de mange sabotageaktioner er skildret fantastisk flot. I det hele taget er filmen ganske godt skruet sammen med et konstant stigende spændingsniveau, hvor den ene spektakulære aktion efterfølges af den næste. Kun de scener, hvor Manus enten er i England eller Stockholm, giver et tiltrængt pusterum undervejs.
“Max Manus” er en frihedskæmperfilm af de helt klassiske, som man lavede dem i Danmark i efterkrigstiden. Her er frihedskæmperne renhjertede patrioter, der kæmper for deres elskede fædreland mod de grusomme tyskere. Det er gammeldags, naivt og nationalromantisk, men samtidig er det fantastisk flot udført og ganske spændende, så man er godt underholdt filmen igennem.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet