Fast & Furious 7
Udgivet 1. apr 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Det er gået op og ned med kvaliteten af “Fast & Furious”-serien, siden de første film gjorde Vin Diesel til den sidste actionhelt. Om ‘Diesel’ er en underlig tilfældighed eller en fix idé af en skuespiller-agent inden første audition, skal jeg ikke kunne sige. Sikkert er det dog, at manden med et brændstof som efternavn er synonym med gaderæs-filmen og var med til at sparke serien i gang igen efter et par sløje indslag. Med et bistert blik og en stemme som en lastvognsmotor i tomgang, står han nu i spidsen for en tilpas underholdende, men langtrukken 7’er.
Plottet er underordnet den vulgære ekstrem-æstetik. Kameraet kæler for nogle kvindelige former, men de ryger hurtigt ud af fokus til fordel for mandens sande passion: Svulmende luftindtag, lange varme indsprøjtninger i tanken og stempler, der støder helt hårdt i bund. Kameraet farer rundt og drejer om sig selv så de turboladede muskelbiler virker sløve til sammenligning. Altså når det ikke stopper op i et af de utallige slow-motion-fald over klippeskrænter og højhuse. James Wan kan noget med kamerature og underlige vinkler, og man kan egentlig godt tale om et personligt aftryk på en ellers helt fast genre. Men igen, det er biler, der ræser.
Jason Stathams udtryk er rå, engelsk bøf, uanset om han er helt eller skurk. Kurt Russell er slibrigere end Snake Plissken, men lige så langhåret og ferm med en stor gøb. Det er, som om man har fået Vin Diesel og The Rock (der spiller The Rock) til at lægge alle armkræfter i at presse så mange elementer som muligt ind på de to timers spilletid. Det er en smagssag, om man er til dyre banana-proteinshakes eller skrabet tun på dåse, men jeg synes, det bliver overlæsset. De velfungerende scener i bilerne kan godt stå alene uden diverse sidehistorier.
Der er ikke meget, der er overladt til fantasien i “Fast & Furious 7”. Det er langt, hårdt og alt for lige på. Underligt nok tager en film med en så bøvet titel og usandsynlig præmis sig selv meget alvorligt. Paul Walkers triste død bliver behørigt markeret til slut, så hvorfor ikke stå på sømmet undervejs og prøve noget ballade? Det er i hvert fald påfaldende, at hyldesten til den frie mand og hans modstand imod regler, i så høj grad ligger under for alle konventioner, når det gælder casting, locations, babsemål og spansk guitarmusik i solnedgangen. Nok fordi det fungerer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet