Gådefuldt mesterværkEn anmelderkollega kaldte for ganske nyligt Werner Herzogs “Gåden om Kasper Hauser” et fuldblods mesterværk. Og det er bestemt ikke en betegnelse, der er upassende i denne sammenhæng. Den tyske mesterinstruktørs helt unikke filmperle af kunstnerisk gigantiske dimensioner har oprindeligt hele treogtredive år på bagen, er almengyldig den dag i dag, og så bør det i øvrigt også bemærkes, at filmen hjemtog flere priser ved den toneangivende franske filmfestival i Cannes det følgende år.

Fortællingen er i sig selv en mystifistisk en af slagsen og beretter som udgangspunkt om hittebarnet Kasper Hauser, som i de sene teenageår findes stående på det lokale torv i en lille tysk domkirkeby med et brev i hånden. Selv har han et meget begrænset ordforråd, besidder ikke de typiske menneskelige egenskaber og forstår ikke årsagssammenhænge. I al sin levetid har den unge mand nemlig været spærret inde i et mørkt kælderrum uden den mindste kontakt med den pulserende omverden, altså lige indtil det herrens år 1828, hvor Kaspers oppasser beslutter sig for sætte knøsen på fri fod, vel at mærke i byens varetægt.

I det tyske lokalsamfund vækker fundet af den udannede Kasper Hauser stor opstandelse, og den unge mands forhistorie er således en gåde, som de lærde sætter sig for at afdække. Men først og fremmest skal han indpasses i samfundet, lære at tale, gebærde sig og efterleve regler og normer efter bedste beskub. Lidt af et tilløbsstykke bliver han imidlertid også, ikke mindst fordi han rent faktisk gør voldsomt store fremskridt på indlæringsfronten på ganske kort tid. Den del bakkes i øvrigt vidtløftigt op – bestemt ikke uden skelen til Ludvig Holbergs berømmede og eksistentialistiske komediedrama “Erasmus Montanus” – med en underfundig og finurlig humor, der er både velvalgt og rammende.

Bedst er Bruno S., der i denne sælsomme og dialogfattige filmstørrelse rent faktisk holder hof med samtlige sine medspillere. Ingen når den sublime aktør til sokkeholderne, men det er nu heller ikke nødvendigt. De er blot brikker i dennes helt fabelagtige medvirken, hvor han med et forvitrende udtryk prenter sig ind, brænder igennem og bærer “Gåden om Kasper Hauser” helt i mål. Præstationen er af fundamental vigtighed for filmens fuldendthed, og her må Herzog siges at få fuld valuta for pengene.

Det er ikke særligt svært at se, hvordan ideen til Åke Sandgrens “Et rigtigt menneske” formentligt er blevet født. Her hersker nemlig den samme eksistentielle morads, hvor det pludselige møde med livet og en filosoferen over menneskets redskaber og egenskaber med et sættes på spidsen. Kirken og staten er naturligvis allestedsnærværende i konteksten, og der ligger da også en slet skjult kritik. Kendere vil uden tvivl kunne genkende og lade sig fornøje af instruktørens fuldendte penselstrøg i det personlige præg. “Gåden om Kasper Hauser” er nemlig et af Herzogs mest gennemførte og farverige malerier, om man vil.

Pointen er som i flere af den produktive instruktørs film en understregning af, at mennesket trods en tilsyneladende frihed under guds åbne himmel godt kan befinde sig i et fængsel. Men med “Gåden om Kasper Hauser” befinder sig imidlertid også uendeligt mange andre lag, som det vil tage tid at dechifrere. Som uvidende ung mand i et tildækket og aflåst sort kælderhul har Kasper nu egentligt haft det meget godt. Men ude i det fri forpligter den nytilegnede viden om livet – og ikke mindst dets genvordigheder – trods alt. Enhver er som bekendt sin egen lykkes smed, og så har livet konsekvenser ligesom folk, der falder uden for normens forudbestemte rammer, sjældent behandles særligt godt.

“Gåden om Kasper Hauser” er i sandhed et mesterværk med en dybde og en livsanskuelse, som desværre ses alt for sjældent i nyere film. Herzog har uendeligt meget på hjerte, men formår alligevel med subliminal akkuratesse at komme godt og grundigt omkring det hele. Filmen er et filosoferende drama om livet i al sin uigennemskuelighed med utroligt højt til loftet og med en prægnans, der med største sandsynlighed gør dette til en af de vigtigste tyske udgivelser i filmhistorien som helhed.

VideoBilledsiden fremstår i et anamorphic widescreen 1.66:1-format, som er af rimelig kvalitet. Dog fornemmes celluidens slidte beskaffenhed flere steder, og om end digitale forstyrrelser og udtværinger ikke indfinder sig, er der flere eksempler på edge-enhancement, særligt i filmens lysere scener. Herudover er kontrast og farvetemperatur trods udsving jævnt udmærkede, men igen bør tidens tand tages til indtægt.

AudioDet tysksprogede Dolby Digital 1.0-lydspor gør egentligt også udmærket væsen af sig. Dialogen er således tydelig og uden eksempler på overstyringer, den klassisk prægede underlægningsmusik tilbyder den rette stemning, og så er atmosfæren som helhed vellavet, selv om den dog ikke er helt uden pletter.

EkstramaterialeMed på udgivelsen er – som eneste ekstramateriale – et kommentarspor med instruktøren Werner Herzog og filmhistorikeren Norman Hill. I bedste interviewform forhører Hill sig i den forbindelse om baggrunden for filmen, ligesom billedsiden løbende kommenteres undervejs. Et veloplagt kommentarspor, hvor bl.a. litteraturen og det autentiske forlæg også debatteres.