Gambler
Udgivet 18. apr 2006 | Af: Benway | Set i biografen
Med Phie Ambos dokumentarfilm “Gambler” befinder Nicolas Winding Refn sig pludseligt i et skarpt kapløb med Lars von Trier om at være Danmarks mest eksponerede filmperson. Da Ambo begyndte på optagelserne til filmen “Gambler”, var der nemlig allerede lavet én dokumentarfilm om instruktørens arbejde, samt udgivet en bog om emnet – og det på et tidspunkt, hvor instruktøren endnu kun havde lavet tre spillefilm. Så imens at Nicolas Winding Refn i “Gambler” spekulerer over, hvorfor han skal lave “Pusher II” og “Pusher 3”, sidder jeg i biografsalen og spekulerer over, hvorfor Phie Ambo har valgt at lave “Gambler”…
Filmen fokuserer på tre handlingstråde. Dels Nicolas sammen med sin lille familie, der består af datteren Lola og kæresten Liv, der mildest talt bliver mindre og mindre forstående overfor Nicolas’ beslutninger i forhold til deres økonomiske situation. Filmen fokuserer også på Nicolas Winding Refns store problemer med at rejse ny kapital og på hans arbejdsmetode i de nye “Pusher” film, der er hans løsning på pengeproblemet. Denne tredeling giver mening og alle tre historier er interessante – ikke mindst fordi de supplerer hinanden, så stoffet ikke bliver for ensformigt.
Så historien er godt fortalt og stoffet er der. Det som instruktøren er mindre god til er billedsproget. For det første er billederne utilgiveligt kornede, og selvom man finder sig i mange dårlige optagelser, fordi det er autentisk dokumentarfilm, så er der ingen grund til konsekvent at filme op mod lyset under diverse møder på kontoret. Ambo har også valgt at bruge en billedmetafor for hvor presset Refn er, ved at vise en Treo, der opløses i et glas vand. Det er tilsyneladende et billede, hun er svært glad for, siden denne billedmetafor gentages i det uendelige for en efterhånden presset seer.
Efter at dokumentarfilm som “Stjernekigger”, “Rocket Brothers” og senest superhittet “Gasolin’” har banet vejen til fornyet interesse for dokumentarfilm i biografen, har det splinternye distributionsselskab Dox-on-Wheels sat sig for at tilrettelægge distributionsforløb for de dokumentarfilm, der ikke får almindelig biografdistribution. Et prisværdigt initiativ, eftersom dokumentarfilmen er en af de fornemste danske filmtraditioner, der har fået lov til at gå lidt i glemmebogen. Lad os håbe, at det kan betale sig at gamble og få biografgængerne til at se mere dokumentar på det store lærred.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet