Selvom vi er en relativ lille nation med en relativ lille befolkning, så har Danmark stadigvæk igennem århundreder haft prominente personligheder af alskens afskygninger optrædende på verdensscenen. Dengang symfoniorkestre stadigvæk var musikkens hotteste trend, var vor egen Carl Nielsen ganske godt med på noderne. Fysiker Niels Bohr kunne give selv Einstein sved på panden. Det danske landshold fik bookmakerne til at måbe i 1992. Og senest er det ikke blot poppede Aqua, der har hittet gevaldigt og væltet større navne af pinden internationalt. Men spørger man en tilfældig ungkarl eller ungmø på gaden, vil de næppe kunne nævne et dansk rockband af den type, der pludselig opstod hundredvis af på verdensplan i kølvandet på The Beatles’ uoverskuelige succes i 60’erne.

Men der var ét engang: Gasolin’, og tak gud for instruktør Anders Østergaard og Co., som har lavet denne fornøjelige dokumentar om bandet, som netop er underholdende og lettilgængelig nok til at fungere som medrivende musikhistorisk undervisning for folk i alle aldre. For selvom gruppen unægteligt nød stor succes herhjemme i 70’erne, så synes bandet at være forsvundet fra den kollektive bevidsthed – i hvert fald hos den seneste generation. Var bandet ikke meget mere end et produkt af dets tid og et springbræt for Kim Larsens mere sejlivede og populære slagere? Tallene synes at tale deres eget sprog: Hundredtusinder af danskere gik i biografen for at se Østergaards film, som dermed slog alle danske biografrekorder for en dokumentarfilm.

Som en slumrende gigant er den for længst opløste gruppes ry vågnet op til dåd. Og eftersom undertegnede er en af dem, der ikke umiddelbart kan nævne titlen på én eneste af gruppens sange, men har nydt at blive belært om myten og mystikken, der omgiver det gamle band, var “Gasolin'”-filmen en fristende godbid. Først og fremmest er der tale om en dokumentar, som er teknisk overdådig. Det her er ikke nogen traditionel ‘talking heads’-affære. Interviewene med bandets fire medlemmer, Franz Beckerlee, Søren Berlev, Kim Larsen og Wili Jönsson, danner naturligvis rammen for filmens fortælling… men den måde, hvorpå deltagernes ytringer og dækbillederne er strikket sammen med klippemæssig snilde og suppleret af lyd, musik og minimalistiske, men effektive effekter, er unik.

Mennesker og objekter optræder i sort/hvid midt i nutidens kulørte dagligdagsbilleder, hvilket giver en særlig fornemmelse af, at man virkelig rejser gennem tiden sammen med Østergaard og hans fire subjekter. Billeder smelter sammen, og lyden skaber en atmosfære, der, kombineret med de interviewedes udtalelser, skaber flere billeder i hovedet, end de fleste fiktionsfilm formår ved vitterligt at vise tingene direkte.

Filmens filmiske kvaliteter og den korte spilletid (knap halvanden time inkl. rulletekster) gør filmen til en let, men knap så mættende mundfuld. Jovist er man mere eller mindre konstant underholdt, og man får både serveret velartikuleret fakta og latterindbydende anekdoter, men er det nok? Ikke for denne anmelder, som ikke fik sit i forvejen ringe kendskab til gruppen synderligt udvidet. Man sidder tilbage med samme følelse som dem, der i sin tid mødte op til Gasolin’s koncerter og højlydt skreg ”ekstranummer, ekstranummer!”, da løjerne så ud til at lakke mod enden. Gasolin’ bliver i korte træk præsenteret som et band, der fluks blev skabt, hurtigt blev et hit og næsten lige så hurtigt visnede bort igen, selvom bandet eksisterede i årevis. For kendere vil filmen være et kærkomment nostalgitrip, for nybegyndere vil den være en underholdende, men desværre forglemmelig historielektion.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. “Gasolin'” besidder et glimrende transfer, som yder filmens velkomponerede billedside retfærdighed. Farverne er betagende, kontrasten er solid, snavs og digital støj er der ingen nævneværdige tilfælde af, og edge-enhancement og billedlig blødhed er begge minimale problemer. Der bliver naturligvis brugt alskens arkivklip og arkivbilleder, som ikke altid er i fantastisk kvalitet, men det er bestemt også en del af charmen såvel som filmmagernes intention.

Audio

Lyden er en af filmens absolutte grundsten, og den bliver præsenteret i både en standard 2.0-udgave, men også i fuldbyrdede Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 udgaver. DD5.1-sporet og DTS 5.1-sporet er begge omtrent lige gode. Dialogen er naturligvis et vigtigt element, og den er altid krystalklar. Men derudover bliver der også gjort fin brug af samtlige højtalere til at skabe de troværdige og detaljerede lydbilleder, som supplerer filmen så fornemt. Subwooferen er også ganske aktiv, dog uden nogensinde at overrumple seeren eller resten af sporets elementer. Glimrende arbejde.

Ekstramateriale

Disc 1 af denne 2-disc udgivelse byder blot på filmen og dens velstøbte biograftrailer. Disc 2 byder på tre ting: “Gasolin’ United” (29 minutter), “Gasolin’ Live 1978” (22 min.) og “Gas” (39 min.). Førstnævnte er en helt ekstra dokumentar lavet af samme hold som hovedfilmen, der viser gutterne samlet i maj 2005. Det er en yderst fornøjelig dokumentar, som med garanti vil løfte fans op i de øverste skylag. For selvom det er interessant at høre hvert enkelt medlem udtale sig hver for sig i hovedfilmen, så savnede man vitterligt at se gruppen sammen igen. Diverse sange og minder bliver diskuteret, og den hyggelige stemning er særdeles smittende.

“Gasolin’ Live 1978” er 22 udvalgte minutter fra en af koncerterne på bandets allersidste koncertturne. Numrene “This Is My Life”, “Rabalderstræde”, “Refrainet er fint” og “Som et strejf” bliver spillet. “Gas” er endnu en guldklump for fans – en spøjs lille film, der minder om Beatles’ “A Hard Days Night”, idet at det er en kombination af fiktive iscenesættelser med bandets medlemmer, gamle arkivbilleder med tilhørende voice-over og diverse musikopførelser.

En gang først i halvfemserne var jeg til en koncert med Kim Larsen. Da publikum taktfast blev ved med at kræve, at han spillede “Kvinde Min” gav han til sidst efter, og undrede sig højlydt over hvorfor folk dog gad høre det gamle lort. Det var svært at forstå, hvordan en mand, der havde spillet en så vigtig rolle i nok det største danske band gennem tiderne, kunne have sådan et forhold til sin fortid. Når man forlader biografen efter at have set denne film, er der dog en hel masse ting ved fænomenet Gasolin’, der er kommet frem i dagens lys, og man forstår måske bedre hvorfor Kim Larsen og de andre stadig har blandede følelser for det hedengangne band.

Anders Østergaard har lavet en ganske enkelt fremragende dokumentarfilm om Danmarks største orkester gennem tiderne. I sikker stil guides vi gennem fire unge mænds tid som rockstjerner, deres storhed og fald, og det er ikke alene hamrende godt; det er en bydende nødvendig film for dansk musikhistorie.

Lysten er drivkraften. Gennem interviews af først og fremmest de fire hovedpersoner føres vi tilbage til en gang i 1960’erne, hvor deres liv blev ændret for altid. De to ungdomskammerater Wily og Franz starter et band. De vil spille rock n’ roll ligesom The Beatles, og så skal de naturligvis også være fire. Skolelæreren Kim får de med som sanger og en trommeslager springer også til. Efterhånden vokser det til at være mere end en fritidsinteresse. Musikken er alt de fire kan tænke på og gider beskæftige sig med. Kim siger sit job op og de begynder at spille deres engelsksprogede syrerock rundt omkring.

Allerede i starten ulmer konflikterne mellem især Kim og Franz. Franz er musikeren, den intellektuelle og den visionære, der har store drømme mens Kim mest af alt er en glad, poetisk sprællemand, der fylder meget i musikernes samarbejde. De skændes så det brager, og ender da også med at miste trommeslageren, der hellere vil spille med Skousen og Ingemann, der har en noget anden stemning i bandet. En ny trommeslager, Charlie, kommer til og Gasolin’ får sin chance for et gennembrud med soundtracket til “Angående Lone”. Sangene er stadig på engelsk, men det ændrer sig, da de skal til at lave et selvstændigt pladeprojekt. Med skænderier der raser som aldrig før, beslutter bandet sig for at prøve Kims idé med de danske tekster. Heldigvis rammer de plet, med sange der handler om deres hverdag og om ting de har oplevet. De bringer digteren Michael Mogensen ind i projektet, og han hjælper dem med at få skrevet nogle gode, poetiske tekster, og den første sten til det, der skal blive Gasolins succes, er lagt.

I takt med at bandet vokser, vokser konflikterne. Der er uoverensstemmelser om hvilken kunstnerisk retning de skal tage, om Kim skal spille guitar og om alt mellem himmel og jord. Alligevel holder de sammen og Gasolin’ bliver større og større, og ender med at være Danmarks største rockband. Vi følger bandets optur og på fiaskorejsen til Amerika, hvor de slet ikke slår til, og vender hjem uden en krone på lommen. De er nødt til at spille en ufattelig stor mængde koncerter, for at få penge i kassen. Efterhånden begynder lysten til samarbejdet at forsvinde. De skændes stadig internt, og Kim har fået så stor succes med sine soloprojekter, at han langt hellere vil gå alene. Franz vil dog gerne fortsætte med Gasolin’, som han mener stadig har noget at give, men både Wily og Kim har ikke lysten til det mere. Som bekendt går de fire hver til sit, og efterlader en musikalsk skat, som et velklingende gravmæle over Danmarks største orkester gennem tiderne. Man kan øjeblikkeligt mærke hvor utroligt meget det band, som de alle sammen både har elsket og hadet, har betydet for Wily, Kim, Franz og Charlie. Det er som om der endnu er meget uforløst mellem dem, samtidig med at de er hudløst ærlige om sig selv og hinanden. Især berøres man af skildringen af forholdet mellem Franz og Kim, der sikkert stadig har en del usagt mellem dem. Det er næsten uforståeligt at de to har været i stand til at arbejde sammen og skabt en karriere med Gasolin.

Fortiden bringes til live via en vidunderlig, varm billedside, med nogle fænomenale sammenklipninger af fortid og nutid. Lydsiden giver sig selv, eller sådan da, for alle de sange, som vi kender så godt, leveres med fortællinger, der giver indsigt og forståelse for, hvad der egentlig skete, og hvorfor de kom til at lyde som de gjorde. Filmisk er “Gasolin'” en rejse fra begyndelse til slut uden den store udenomssnak, men det er gjort på en så velkonstrueret og indlevende facon, at man glæder sig over hvert et lille skridt på turen.