Ghosts of Cité Soleil
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 4. jun 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Hos den yngre Leth ligger styrkerne i sansen for detaljen og for dramaets uforudsigelige udvikling. De mange optagelser skaber i sig selv historien, flowet og dynamikken, men er – det er ikke til at komme uden om – forbilledligt sat sammen af klipperen Adam Nielsen, som har fået det bedste ud af sit råstof. Leth har imidlertid også haft heldet med sig. Flere af de sideforgreninger, som holder dampen kørende og niveauet oppe, lykkes, fordi historierne udvikler sig, som de nu engang gør og skal. Havde det gået anderledes for bare en af dem, kunne “Ghosts of Cité Soleil” være endt som en helt anden film uden samme slagkraft.
Det må derfor siges at være lidt af et under, at Asger Leth er sluppet levende igennem optagelserne, som flere gange præsenterer skuddueller og voldsomme skærmydsler mellem de rivaliserende bander – dem er der fire af – for et rullende kamera. Indholdet er forrygende godt skruet sammen, og vægtningen administreres fortræffeligt. Der veksles kronologisk – med start i februar 2004 – mellem den politiske scene, præsident Aristides fald som diktator, bandemedlemmernes voldelige opgør og mere intime optagelser med henholdsvis Bily og 2pac. Haitis kultur og konfliktfyldte historie ruller hele tiden over skærmen som et lærerigt bagtæppe, for det er ikke småting, landet har været igennem.
Området og folket er glemt i et politisk kaos, hvor magtbegærlige og griske politikere slås om tronen og lukrerer på de fattigstes velvillighed og samarbejdsvilje. Filmen skaber nuancerede portrætter af to livsskæbner, som er fanget midt i dette spil på hver sin side. Paradoksalt nok vender billedet, da en nyindsat amerikanskstøttet regering slår hårdt ned på banderne, arresterer Bily, mens 2pac forfølger drømmen om rapmusikken og tager til USA. Et paradoks er det også, at netop øgenavnet 2pac er lånt fra en berømt, amerikansk rapmusiker, som døde i et bandeopgør. En blandt mange af Asger Leths pointer er, at der er en vej ud af håbløsheden. Måske.
Trods den deprimerende historie er “Ghosts of Cité Soleil” formentligt en af de bedste, danske dokumentarfilm nogensindet. Asger Leths film om bandekriminaliteten i de bekymrende slumkvarterer sidder lige i skabet og kunne næppe have været en bedre debut for instruktøren. Filmen rammer lige ned med en dynamisk historie, et godt flow og en billede- og lydmur, som bestemt ikke skal forglemmes. Det er alvorlige problematikker, der bliver skildret, og det eneste, man umiddelbart kan glæde sig over, er, ud over filmen, at Leth rent faktisk overlevede sit ophold i den farlige bydel.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet