Simon siger…

Lige fra begyndelsen er der noget helt galt i “The Gift”. Et langsomt zoom på en tom terrasse i et californisk forstadskvarter varsler noget ubehageligt. En uro, som er svær at sætte en finger på før langt senere.

Huset er modernistisk, fortæller ejendomsmægleren smilende i næste scene, hvor hun viser ægteparret Simon og Robyn rundt i deres nye hjem. Hun lykønsker Simon med hans nye job. Han takker underspillet, agerer selvsikkert rundt i de tomme rum, mens han flirter med Robyn. Parret har overskud, fornemmer man. Især Simon. Anslaget lægger grundtonen for og er særdeles godt iscenesat. Det foruroligende er, at vi kender de mennesker og deres måde at være på. Vi kender dem fra os selv og vores omgangskreds. Robyn er ikke den babe, man måske havde set Simon danne par med i en lunken thriller. Hun er empatisk, intelligent og først og fremmest naturtro i sin adfærd. Heller ikke Simon er karikeret, men subtilt succesfuld. En type, man i det skjulte ville misunde sit sociale tække.

Og netop dér befinder gyset sig i “The Gift”. I det sociale. Det viser sig i det øjeblik, Simon møder Gordo i det lokale mall og indser, at de sammen har en fortid. Gordo er unægtelig suspekt. Men spørgsmålet er, hvem af de to der egentlig er skurken. Manuskriptmæssigt er det et klogt træk, der giver plads til at lege med karakterernes udvikling. Ikke mindst placeringen af sympatien, som skrider, idet fortidens dæmoner begynder at vælte frem. Simon har altid kunnet få ting til at ske. ”Simon says, husker du det?” spørger Gordo Simon under en middag, han er blevet inviteret til af Robyn efter at have foræret parret en indflyttergave. Situationen er akavet.

Det er momenter som disse, der brænder igennem i Joel Edgertons instruktion og dobbeltrolle som Gordo. Interaktionen mellem karaktererne. Instruktøren har øje for menneskeligt samspil, de nonverbale signaler – hvordan folk egentlig interagerer. Sjældent er det ligeud ad landevejen, men fyldt med overlap, støj og intentioner. Fornemmelsen for dette højner autenticiteten i dramaet. Som samtalemekanismerne tydeliggøres, fremhæves også relationen mellem Simon og Gordo. Sådan kommer uhyggen snigende gennem det sociale. Et stærkt kunstnerisk virkemiddel i forhold til temaet.

I mellemtiden er “The Gift” en hævnfortælling, der insisterer på sin genre som thriller. Lidt for meget indimellem. Om det er Edgertons eller pengeproducentens skyld, er svært at afgøre. I hvert fald påklistres en række chokeffekter, som virker efter hensigten, men drejer “The Gift” væk fra det neddæmpede gys, der klæder den så godt. Mest problematisk er dog konfliktniveauet, der undervejs forgrener sig i både misfødsel, depression og pillemisbrug – som om mobningen og Gordos liv i helvede ikke er tungt nok. Det til trods er der klar sammenhæng mellem al virakken. Joel Edgerton har faktisk noget på hjerte, om end han vil for meget. Han kender mest af alt sine psykologiske spændingselementer, der i stalker-paranoia ikke er ulig Michael Hanekes “Skjult” eller David Lynchs “Lost Highway”. Den allestedsnærværende uro har imidlertid også en anden årsag, nemlig dobbelttydigheden i personernes handlinger. Alle er fordækte.