En gigant takker af

“Giant” lever afgjort op til sin titel – en billedskøn storfilm på godt og vel 200 minutter med Amerikas enorme, endeløse sletter som baggrund og flere af det gamle Hollywoods største stjerner i forgrunden: Elizabeth Taylor, Rock Hudson og tilmed den legendariske James Dean, der her brillerer i sin sidste film før sin tragiske død i et biluheld, hvorfor “Giant” for evigt vil have en gigantisk plads i filmhistoriens leksika.

“Giant” er en film om store hændelser, store personligheder og store følelser, og der bliver bestemt ikke sparet på de tre ingredienser i en historie, der udfolder sig over adskillige årtier. Men selvom filmens spændvidde er enorm, så bevarer “Giant” stædigt og urokkeligt sit fokus på karaktererne. Historiske begivenheder som Texas’ olierevolution og 2. verdenskrig spiller afgørende roller i fortællingen, men truer aldrig med at skubbe personerne ud af rampelyset, og selvom “Giant” bugner af smukke stemningsbilleder, så er ikke ét eneste af dem blot til pynt – tag bare filmens måske smukkeste af slagsen: et totalbillede af en enlig hest og dens rytter helt ude i horisonten, der viser sig at være vores afsked med en central skikkelse og dermed forløberen til en tragedie, der i dén grad skubber plottet fremad.

Hudson spiller kvægdriveren Jordan “Bick” Benedict, mens Taylor har rollen som Bicks unge, ubændige hustru, Leslie. Han er en lavmælt, stædig texaner med et stokkonservativt syn på alt fra ægteskab og opdragelse til kærlighed og kønsroller, mens hun er en fordomsfri, udadvendt kvinde allergisk over for stilstand og modvilje. Så allerede dér har vi opskriften på en potentielt heftig romance, der slår gnister, og hverken skuespillerne eller filmmagerne lader potentialet falde til jorden. Hudson og Taylor har en fantastisk kemi, og de får rig lejlighed til at demonstrere deres evner i et vidunderligt nedtonet, tålmodigt og mestendels klichéfrit kærlighedsdrama om to elskere, der forsøger at nå ind til hinandens hjerter gennem et spind af fordomme og misforståelser.

Taylor udstråler en råstyrke og selvsikkerhed, der nærmest er forheksende – særligt i scenen, hvor Leslie irettesætter mændene i hjemmet, efter de har nedgjort hende for at interessere sig for deres politiske diskussion. Set i bakspejlet synes scenen nærmest historisk, idet “Giant” udkom i 1956, hvor det amerikanske kvindeideal stadig var en lydig, hjemmegående husmor. Hudson er om muligt endnu bedre. Jeg foragtede Bick i starten – hans nærmest tyranniske behandling af sine børn, hans ufølsomhed over for den mexicanske underklasse, hans aversion mod forandring… Men Hudson får immervæk et lille skær af menneskelighed til at skinne igennem bag Bicks stoiske facade. Et skær, som langsomt, men sikkert – ledsaget af kærligheden – udvikler sig til en blændende lyskegle.

Det er en transformation, som især fungerer, fordi Hudson fremmer den uden store armbevægelser. Af samme årsag gør filmens opgør med racisme og chauvinisme stort indtryk – fordi kritikken ikke leveres i prædikende svadaer, som hiver os ud af filmen, men i stedet gennem hadske blikke, apatiske skuldertræk og bidske bemærkninger, der alt sammen skildres så ægte, at det gør decideret ondt. Her er subtilitet lig med autenticitet. Deans rolle er i virkeligheden temmelig lille, men han er superb som den fandenivoldske enspænder Jett, der har et horn i siden på Bick. Hudson og Dean hadede angiveligt hinanden under indspilningerne, og spændingerne har smittet af på de levende billeder og givet deres konfrontationer en mærkbar intensitet. Først da historien springer mange år frem i tiden, hvor Jett er blevet en gammel, selvsmagende oliemogul, har den 23-årige Dean lidt svært ved at tilpasse sin realisme-søgende method-metodik til en rolle, der nu har fået gråt hår og rynker i makeup-lokalet. Hudson og Taylor håndterer til gengæld overgangen med bravur.

Undervejs får Bick og Leslie tre børn (sønnen spilles i øvrigt af en ung Dennis Hopper), og i forsøget på også at fortælle deres historier tager filmen desværre munden for fuld. Mange nye handlingsforløb og figurer får ikke tid til at tage ordentlig form, og selvom det måske lyder som en bagatel, så fandt jeg ofte musikken forbløffende malplaceret – en nærmest triumferende fanfare spilles, efter en krigerisk Jett har slået Bick ud; blid, melodisk strygerspil supplerer scenen, hvor Leslie nærmest trygler Bick om at tilsidesætte sin indoktrinerede racisme og hjælpe en dødssyg, mexicansk baby; og en spøgefuld march akkompagnerer en helt igennem seriøs slåskamp, som vel nok er filmens dramatiske klimaks. Men hvorom alting er: Dean kunne ikke have ønsket sig en meget bedre svanesang end “Giant” – en gedigen storfilm med gigantiske kvaliteter og kapaciteter.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.66:1. “Giant” ser nøjagtig lige så godt ud i HD som Dean-klassikerne “East of Eden” og “Rebel Without a Cause”. Også her er de fleste overgange mellem scenerne desværre plaget af edge-enhancement samt minimale, men mærkbare farveskift og udsving i skarpheden. Men ellers er transferet fremragende. Billedet er for det meste knivskarpt, kontrasten er også imponerende, og bortset fra de førnævnte svingninger er farverne også naturtro hele vejen igennem. Hverken støj, banding eller DNR forekommer.

Audio

“Giant”-lydsiden gengives via et DTS-HD Master Audio 2.0-mix. De to andre Dean-klassikere udkom med DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor, hvorfor det ikke kommer som nogen overraskelse, at dette 2.0-mix ikke leverer en lige så “omsluttende” lydoplevelse på Blu-ray som “East of Eden” eller “Rebel Without a Cause”. Men ingen af de to andre film benyttede surround-højtalerne tilnærmelsesvis jævnligt, så 2.0-lydsporet her er ikke ligefrem mærkbart underlegent. Ser man bort fra Deans sporadiske mumlen, så er dialogen altid tydelig, og niveaumæssigt er balancen mellem lyd, snak og musik perfekt fra start til slut. Lydeffekterne har generelt også godt med pondus (tjek bare braget, da Deans olie springer op til overfladen i kapitel 29), og støj forekommer sjældent.

Ekstramateriale

Desværre er her ikke nær så meget ekstramateriale, som der er på de to andre Dean-udgivelser. Instruktøren George Stevens’ søn, George Jr., har indspillet en fin, lille introduktion til filmen (3 min.), men der er naturligvis langt mere kød på dokumentaren “George Stevens: Filmmakers Who Knew Him” (46 min.), som er meget længere. Bl.a. skuespilleren/instruktøren Warren Beatty og legendariske filmmagere som Frank Capra (“It’s a Wonderful Life”, “Mr. Smith kommer til Washington”), Joseph L. Mankiewicz (“All About Eve”, “Sleuth”) og Robert Wise (“The Sound of Music”, “Star Trek: The Motion Picture”) udtaler sig om Stevens. Vi hører både en masse om instruktørens arbejdsmetodik, og om hvordan han var i privaten, og de fascinerende anekdoter suppleres af interessante klip og billeder fra Stevens’ film og af manden i aktion.

Desuden har Stevens Jr., manuskriptforfatteren Ivan Moffat og filmhistorikeren/kritikeren Stephen Farber indtalt et særdeles indsigtsfuldt kommentarspor til filmen, hvor trioen diskuterer alt fra filmens temaer og tilblivelse, til hvordan Deans død påvirkede produktionen. D’herrer har i øvrigt en god kemi og ler ofte, hvorfor man ikke kan undgå at blive revet med af den gode stemning. De holder heller ikke nogen længere pauser undervejs, selvom filmen varer over tre timer. Men man savner virkelig de mange dokumentarer, der fulgte med dvd-udgivelsen af filmen samt den amerikanske Blu-ray-skive, men som af uransagelige årsager ikke ligger på denne danske disk. Ganske vist er den ovennævnte dokumentar udmærket, og den gav mig lyst til at dykke mere ned i Stevens’ repertoire, men den gør os ikke meget klogere på produktionen af netop “Giant”.