DR3 har fået mange hug for at forplumre grænsen mellem ‘lødig’ dokumentar og ‘beskidt’ reality. Den lange version af eks-sugardateren Ginas liv gør intet for at løse den knude.

Er “Midt i en drøm” et ærligt indblik eller nysgerrig snagen? Mest af alt en monoton monolog.

DR’s succesfulde formular er en smule let. Stik et kamera helt op i smasken på en (gerne ung og sjov) person, der danser rundt på de flydende grænser mellem køn, seksualitet og identitet. Og lad dem snakke. Og snakke og snakke og snakke.

Den stil fortsætter instruktør Sofie Lange i noget, der lyder som et moderne medie-meta-mareridt. Den rystende ærlige dokumentarfilm om, hvordan det er at være med i en rystende ærlig dokumentarserie. Om sig selv.

I flere scener i “Gina Jaqueline – Midt i en drøm” er kameraet rettet mod tv’et, der viser “Gina – en sugardaters fortælling”. Jeg savner en grund til endnu flere close-ups fra soveværelset, flere selfies, flere tavse blikke ud over Københavns skyline fra et dyrt hotel.

Historien er den rene optur. Fra DR banker på til bogkontrakt, reality awards og fotoshoots i modebladene.

Kun et anstrengt forhold til sukkerfar, ‘Advokaten’, byder på udfordringer, fordi Gina udvikler komplicerede følelser.

Hans tågede sms’er om, hvorfor/hvorfor ikke/måske alligevel de skal ses, er blandt filmens akavede højdepunkter.

At han betaler for sex med dyre tasker kan vi debattere creep-faktoren af, men hans glatte helgarderinger for at beholde muligheden for lidt mere fisse bonger helt ud. Ingen appelsag dér, hold kæft, og giv en østers.

Men Gina kommer i mål. Hendes drøm går i opfyldelse, og dér finder Sofie Lange ligesom selv ud af bagdøren. Omgivet af venner og familie til bogreception for “Se mig” – ja, der er et mønster – står den tidligere sugardater lige hvor hun vil være.

Der er tendenser til konflikt med en dameblads-journalist og konstante referencer til Ginas hårde opvækst. Men det hele er grotesk underbelyst i det her univers af ‘hudløs ærlighed’.

Det er fandme et misbrugt begreb efterhånden. Og i særdeleshed her. Mor og datter står stadig skulder ved skulder imod alle haters. Damebladet får sine billeder.

Hvor er kniven ind i de rygklappende gribbe, der kommer flyvende efter kæmpesuccesen på DR?

Et århusiansk forlag vil gerne udgive en bog, men har ikke rigtig et overblik over, hvad den sådan lige skal indeholde. Men hey, det er bare så pisseærligt, igå.

Egentlig ikke, men det betyder også, at  “Gina Jaqueline – Midt i en drøm” i det mindste løser knuden for mig.

For der kunne laves en interessant dokumentar om selvbedraget i mediebranchen. Om hvordan DR, Elle Magazine og århusianske damer med firkantede briller gør retoriske krumspring for at skjule, at de netop IKKE ER EN SKID ÆRLIGE.

De udfordrer ikke Danmark. De snager i en kvinde, der får betaling for sex. Fordi. Sex. Sælger.

Dén dokumentar, eller den om hvorfor vi overbetaler liderlige mænd med en jura-eksamen, har Sofie Lange ikke lavet. Hun er fulgt i sporet på alle de andre.

Uambitiøst og uærligt.