Det er samfundets skyld

Hvem har ikke drømt om at bo på et slot? Tja, når man endelig står på Kron-, Rosen- eller Frederiksborg er det, som om fantasien får et koldt, fugtigt realitets-tjek. Det er en stor opgave at holde hus her post-stavnsbånd. Tomt og ensomt. Og hvad med varmeregningen?! Alt det ved Rex Walls, så han lover sin familie et palads af lysgivende glas. Et selvforsynende paradis, langt væk fra storbyens smog og skattefars griske fingre. Og langt væk fra den virkelighed, som hans datter Jeanette beskriver i sin selvbiografi. Woody Harrelson sætter sig massivt på en udpræget bog-til-film-fortælling om en fantast, der bygger luftkasteller i energiklasse A, men lader sin nomadefamilie bo i en meget reel losseplads.

Hvor kom den løbescene fra? I ved sådan én, hvor heltinden smider stiletterne og pisker gennem New York til et brusende klavercrescendo. Den slags er normalt reserveret romantiske komedier eller alt med Tom Cruise. Her er det en malplaceret ‘åbenbaring’. Valget siger lidt om det upersonlige aftryk, som Destin Daniel Cretton har sat på Jeanette Walls erindringer. Historiens påtrængende følelser skifter mellem at blive smidt brutalt i ansigtet og lagt pænt til side ovre i hjørnet. Enkeltscener er præget af trodsig indie-sårbarhed, mens andre falder tilbage som generiske eksempler på Hollywood’ske følefilm-troper.

Brie Larson spadserer 80’er-chik rundt med skulderpuder og yuppie-kæreste, spiser repræsentationsmiddage og skriver populære klummer om livet i New York. Fra en gul taxi ser hun sine forældre rode rundt i en skraldebunke. Hun kører forbi, men kastes tilbage til sin opvækst i anekdotisk form. Barndomssporet og voksensporet har en elastik i hinanden og skal selvfølgelig mødes i den store konfrontation og, tør man sige det?, endelige tilgivelse. Du har set det før, måske også læst det. Walls bog er en bestseller af nogle af de samme grunde, som Nelson Mandelas er det. Eller Lisbeth Zornigs. En “stærk og modig fortælling” om rejsen fra det næsten uoverkommelige mørke til det håbefulde lys.

Blot med det twist, at portrættet fokuserer mere på faren Rex end på Jeanette Walls selv. Hun og hendes søstre optræder i flere dygtige børneudgaver, men det er Woody Harrelson, der giver sydstats-‘twang’ og intens fysik, så man kan klare sig indtil Han Solo-solofilmen. Naomi Watts får mindre at arbejde med som moderen Rose Mary, hendes rummelighed over for volden og alkoholismen forbliver uafklaret. Noget med, at Rex er vild med hendes halvdårlige malerier. Harrelson er charmerende og på sin egen måde et karismatisk geni, men jeg søger stadig efter den personlige genopretning, som “Glasslottet” så tydeligt prøver at give. Jeg ved ikke, om det er Jeanette Walls eller Cretton, der ligesom ‘holder igen’, når det er ved at blive for ubehageligt.

Mudderet, som prinsessen skal kæmpe sig fri af, er nemlig skildret underligt rosenrødt. Og her er der nok forskel på at være en dansk velfærdsunge opdraget på tillid til systemerne og så en amerikansk selvhjælper, der mener, at socialrådgivere og lægen er skabt af Satan for at kvæle Guds udvalgte i fimsede, europæiske gåsedun. Jeg vil dog stadig holde på, at vi har ret, og derfor har jeg det mere end svært med det lettere eventyrlige omsorgssvigt i “Glasslottet”. Der bliver prædiket lidt for meget ‘følg dine drømme’ med den provokerende tankestreg, at det er faderens slummede anarki, der gør Jeanette til et bedre menneske end sin kedelige børsmæglerkæreste. Lad nu være med at spille den gamle amerikanske plade, at social armod blot er en interessant udfordring på vejen til X-Factor.