Coppolas cosa nostraMåske er legendariske Francis Ford Coppolas mesterlige og helt unikke trilogi om Corleone-familiens cosa nostra – filmenes dækkende betegnelse for det opbyggelige, men også nedbrydelige mafiasyndikat – i virkeligheden filmen over hans eget liv og levned, om ikke andet så i den overførte betydning. Nu er “Godfather”-filmene ganske vist alle – dog mest den første – baseret på Mario Puzos boglige forlæg, men alligevel fornemmes undervejs en solid funderen over instruktørens egen rolle i det amerikanske samfund med de italienske aner i baghovedet. Med endnu en genudgivelse – “The Godfather: The Coppola Restoration” – er det igen blevet tid til at fejre en filmhistorisk milepæl.

Hvor personlige de tre mesterstykker end måtte være, så skal der derimod ikke herske tvivl om, at Coppola for længst har skrevet sig langt ind i filmhistoriebøgernes dybeste afkroge med disse tre episke mesterværker, hvor kun tredje ombæring synes at halte en smule. Det er nemlig filmene om selve livet, om den amerikanske drøm og om at skabe sig et formuende liv, selv om det i tilfældet her altså også fordrer, at der ses stort på lovens lange arm. Og så indbefatter de i alt ni spilletimer også et højdramatisk far-søn opgør på flere planer, hvor også de italienske familiers æreskodekser skaber en stor del af fyldet. Filmene blev sidste år kåret som det bedste, der er hændt amerikansk film, siden Orson Welles’ “Citizen Kane” under Anden Verdenskrig hensatte en enig anmelderskare i hensygnende begejstring. Og det er forståeligt. Ikke alene har mesterinstruktøren samlet en lang række af de filmnavne, både foran og bagved kameraet, som sidenhen skulle blive toneangivende i amerikansk film.

Men “Godfather”-trilogien indkapsler samtidig samfundets seneste generationer i en tidsløs lomme, hvor historien og udviklingen kompromisløst kan betragtes fra sidelinjen. Sarkofaget indledes med den dominante familiefar Don Corleone – spillet af en uforlignelig Marlon Brando i sit livs rolle – i førersædet efter et langt arbejdsliv, der startede på bunden i fødebyen Corleone på Sicilien og årtier senere endte på toppen af et af metropolen New Yorks allermest frygtede forbrydersyndikater. Skæbnen og en økonomisk tvist mellem Brando og filmselskabet magede det dog således, at den afdøde stjerne ikke fortsatte i de to efterfølgende periodefilm, hvor til gengæld Don Corleones retvise søn Michael i skikkelse af Al Pacino krydsklippet med faderens ungdomsår og en ung Robert de Niro skulle få stor prægnans.

“Godfather”-trilogien udspiller sig med skiftende mellemrum på både italiensk og amerikansk landjord og strækker sig over tre generationer og knapt et helt århundrede. Op til indspilningen af den første af de tre film havde Coppola som ung været med til at starte filmselskabet American Zoetrope sammen med en række af branchens unge løver – heriblandt George Lucas – mest af alt i afmagt, fordi branchen på det tidspunkt var ganske uigennemtrængelig.

Måske af samme årsag lykkedes det Coppola at samle en regulær parade af stjerneskuespillere in spe omkring sig. James Caans temperament slår gnister i Sonny Corleone, mens Al Pacinos afmålthed krydret med pludselige udbrud er et bærende element for arvtageren Michael Corleone. Det er en film, hvor de fine præstationer er utallige, men alligevel ligger staturen og ambitionen et helt andet sted. Nemlig i fortællingen, for det er netop det deskriptive og det berettende, som Coppola har mestret til fulde. Her går instruktøren nemlig i kødet på privatsfæren ved festerne, familiesammenkomsterne og de mere intime spillerum, mens mafiakartellet dog hurtigt kommer i offentlighedens søgelys og bliver til nærværende filmhistoriske mastodont uden sidestykke.

Stærke er manuskripterne, som qua en uendelig rummelighed favner umådeligt bredt, og kradses der blot en smule i fernissen, ja så myldrer et væld af problematikker og tematikker frem. Det er dog altid fortalt i amerikanernes egen øjenhøjde med et storladent, episk og få steder måske en anelse for langt drama til følge. Der er nemlig lidt af en mundfuld i vente, men hvilken én. “The Godfather: The Coppola Restoration” er udsøgt filmkunst af allerfineste karat, hvor de skiftende tiders politiske og samfundsmæssige træk skildres fint og indrammer det amerikanske samfund.

Bedst er nu engang de første to værker, mens tredje halvleg ikke er i stand til at fremmane samme dynamik, sprog og tiltrækningskraft. Måske er det fordi, filmens centrum Michael Corleone i mellemtiden er blevet sandhedssøgende dydsmønster, samarbejder med vatikanet i Rom og i øvrigt har lagt kriminaliteten bag sig? Kompliceret bliver af samme grund også mødet mellem kirke og knaster, mens fortiden naturligvis stadig spøger og ikke helt kan slippe taget. Coppola har tydeligvis stadig kunnet sit kram, men dog ikke med samme lineære bevægelse eller magiske strejf som i de to forgængere. “Godfather III” var det rette sted at stoppe den eviggyldige historie om en mafia-families storhed og fald.

VideoFilmene præsenteres i et flot restaureret anamorphic widescreen 1.85:1-format, som kun rummer ganske få ridser i lakken. Der er undervejs tilfælde af edge-enhancement i Gordon Willis’ imponerende billedæstetik, men dog fortrinsvis i filmens allerlyseste scenerier. Til gengæld rummer filmene ikke antydninger af hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser, og genudgivelsens formål har i det hele taget båret frugt. Billedsiden er således renset for grums af enhver art og bevarer et skarpt look, hvor også kontrasten og farvetemperaturen tager sig strålende ud.

AudioOgså lyden bør i den forbindelse fremhæves. Det engelsksprogede – med enkelte italienske strejf – Dolby Digital 5.1-lydspor er således ganske fængslende, ikke mindst den høje alder taget i betragtning. Dialogen er generelt tydelig, præges kun sjældent af overstyringer og drukner aldrig i Nino Rotas stemningsfulde og uforglemmelige lydspor, der, ligesom filmene, efterhånden er udødeliggjort. Atmosfæren er desuden velartikuleret og rummer mange distinkte effektlyde samt enkelte lydpanoreringer, og kort og godt flyder lydsporet godt ud som en sammentømret og harmonisk enhed.

EkstramaterialeAbsolut største attraktion ved “The Godfather: The Coppola Restoration” er uden tvivl den store bunke ekstramateriale, som følger i kølvandet herpå. To separate skiver er fyldt til bristepunktet med rariteter og lækkerier. Især bør fremhæves de mange fraklippede scener, familietræet – hvor et overblik over Corleone-familien måske kan grundlægges – og uddrag fra de prisuddelinger, hvor filmene blev hædret. Der er desuden storyboards, biografier over de væsentligste hjerner bag filmene og en lang, lang række smådokumentarer omkring billede, lyd, manuskript, optagelser og meget mere. Både filmstjerner – nulevende og døde – samt kritikere udtaler sig raskt væk i benovelse over tilblivelsen.