FilmenOprindeligt havde Robert De Niro kun sagt ja til at deltage i “Godsend” med en cameo, men filmens instruktør Nick Hamm overtalte ham til, at spille en lidt større rolle. Efter filmen udkom, fortrød De Niro sit valg: Hans navn blev brugt til at hype filmen. Efter man har set “Godsend” forstår man ham godt. For det første, så berettiger hans tid på skærmen slet ikke, at hans ansigt bliver blæst op på plakaten… for det andet er det bare en ringe film!

“Godsend” er i bund og grund en spøgelseshistorie med et lille twist. Filmens præmis bunder i vores frygt for kloning, og de følger dette kan have. Den handler om en lille familie bestående af Paul og Jessie Duncan og deres søn Adam. De lever lykkeligt i deres lille lejlighed i byen, indtil det utænkelige sker: Dagen efter sin 8 års fødselsdag, bliver Adam kørt ned og dræbt. Knust af sorg finder de to forældre det ikke svært at acceptere et tilbud fra en læge ved navn Dr. Richard Wells: Han vil lave en klon af Adam. Wells tager derpå celler fra den afdøde Adam og bruger dem til at befrugte Jessie, der bliver gravid og efter planen føder en velskabt søn. Den “nye” Adam vokser op og er en glad lille dreng. Dette ændrer sig dog på hans 8 års fødselsdag. Han begynder at få grusomme mareridt, og hans opførsel ændrer sig til det værre. Snart går det op for Paul og Jessie, at der er noget grueligt galt med deres søn.

Filmens største svaghed er nok selve manuskriptet. Omdrejningspunktet i filmen er naturligvis kloningen af den afdøde søn. Alle film kræver et eller andet sted at man tilsidesætter sin logik og lever sig ind i historien. Dette er meget svært i “Godsend”. Adam bliver klonet 1995, hvilket er filmens første store utroværdighed. Fåret Dolly blev klonet i juli 1996 og først efter 277 forsøg lykkedes det at skabe et levedygtigt lam. Manuskriptforfatteren vil altså have os til at tro, at Dr. Wells klarer at lave en “perfekt” klon i det første forsøg, før det overhovedet var lykkedes på et dyr. Ydermere med et menneske, hvilket er noget mere komplekst end med et får. Filmens anden store utroværdighed er det faktum, at Adam begynder at opleve og huske ting fra et tidligere liv, overført igennem hans gener.

Oveni disse plothuller kommer at resten af filmens ide overhovedet ikke er original på nogen måde. Ideen om den lille dreng, der på overfladen er sød og uskyldig, men i virkeligheden er ond og grusom er noget, som vi kan genkende fra film som fx. “The Omen”. Adams oplevelser grænser også til en typisk spøgelseshistorie med det twist, at spøgelserne er inde i hans eget hoved.

“Godsend” har et forholdsvis lille cast, bestående af Greg Kinnear, Rebecca Romijn-Stamos, Robert De Niro og Cameron Bright. Kinnear og Romijn-Stamos spiller de to forældre Paul og Jessie. Ingen af dem spiller specielt godt. Kinnear er en god skuespiller men falder til jorden her. Det samme gør Romijn-Stamos, der egner sig bedre til at være dækket af flere lag blå maling.

Filmens bedste performance kommer ikke overraskende fra De Niro i en meget lille rolle. Han stjæler alle de scener han er med i. Jeg havde mine forbehold overfor hans rolle som intelligent læge, inden jeg så filmen, men disse blev gjort til skamme bagefter. De Niro er rigtig god i rollen som den passionerede genetiker og specielt i de mere følelsesladede scener, som fx. hans endelige konfrontation med Kinnears karakter. Han beviser med “Godsend”, at han virkelig kan spille alt.

Adam Duncan spilles af barneskuespilleren Cameron Bright. Vi så ham sidst som den yngste version af den utilpassede Tommy Miller i “Butterfly Effect”. Her viste han samme kvaliteter som i denne film. Han er klart bedst i de scener, hvor han giver den som “den onde Adam”. Hans stenansigt og stikkende øjne i disse scener bringer lidt gys ind i filmen. Han er knap så god i de emotionelle scener, men klarer sig ellers godt allround.

Et andet problem som filmen har, er dens mangel på veldefinerede helte og skurke. Alle personerne i filmen befinder sig et i et gråt område, og man både føler med og mod dem filmen igennem. Paul, Jessie og Dr. Wells har alle gennemgået traumatiske oplevelser, og deres handlinger i filmene er ikke specielt etiske eller moralske. Drengen Adam er i bund og grund en uskyldig dreng, som er offer for omstændighederne, så selvom han nok er det tætteste vi kommer på en skurk, føler vi alligevel med ham. Dette gennemgående problem er tydeligst i filmens slutning, der er yderst utilfredsstillende. Der er ingen vidtrækkende konsekvenser for karaktererne på trods af de ting, som de har gjort filmen igennem.

Til trods for alle disse kritikpunkter, lykkedes det alligevel filmen at skabe en helt god og uhyggelig stemning, godt hjulpet på vej af filmens generelle look, der er mørkt og dunkelt. Samtidig står filmen for et par helt gode gys, specielt hvad angår Adam og hans drømme. Filmen tyr heller ikke til de billige chock-effekter, for at gyse sit publikum, hvilket da er beundringsværdigt. Disse lyspunkter er dog ikke nok til at trække “Godsend” op over gennemsnittet.

VideoHer er et Anamorphic Widescreen transfer i 2.35:1 Aspect Ratio. Transferer lider primært af mangel på detaljer, som regel i baggrunden af scener, der ofte er uklare og tågede. Filmen er meget dunkel, og det samme gælder for transferet. Det er ikke en farvestrålende film og transferet har et meget udvasket look. Bedre bliver det ikke af let grums i mange af scenerne. Til transferets forsvar er det ikke et spor af edge-enhancement. Et noget skuffende transfer, der dog igen begrænses af filmens generelle look.

AudioPå lydsiden er der to lydspor: Engelsk Dolby Digital 5.1 og engelsk DTS. Ingen af dem imponerer synderligt. Det er en meget stille film, med en del dialog, der heldigvis repræsenteres klart og tydeligt. Der er ikke meget bas eller surround-sound i filmen. Surround-højtalerne bruges i ny og næ ganske velfungerende til at skabe uhygge med lydeffekter, som fx. knirkende gulvbrædder i det store hus. Ellers er der ikke meget at komme efter, andet end filmens soundtrack. En lidt tam omgang.

EkstramaterialeEkstramaterialet består primært af et kommentarspor med instruktør Nick Hamm og fotograf Kramer Morgenthau, der dog først er med efter ca. en halv time. Hamm bruger det meste af tiden på at fortælle, hvad der sker på skærmen, men kommer dog alligevel med et par gode anekdoter. Morgenthau snakker primært om teknikken bag optagelserne.

Dernæst er der fire alternative slutninger til filmen med kommentarer af Hamm og manuskriptforfatter Mark Bomback. Ingen af slutningerne er specielt gode, og de afviger kun meget lidt fra hvad, der er i filmen. I kommentarerne lægger de to filmskabere da heller ikke skjul på, at de havde problemer med at få filmen sluttet af på en ordentlig måde.

Til sidst er der Cast & Crew profiler, Production Notes, Storyboard sammenligninger og en trailer til filmen.