Den originale titel er bedre – mere præcis. “Stan & Ollie”.

Det handler nemlig om privatpersonerne bag (Stan) Laurel og (Oliver) Hardy, som på dansk blev folkekære som Gøg og Gokke.

De var slapstick-stjerner som Chaplin, men blev aldrig anerkendt på samme kunstneriske niveau, selv om de også bar bowlerhat.

Vi møder dem på det, der blev karrierens sidste turné. Rundt på små teatre i Storbritannien og Irland i 1953, hvor de stadig efter 25 år i rollerne som den tynde og den tykke forbytter bowlerhatte – den ene er større end den anden.

Steve Coogan og John C. Reilly spiller hyggeligt med i det pæne nostalgitrip, hvor særligt Reilly er en rund kopi af Gokke. De ligner!

Det er som rund kopi, at “Gøg og Gokke” er bedst.

Her er rigeligt med scenetid fra turnéen, hvor Stan og Ollie én sidste gang gør den som Laurel og Hardy; Gøg og Gokke.

Todørs-sketchen leveres med stum slapstick, der luner så meget, at stilheden næsten afløses af et grin. Det bliver ved et muntert smil.

Munterheden bliver ikke på scenen, men tages med over i privat-rollerne som Stan og Ollie, hvor kufferten tabes teatralsk ned af trapperne.

På den måde er titlen måske et fedt. Stan og Ollie uden for scenen er nærmest lig med Laurel og Hardy fra de mange film. Lidt forskellige, fjollede og bedste venner til sidst.

Der er ganske vist antrit til konflikt. Ollie svigtede Stan, da Fox for mange år siden viftede med en fed kontrakt i Chaplin-størrelsen. Det blev ikke til noget.

Det nager stadig hos Stan, der skriver på et dødsdømt ‘Robin Hood’-manuskript, som skal blive til en film, men producent Miffin tager aldrig telefonen.

’Har du talt med Muffin?' spørger Ollie, der dermed straks laver kage ud af den lille konflikt.

Den gode stemning må ikke ødelægges, selv om de to koner – spillet bitch-energisk af Shirley Henderson og Nina Arianda – og en slesk agent forsøger.

Måske er historien om Gøg og Gokke blot, at de var to sjove mænd, der gjorde publikum glade i en periode. Punktum.

Den tynde tænkte lidt mere. På sketch-idéer og på pengene, imens den tykke spillede og spiste for meget.

Måske blev de ikke anerkendt på niveau med Chaplin, fordi de ikke var på niveau med Chaplin?

“Gøg og Gokke” modsiger i hvert fald ikke den tese.

Her nøjes man med at forbytte bowlerhatte; Miffin til Muffin.

Der var muntert. Det ér muntert. I tyndt og tykt. Gøg og Gokke.