Good Day to Die Hard, A

InstruktionJohn Moore

MedvirkendeBruce Willis, Jai Courtney, Sebastian Koch, Cole Hauser, Amaury Nolasco, Megalyn Echikunwoke, Aksel Hennie, Anne Vyalitsyna, Attila Árpa, Pasha D. Lychnikoff, Yuliya Snigir, Zolee Ganxsta, Norbert Növényi, Mary Elizabeth Winstead

Længde97 min

GenreAction, Thriller, Krimi

IMDbVis på IMDb

I biografen14/02/2013

Anmeldelse

Good Day to Die Hard, A

2 6
To vrede herrer på tur

Min yndlingsfilm er – og har altid været – den første “Die Hard”. John McTiernans klassiker har simpelthen en frækhed, en fandenivoldskhed og så mange gode oneliners, at alle andre (action)film blegner ved siden af. Den har bare det hele, og det er en film, der selv 25 år efter biografpremieren aldrig bliver tilnærmelsesvis trættende. Netop derfor har alle dens efterfølgere haft en del at skulle leve op til i denne anmelders optik, og “A Good Day to Die Hard” når desværre ikke dens forfader til sokkeholderne.

Vi befinder os i Moskva. John McClanes søn, Jack, er kommet i problemer med den russiske ordensmagt, hvilket giver farmand anledning til at tage til Rusland for at tale med sønnike, som han ikke har set i et par år. Det, han ikke ved, er, at han samtidigt vil ende midt i en eksplosiv, politisk konflikt, som kun mænd som John og Jack McClane kan løse. Og mon ikke deres indbyrdes problemer også kan løses undervejs?

Hvis man skal tale om, hvorfor “A Good Day to Die Hard” er så ufatteligt skuffende, bliver man atter nødt til at se tilbage på, hvorfor den første film var så formidabel. Ud over de førnævnte kvaliteter havde den også en helt særlig, dragende stemning, en fyrstelig humor og en badass karisma. “A Good Day to Die Hard” har absolut ingen af disse forcer, og filmmagerne er åbenbart så forgabte i deres utallige actionscener, at de desværre aldrig gennemskuer, at velkoreograferet action ikke er nok til at holde en “Die Hard”-film oven vande.

Måske er det også forkert at se “A Good Day to Die Hard” i lyset af den første film. Problemet er bare, at filmen selv konstant henviser til forgængerne – formentlig i et desperat forsøg på at skabe en tilknytning mellem tilskueren og den McClane, vi kender og elsker. Og det er da også på grund af loyalitet til denne herlige actionhelt, at “A Good Day to Die Hard” gør indtryk en sjælden gang imellem. For her er der ikke meget andet at holde af… De forglemmelige skurke er blottede for udstråling, og sønnen Jack har ikke meget at byde på ud over muskler og irriterende bemærkninger over for sin far – indimellem sætter man dog pris på dem, for selvom John McClane stadig er en delvist gæv gut, så er han samtidig blevet lidt gammel og træt.

Hvilket bringer os til en anden hovedingrediens i en god “Die Hard”-film: Humoren. Om det er, fordi John McClane er belastet af to børn, der konstant havner i problemer, eller om det er Moskva, der generer ham, er uvist, men hans skeptiske holdning til omverdenen er erstattet af en generel, konstant irritation. Pludselig kan man bedre forstå, hvor sønnen har al sin indestængte vrede fra, da han smadrer farmands telefon, hvorefter John klager over sit mobilabonnement. Måske han kan få et godt tip fra den kedelige skurk, der ikke laver meget andet end at tale i mobiltelefon dagen lang. Nej, McClane er bestemt ikke så elskværdig og charmerende, som han har været.

Få gange i “A Good Day to Die Hard” fornemmer man en snert af den gnist, der gav originalen krudt i røven og ændrede actiongenren for evigt. Men den gnist bliver desværre hurtigt slukket igen, fordi instruktøren John Moore og manuskriptforfatteren Skip Woods ikke forstår, hvad de har med at gøre. De gode bemærkninger og den gemytlige atmosfære får aldrig frit løb, og i stedet for at koncentrere sig om manuskriptet, karakteren og humoren har Moore og Co. brugt 82(!) dage på at indspille filmens første biljagt. Hvis bare de havde brugt halvtreds af de dage på at raffinere drejebogen, havde “Die Hard”-seriens femte opus måske endt som en værdig fortsættelse i stedet for en kedsommelig brøler. ”Jeg har fået nok af det her lort”, siger en af skurkene midt under biljagten. Det har vi desværre også – kun tyve minutter inde i filmen.

Kort om filmen

Denne gang er ‘jeg-tager-ingen-fanger’-betjenten John McClane for alvor på det forkerte sted, det forkerte tidspunkt, da han rejser til Moskva for at hjælpe sin fremmedgjorte søn, Jack. Med den russiske underverden i hælene og på randen af krig opdager de to McClanes, at deres modsatrettede metoder gør dem ustoppelige sammen.