Good Day to Die Hard, A
Udgivet 14. feb 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Min yndlingsfilm er – og har altid været – den første “Die Hard”. John McTiernans klassiker har simpelthen en frækhed, en fandenivoldskhed og så mange gode oneliners, at alle andre (action)film blegner ved siden af. Den har bare det hele, og det er en film, der selv 25 år efter biografpremieren aldrig bliver tilnærmelsesvis trættende. Netop derfor har alle dens efterfølgere haft en del at skulle leve op til i denne anmelders optik, og “A Good Day to Die Hard” når desværre ikke dens forfader til sokkeholderne.
Hvis man skal tale om, hvorfor “A Good Day to Die Hard” er så ufatteligt skuffende, bliver man atter nødt til at se tilbage på, hvorfor den første film var så formidabel. Ud over de førnævnte kvaliteter havde den også en helt særlig, dragende stemning, en fyrstelig humor og en badass karisma. “A Good Day to Die Hard” har absolut ingen af disse forcer, og filmmagerne er åbenbart så forgabte i deres utallige actionscener, at de desværre aldrig gennemskuer, at velkoreograferet action ikke er nok til at holde en “Die Hard”-film oven vande.
Hvilket bringer os til en anden hovedingrediens i en god “Die Hard”-film: Humoren. Om det er, fordi John McClane er belastet af to børn, der konstant havner i problemer, eller om det er Moskva, der generer ham, er uvist, men hans skeptiske holdning til omverdenen er erstattet af en generel, konstant irritation. Pludselig kan man bedre forstå, hvor sønnen har al sin indestængte vrede fra, da han smadrer farmands telefon, hvorefter John klager over sit mobilabonnement. Måske han kan få et godt tip fra den kedelige skurk, der ikke laver meget andet end at tale i mobiltelefon dagen lang. Nej, McClane er bestemt ikke så elskværdig og charmerende, som han har været.
Få gange i “A Good Day to Die Hard” fornemmer man en snert af den gnist, der gav originalen krudt i røven og ændrede actiongenren for evigt. Men den gnist bliver desværre hurtigt slukket igen, fordi instruktøren John Moore og manuskriptforfatteren Skip Woods ikke forstår, hvad de har med at gøre. De gode bemærkninger og den gemytlige atmosfære får aldrig frit løb, og i stedet for at koncentrere sig om manuskriptet, karakteren og humoren har Moore og Co. brugt 82(!) dage på at indspille filmens første biljagt. Hvis bare de havde brugt halvtreds af de dage på at raffinere drejebogen, havde “Die Hard”-seriens femte opus måske endt som en værdig fortsættelse i stedet for en kedsommelig brøler. ”Jeg har fået nok af det her lort”, siger en af skurkene midt under biljagten. Det har vi desværre også – kun tyve minutter inde i filmen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet