Hvis ”Gran Turismo” var en bil, kunne det meget vel være mine forældres Ford Focus. Det er en rigtig fin bil med automatgear, cruise control og hele molevitten, og når man kører alene på motorvejen, føler man sig lidt som den hurtigste bil i Danmark. Illusionen brydes dog lige så snart, man overhales af en Audi, en Mercedes eller en Tesla, og hurtigt kommer man i tanke om, at der altså er en del federe modeller på markedet.

Man kan sagtens stilles tilfreds med en tur i Ford’en, ligesom man kan med en tur i biffen med ”Gran Turismo”. Man er samtidig bare også meget klar over, at der er andre modeller derude, der gør nogenlunde det samme – bare en smule bedre.

Som med så mange andre sportsfilm er det en vaskeægte underdog-historie, der udspiller sig i den Neill Blomkamp-instruerede racerfilm.

Filmen er løst inspireret af den virkelige historie om Jann Mardenborough, en gamer, der er blandt verdens bedste spillere af PlayStation-racerspillet – undskyld, PlayStation-racersimulationen ”Gran Turismo”. Han vinder muligheden for at blive en rigtig racerkører ved at køre på GT Academy som en del af en gruppe SIM-kørere, og herfra ligger hele verden for hans fødder.

Når jeg siger, at den er løst inspireret af Mardenboroughs historie, er det med stort tryk på løst. For Mardenborough-familien er godt og vel de eneste karakterer, der også er at finde i den virkelige verden.

Alle fra hans rivaler til hans trænere er fiktive karakterer – på trods af at nogle af dem er baseret på virkelige personer. Det giver dog mening, at man har valgt at gøre dem fiktive, da det giver muligheden for at skabe et hav af karikerede karakterer.

Janns rival Nicholas Capa kunne lige så godt have haft en klap for øjet og et ar ned over ansigtet så ond, han er, mens Orlando Blooms ellers forretningsfikserede Danny Moore, måske alligevel viser sig at være god nok inderst inde.

Også Janns træner Jack Salter, der efter en lovende karriere som racerkører af mystiske årsager valgte at kravle under bilen som mekaniker i stedet, er en karakter, man har set hundrede gange før – om end David Harbour gør et fortrinligt job i rollen.

Generelt er ”Gran Turismo” fyldt med klichéer. Ingen tror på Jann; de andre GT Acadmey-elever griner af ham; ræset bliver afgjort i sidste runde. Sådan nogle ting, der bare skal med i en underdog-fortælling.

Det er desværre også som om, at manuskriptforfattere Jason Hall og Zach Baylin har vendt op og ned på hele show-don’t-tell-reglen. En ven, der læser en besked langsomt op imens, han skriver den; Salter, der fortæller Jann, at ingen kan lide ham fordi, han er en SIM-racer; Jann, der forklarer, hvorfor han sætter et klistermærke fra hans fars fodboldklub på sin hjelm.

Publikum er altså ikke tabt bag en racervogn, og det kan føles trættende, at alt skal skæres ud i pap.

Alligevel er der dog store dele af filmen, der fungerer. Klichéer og karikaturer findes af en grund, og birollerne fungerer da også til at fortælle en rigtig fin og unægteligt inspirerende historie.

Den historie ville dog have været meget lidt værd, hvis ikke det var for hovedpersonen Jann, der med længder er filmens mest velskrevne, dybe og interessante karakter. Bag Jann står Archie Madekwe med en pragtpræstation, der sælger karakterens nørdede natur, hans drømme og hans indre konflikter.

I sin første store hovedrolle har Madekwe masser at bevise, og han føles lige så meget som drengen med den umulige drøm, som hans karakter gør. Han er filmens klare højdepunkt med kun én konkurrent: racerløbene.

Det ville da heller ikke være en ægte ”Gran Turismo”-film uden et løb eller to eller ti. Og det er en helt særlig oplevelse at nyde bilmotorerne, mens man selv bliver revet med ind på førersædet i den nådesløse kamp om at nå forbi det sort-hvid ternede flag først. Det skaber en naturlig intensitet, som er svær ikke at lade sig rive med af.

Særligt fedt er det, når Blomkamp lader spillet flyde ind over virkeligheden enten i form af specielle kameravinkler, spil-achievements eller integrering af spillerpositioner. Tilknytningen til racersimulationen er nemlig, hvad der adskiller ”Gran Turismo” fra andre racerfilm, og integrationen af spilmekanikker er så underholdende og anderledes, at det faktisk er ærgerligt, at det ikke bliver gjort mere.

I sidste ende kan jeg på trods af en hæsblæsende afslutning ikke lade være med at tænke, at der er en bedre film gemt derinde et sted. En film med færre klichéer. En film, der har større tillid til publikum. En film, der i endnu højere grad lykkes med at realisere sammenhængen mellem ræs og simulation.

Og det er en ærgerlig følelse at sidde med, for når ”Gran Turismo” fra tid til anden rammer det potentiale, som den sindssygt inspirerende historie om Jann Mardenborough nu engang har, kan man for alvor mærke adrenalinen pumpe gennem kroppen, som var det benzin i en Nissan GT-R.