Kærlighed på et håbløst sted

Et godt, gammelt princip for historiefortælling siger, at hvis du viser publikum en pistol i din indledning, så bliver du nødt til at affyre den før eller senere. Så når en film udspiller sig på et atomkraftværk, ledes tankerne mod det oplagte worst case scenario. Nedsmeltning. Katastrofefilm. Takket være atomkraftens dårlige ry ser de fleste af os pr. refleks et atomkraftværk som en ladt pistol, der bare venter på at gå af. Helt så enkelt er det heldigvis ikke i franske “Grand Central”. Instruktør Rebecca Zlotowski bruger med stor opfindsomhed atomkraftværket som både fascinerende kulisse og elegant metafor for et intenst trekantsdrama.

Den 25-årige Gary ankommer til atomkraftværket, hvor han slutter sig til en gruppe af arbejdere, der har til opgave at vedligeholde kernereaktoren. Et farligt job, hvor man konstant udsættes for giftig stråling. Temaet i “Grand Central” slås an med stor præcision den første aften, hvor Gary hænger med sine nye kollegaer på den lokale bar. Han ved endnu ikke, hvordan det føles, når kroppen reagerer på strålingen. For at illustrere, hvad han har i vente, planter kollegaen Karole, spillet af Léa Seydoux, et intenst kys på Gary. Hjertebanken, svag i knæene, stakåndet. Sådan føles strålingens effekt på kroppen.

Således bliver strålesygen et billede på den forelskelse, der opstår mellem Gary og Karole. En forbudt kærlighed, der slider på sjælen, som strålingen slider legemet. Karole er nemlig allerede kæreste med Toni, en af Garys venner fra atomkraftværket. Den ladte pistol er altså ikke atomkraftværket, men det ulmende trekantsdrama. Det er Gary og Karole, der uvægerligt har kurs mod den totale nedsmeltning. På den måde væver instruktør Rebecca Zlotowski atomkraftværket og kærlighedshistorien sammen. Det puster liv i et ellers ret klassisk melodrama.

Det fungerer, fordi miljøet, der skildres, er enormt fascinerende. Der er noget elementært spændende ved at følge arbejdet med kernereaktoren. Et mere fjendtligt arbejdsmiljø findes vel næppe. Den mindste fejl, og store mængder stråling trænger ind og forgifter kroppen. Mine tanker drev flere gange tilbage til Clooney og Bullocks strabadser i rumfilmen “Gravity”. Det er måske ikke en sammenligning, der ligger lige for, men det er den slags associationer, som vækkes i de mest højspændte scener. Med deres beskyttelsesdragter og forsigtigt afmålte bevægelser ligner reaktor-sjakket en slags arbejderklassens astronauter. Modsat astronauternes tilværelse er livet som arbejder på atomkraftværket langt fra glamourøst.

De fleste af arbejderne bor i en trailerpark på kraftværkets område. Livet i den spartanske lejr skildres nuanceret med en blanding af fortvivlelse og sympati. Som helten i en Bruce Springsteen-sang drømmer Karole om at flygte fra arbejdertilværelsen og begynde forfra. Samtidig er der stor varme og solidaritet arbejderne imellem. De tager hensyn til hinanden. Det lærer Gary på den hårde måde, da han kommer for skade at tømme en flaske vand uden at dele med de andre. Det fører til et større møgfald: ”Vi passer på hinanden. Det går ikke, hvis du kører solo!”