A Guide to Recognizing Your Saints
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 28. okt 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
De oplevelser finder sted i løbet af en varm sommer i 1986, og “A Guide to Recognizing Your Saints” er på mange måder også at opfatte som en coming-of-age film. Undervejs tager filmen dog spring frem i tiden, hvor den unge Dito femten år senere er blevet voksen og velanset forfatter i skikkelse af Robert Downey Jr. Som sådan er skuespilleren et samlende hele for de mange mere eller mindre gode – nok flest mindre gode – oplevelser, der gjorde sommeren 1986 til noget helt særligt. Vigtigst er naturligvis hovedkarakteren Dito, men i periferien befinder sig nu alligevel en række spraglede personligheder med stor prægnans for den fængslende fortælling, hvor den politiske ukorrekte fader, Monty (Chazz Palminteri), bøllen Antonio (Channing Tatum) og skotske Mike O’Shea (Martin Compston), der konsekvent går under øgenavnet ‘Ireren’, står stærkest.
De leverer alle formidable præstationer, og selv om tilstedeværelsen af Downey Jr. ikke fylder voldsomt meget i det samlede billede, er han uundværlig for en film som denne. Alligevel løber faderfiguren, Montys Palminteri, i den grad med det store billede. Mage til indlevelsesevne, nærvær og grundlæggende kompetent skuespil som dumt svin par excellence vil være svær at udpege, og skal det alligevel gøres, vil en Al Pacino i topform formentligt være den mest rammende beskrivelse. Udpeges bør også det kreative og dagdrømmende filmsprog, der er et sublimt match til filmens nostalgiske fortælling.
“A Guide to Recognizing Your Saints” er et følelsesbetonet tilbageblik mod en opvækst fyldt med kærlighed og had. Filmen er en genistreg, der hviler på solide skuespilpræstationer og et imponerende filmsprog, hvor der leges kreativt med filmmediets mange muligheder. Bedst er fortællingen, der dog ikke hidbringer sin traditionsrige genre store nytænkninger, men alligevel er uafrystelig i al sin gru, håbløshed og enkelthed. Som stemningsskabende element tilfører de mange velvalgte musiknumre fattigfirsernes New York – metropolen, hvor livet aldrig går i stå – en særlig stemning.
Hovedkarakteren Dito Montiel proklamerer indledningsvis, at han inden filmen er ført til ende vil have forladt og frasagt sig alle de mennesker, han kender og holder af. Om det er rigtigt, skal være usagt i denne sammenhæng. Rigtigt er det dog, at “A Guide to Recognizing Your Saints” er en selvbiografisk fortolkning af de følelser, drenge (og mænd) ofte kan have svært ved at forholde sig til. Følelser, som, hvis de forbliver usagte, er til mere skade end gavn. Filmen er en ærlig og sjælekrængende rejse ind i hovedkarakterens indre for at finde stof til at løse de ydre konflikter. Spørgsmålet er, om det nogensinde vil lykkes, for indeni er karaktererne stadig børn det voksne udseende til trods.
“A Guide to Recognizing Your Saints” er spillefilmsdebut for Dito Montiel, der dermed har kreeret en nærmest perfekt indgang til filmens verden. Den selvbiografiske fortælling er et hårdhudet, kompromisløst og fængslende portræt af rejsen fra barn til voksen, relationerne mennesker imellem og familieknuder, der aldrig er blevet løst. Filmen rummer hele vejen igennem blændende skuespil, et prangende og kreativt filmsprog og ikke mindst en historie, der er velkendt, men stadig vedkommende i al sin grusomhed, afmagt og enkelthed. Formentligt en af årets allerstærkeste film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet