Ind i Danmarks mørke hjerte

Engang var Danmark en stormagt. Det ændrede sig i begyndelsen af 1800-tallet, da Danmark hængte sin Napoleons-hat på en fransk kejser ved navn Bonaparte. Krigen blev tabt – nøglerne til Norge måtte afleveres til Sverige i 1814. Siden hen blev rejsen fra stormagt til småstat fuldendt med preusser-røvfulden i 1864, som Ole Bornedal i efteråret lidt for udpenslet beskrev i sin DR-serie, “1864”. I de 50 år imellem de to nederlag forsøgte den danske centralmagt desperat at holde fast i ideen om Danmark som noget særligt, som et land, der var bestemt til at bestemme over andre. Det gik ud over afrikanerne i den danske Guldkystkoloni. Et glemt stykke Danmarkshistorie, der i Daniel Denciks instruktørhænder er blevet til en mystisk feberdrøm, småstatsudgaven af Terrence Malicks “The New World”.

I Malicks feberdrøm fra 2005 ankommer Colin Farrell som den hvide, rationelle kolonialist til den nye verden i Amerika. I “Guldkysten er det Jakob Oftebro, der ankommer som bedrevidende hvid til kolonifortet Christiansborg på kysten til det, som vi i dag kender som Ghana. I de første koloniår var fokus på at grave guld, derefter fulgte over 100 år med fokus på sort guld – slavehandel over Atlanten. Men i begyndelsen af 1800-tallet var det ikke anstændigt at handle mennesker mere. Så da Oftebros botaniker Wulff ankommer i 1836, er det for at opdyrke plantager, for at civilisere naturen – og naturligvis de stakkels, uvidende indfødte.

Det er klassisk hvids mands byrde, hvor den kloge kolonialist med al sin overlegne arrogance bliver afsløret som den latterlige, som Erasmus Montanus hjemvendt fra København eller menneskene i “Avatar”. Det er konflikten imellem de fordrukne officerer på fortet, som knepper eller pisker de sorte undermennesker, og så den ordentlige Wulff og Danica Curcics belærende missionær, som vil opdrage de dumme mørke. Det er svært at vurdere, hvad der er værst: Blodige piskeslag eller Wulffs konstant nedværdigende plantageinstruktioner afsluttet med et ”Er I med?”

Det er et mørkt og dekadent univers, som Dencik sender sin Wulff ind i. Et tungt Dannebrog hænger på den kalkhvide væg i den dunkle festsal, der er lyst op af flakkende fakler. Ved siden af hver hvid står en lydig kvindeslave med bar overkrop. Atmosfæren er rådden – der er langt til Wulffs ædle idealer og store tanker. Dem fortæller han løbende om igennem en langmodig voice-over, der dufter af netop Terrence Malick. ”Vi lever i cirkler,” fortæller voice-over-Wulff højstemt, imens han sidder ude i den frodige koloninatur. ”Vi fødes, vi elskes, vi elsker selv – de, som vi elsker, dør – og så dør vi,” fortsætter Wulff med den slags filosofi, der findes længst nede i lommerne.

Sådan noget er Daniel Dencik vild med. I “Moon Rider” forsøgte den 18-årige Rasmus Quaade at udøse livsvisdom, imens han cyklede for at vinde VM-medaljer. Bedre gik det med “Ekspeditionen til verdens ende”, hvor et hold kunstnere og videnskabsmænd småsludrede om meningen med det hele på et skib på vej til Grønland. Det er altid højtravende hos Dencik. Når det er bedst, så kan Malick skimtes, når det er værst, så er det Inge fra “1864” med en højstemt voice-over. I “Guldkysten” er det mest Inge, hvilket dog ikke afholder et par syrlige samtidskommentarer fra at blive leveret i Carsten Jensen-klassen. Det er ikke svært at syne den satiriske allegori, da Wulff med utrænede soldater iklædt latterlige garderuniformer tropper af sted igennem junglen fra koloniens Christiansborg i krig imod den mystiske slavehandler Henrik Richter, der nægter at følge slavereglerne. ‘Danmark the world police’.