En rejse, man gerne vil hjem fra

Da forfatteren Jonathan Swift skrev “Gullivers rejser” i 1726, regnede han nok ikke med, at romanen her knap 300 år efter ville blive reduceret til en fortælling om en mand, hvis største bedrift er at lire Star Wars-citater af, slukke brande med sit urin og nedkæmpe gigantiske robotter. Men det er lige præcis, hvad der sker, når man lader Hollywood sætte kløerne i en litterær klassiker.

Jack Black spiller hovedrollen som den usikre postuddeler, der i et forsøg på at imponere sin kvindelige kollega rejser ud til Bermuda Trekanten og efter et stormvejr vågner op i landet Lilliput, hvor menneskene er på størrelse med myrer. Efter at have reddet lilleputterne fra en ildebrand, bliver han landets store beskytter, og det udnytter han til sin egen fordel ved at prale om sig selv og sine bedrifter. På bedste Disney-manér lærer Gulliver selvfølgelig til sidst, at man skal tro på sig selv og sine egne evner, og at ”selv de mindste folk kan være store mennesker.” Suk.

Jack Black har før vist sine komiske kvaliteter i film som “School of Rock”, “Tenacious D and the Pick of Destiny” og “Tropic Thunder”. Men i “Gulliver’s Travels” er han oppe imod en historie så håbløst fortalt og med så få sjove ideer, at selv Peter Sellers ville have kastet håndklædet i ringen. Den påklistrede kærlighedshistorie mellem lilleputten Horatio – spillet ligegyldigt af Jason Segel – og prinsessen af Lilliput er forstyrrende og afføder kun en enkelt sjov scene, hvor Jack Black hjælper Jason Segel med at kurtisere sin udkårne ved at citere Princes pophit “Kiss”.

Der er ikke noget galt i, at en film kun vil være sjov og ballade. Det er der glimrende eksempler på, og Jack Black har før gjort åndssvage komedier mindeværdige. Men “Gulliver’s Travels” har ikke kvaliteterne eller modet til at lade komikeren give den ordentlig gas. Og sker det endelig, at han får lov til at slå sig bare en lille smule løs, virker det mærkeligt forceret og halvhjertet. Som i scenen, hvor han med sin karakteristiske, parodierende rockvokal optræder med nummeret “War (what is it good for?)”, mens alle i det lille kongerige danser omkring ham. Det er fjollet og skørt, men på den der irriterende usjove måde, hvor man krummer tæer frem for klasker lår.

Hvis “Gulliver’s Travels” så bare var en visuel godbid med masser af flotte effekter, så havde den måske været nemmere at sluge. Desværre ligner computereffekterne mest noget, der er fisket op af skraldespanden i redigeringsrummet til “En nat på museet”-filmene, og selvom man før forestillingen skal iføre sig et par sexede plastikbriller, så er filmens 3D-effekter mere forstyrrende, end de er vellykkede.