And the Oscar goes to…

Nogle gange kan det være svært at holde forventningerne nede. “Hævnen” har været en succes på alle planer. Anmelderne har jublet, billetsalget har været højt, og så er der selvfølgelig et par mindre detaljer såsom en Golden Globe og en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film. Til gengæld hænger der i undertegnedes mund stadig en mild smag af opkast, som aldrig rigtigt er forsvundet efter mødet med Susanne Biers trendsættende gennembrudsfilm, “Den eneste ene”. En smag, som har justeret forventningsniveauet en smule.

Hvor meget pis skal man finde sig i? Det er det helt store spørgsmål i “Hævnen”, der handler om de to tweens Elias og Christian, som begge har deres at slås med på hjemmefronten. Christians mor er netop død efter en hård kamp mod kræft, mens Elias’ forældre er midt i en skilsmisse. Elias mobbes i skolen, men da han bliver venner med Christian, får han sig en støtte, som ikke finder sig i noget som helst. Samtidig befinder Elias’ far sig i en afrikansk flygtningelejr, som konstant terroriseres og udsættes for voldsomme overgreb af en lokal krigsherre. I sit job som læge konfronteres han gang på gang med krigsherrens forbrydelser og tvinges derfor til at genoverveje sine idealer om, hvor langt man i visse situationer kan nå med fredelig dialog frem for vold.

Susanne Bier stod som sagt bag “Den eneste ene”, i hvis kølvand der fulgte en lang række romantiske husmorkomedier. Det havde, økonomisk set, været oplagt at holde sig i samme boldgade, eftersom filmen blev en kæmpe succes, men Bier begav sig heldigvis videre i sit kunstneriske virke og leverede sidenhen en række populære dramaer, hvoraf fire af dem er skrevet af Anders Thomas Jensen. “Hævnen” er en af dem, og som altid mødes vi af nogle af Danmarks største stjerner i hovedrollerne.

Ulrich Thomsen spiller Christians triste far, og det gør han godt. Men på trods af at han er filmens største navn, besætter han en af de mindre roller. Vi ser til gengæld mere til svenske Mikael Persbrandt, der leverer en flot præstation som Elias’ far. Hans portræt af den fåmælte læge er stærkt, og man får fornemmelsen af en karakter med et solidt fundament. Ved hans side står Trine Dyrholm, der i rollen som Elias’ pressede og frustrerede mor er et af filmens mange lyspunkter. Desværre er det gået knap så godt med “Hævnen”s to børnestjerner. Både William Jøhnk Nielsen og Markus Rygaard lader til at kunne spille skuespil, men den er gal med instruktionen. De taler simpelthen alt for perfekt, og på trods af at filmen tematiserer et vist tab af barndommen, kommer de to børn i al for høj grad til at minde om små voksne. Det er synd, for med den rette personinstruktion havde deres historie virket langt mere gribende. Det er dog set værre, men også bedre.

Et af filmens få – men markante – problemer er manuskriptet. Anders Thomas Jensen er en garvet forfatter og har naturligvis styr på sit håndværk, så overordnet set fungerer historien rigtig fint. Men der er alt for lidt overladt til publikums fantasi, hvilket naturligvis også kan skyldes Biers iscenesættelse. “Hævnen” er langtfra en af de mest udpenslede film, man kan støde på, men for denne anmelders vedkommende var der ikke nok, der engagerede og aktiverede hjernen, til at historien for alvor blev interessant. Selv i en af filmens afsluttende scener, hvor man for længst har forstået grundlaget for karakterernes handlinger, får vi serveret et par replikker, der cementerer det åbenlyse – godt, så er vi alle med.

“Hævnen” er på ingen måde det mesterværk, man kunne forvente af en film, der har vundet to af filmbranchens absolut største priser. Det er dog stadig en ganske god film. I dens afgørende klimaks opnås en høj og nervepirrende intensitet, og de gennemsigtige, humanistiske spørgsmål, som historien rejser, er naturligvis guf for det ofte noget konservative Oscar-akademi. Mesterværk eller ej, herfra skal der lyde et stort tillykke til Bier og resten af holdet bag “Hævnen”.

Video

Præsenteret i 2.35:1. Videotransferet på dvd’en er simpelthen hamrende godt! Farverne er dejligt klare med flotte hudtoner, og kontrasten er usædvanligt stabil. Der er en rigtig god skarphed, og komprimeringsartefakter er stort set ikke til at få øje på. I et enkelt klip eller to er der en sjælden hård overgang i skyggerne – en fejl, man ikke kan undgå 100%, når man arbejder med komprimerede billeder. De par sekunder skal dog ikke få lov til at overskygge et ellers perfekt transfer, som naturligvis skal have topkarakter.

Audio

Dolby Digital 5.1 og DTS. Også lydsiden er utroligt vellykket. Filmen byder på et forholdsvis underspillet lydspor, hvor elementerne i surround-kanalerne ikke gør det store væsen af sig. Dialogen er utroligt klar og nærværende, og især musikken har en virkelig god fylde. Man kunne måske savne en anelse mere gang i surround-højtalerne, når vi befinder os i den afrikanske flygtningelejr, men i det store hele fungerer lydsiden rigtig godt.

Ekstramateriale

Ud over en trailer og en håndfuld frasorterede scener indeholder dvd’en et kvarter langt interview med Susanne Bier. Her giver hun udtryk for nogle af tankerne bag filmen og kommer også kort ind på betydningsforskellen på den danske og engelske titel (“In a Better World”). Der er gået et eller andet galt i interviewets lydmix, for nu og da bliver Biers sætninger afbrudt og overdøvet af klip fra filmen.

Et kompliceret dilemma af høj kvalitet

Efter de to drivende grædekonefilm “Efter brylluppet” og “Things We Lost in the Fire”, hvor alt flød over i en syndflod af tårer, er Susanne Bier aktuel med en helt anden type film. Sorg og tab står endnu engang centralt, men det er blot nogle af de mange temaer, der tages under kyndig behandling i “Hævnen”.

Elias er klassens mobbeoffer, men da den selvsikre Christian begynder i hans klasse, har Elias fundet en beskytter. Christian har nyligt mistet sin mor, og intet synes længere at kunne skræmme ham. End ikke skolens tyran, der sættes brutalt på plads af Christian. Elias’ far, Anton, som er læge i en flygtningelejr i Afrika, vender med mellemrum hjem til sin familie. Han er overbevist pacifist, så da han forulempes af en voldelig mekaniker, vender han den anden kind til. Men i drengenes øjne er det svaghed. For dem er der mere pondus i øje for et øje, men hvornår har man fået den rette hævn?

Hævn eller pacifisme. Det er mellem disse to yderpoler, at Susanne Bier modigt dykker ned og fortæller sin historie. For her er ingen lette svar. Pacifismen synes rigtig og politisk korrekt med Jesus og Gandhi som garanter, for vold avler jo som bekendt vold. Men er der ikke grænser for, hvad man skal finde sig i? I tilfældet med den bodega-oppustede mekaniker, der spilles med sædvanlig indre gnist af Kim Bodnia, er pacifisme måske det rette. Men hvad med den bestialske kvindeopsprætter i Afrika, hvis ofre Anton igen og igen lapper sammen? Det er denne konstante afvejning af problemstillingen, der så afgjort er lykkedes i Biers nye film.

Samtidig stiller Bier med et nordisk cast, der er i topklasse. Mest funklende står Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm som Elias’ forældre. Persbrandt er perfekt castet mod sin sædvanlige selvtægtskarakter Gunvald i den svenske tv-serie “Beck”. På elegant vis bliver Persbrandt/Anton i sig selv et udtryk for splittelsen mellem hævn og pacifisme. Som idealisten, der prædiker pacifisme, er han overbevisende, men mindst lige så troværdig er han, når idealismen slår sprækker, og aggressionens fæle ansigt titter frem. Dyrholm må også her have et par ord med på vejen. Hun viser (igen!), at hun er Danmarks bedste skuespillerinde (og nej, her er ikke glemt Gitta Nørby). Dyrholm formår som få at samle mange lag i karakteren til ét samlet udtryk – som i en scene, hvor hun med fast greb i et forskræmt barn sitrer i hele kroppen af brændende hævntørst. Det er voldsomt, men konstant fornemmes de bagvedliggende motiver: sorgen, smerten, det tabte.

Gode skuespilskræfter, ja, men Susanne Bier er også en glimrende billedfortæller, som behændigt forstår at bruge suspens, så publikum nagles i spænding. Hun formår dertil at udstille relevante kontraster mellem det idylliske danske sommerland og det fattige Afrika, som igen bekræfter problematikkens dobbelthed. Her er Afrika ikke bare en selvretfærdig statist, som det klægt var tilfældet i “Efter brylluppet”. Det miserable kontinent er tværtimod her en nødvendig prøvesten, når hævn og pacifisme skal diskuteres. Mindst overbevisende er dog en række scener i skolen, hvor skolelærerne og de indbyrdes stridigheder mellem eleverne virker sært karikerede, men det er småting i en ellers meget vellykket film.