Alt er film

De elsker genrefilm. De har lavet gangsterfilm. Og western. Men også komedie, noir, eventyr, thriller, spion, screwball og senest en musikfilm. Men altid på deres egen facon. Coen-brødrenes skæve facon. Med “Hil, Cæsar!” laver de en hyldest til alverdens genrefilm. Og Hollywood. Og alle dem, der beskæftiger sig med at lave film. Det er ufortyndet filmkærlighed. Fordi det er det, de kan.

Således åbnes der med Josh Brolin klædt ud som en slags Humphrey Bogart i en scene, der er som taget ud af noir-klassikeren “The Big Sleep”, som for øvrigt er den enormt løse inspiration til brødrenes egen “The Big Lebowski”. De elsker den slags. At lægge hints ud til filmelskere, der dermed ‘klogt’ kan kende de filmspor, som lægges ud. Og det ér en film, jeg ser. Havde jeg været i tvivl, så dobbeltsikrer Michael Gambons myndige voice-over dét budskab. Han taler ind over scenerne, men vi ser ham aldrig. Som en slags gud. Måske er han Gud?

Det er i hvert fald ikke instruktører, skuespillere eller producenter, der er Gud i “Hil, Cæsar!”, som er den mest let-fjollede Coen-film siden “Burn After Reading”, der tog pis på spiongenren. I “Hil, Cæsar!” tages der stort set pis på alle de andre genrer, som var store i 1950’ernes klassiske Hollywood. Her forsøger netop Josh Brolin at holde gang i hjulene hos Capitol Pictures. Særligt deres næste satsning. En slags “Ben-Hur”-film med titlen, nå ja, “Hil, Cæsar!”. Film er film er film.

Helt klassisk komedie-Coen så begynder handlingen dog aldrig for alvor. Som det heller ikke gjorde for stakkels Llewyn Davis eller endnu mere stakkels Larry Gopnik i “A Serious Man”. Det hele er muntre enkeltscener, hvor den ene Hollywood-stjerne efter den anden spiller stor Hollywood-stjerne eller bare en simpel klipper i mørkerummet, som Frances McDormand gør. Og det gør hun i kun én scene, hvorimod Channing Tatum får det dobbelte. Til gengæld glemmer jeg ikke lige de scener med det samme. Tatum som måske-homoseksuel musical-matros, der synger og danser til ære for en glemt genre. Eller McDormand, der nærved kvæles med tørklædet i filmfremviseren.

Alle sættes de i spil, imens filmdirektør Brolin leder efter sin kidnappede “Hil, Cæsar!”-stjerne, som spilles rutinedumt og dejligt af George Clooney, der snart glemmer kidnapningen til fordel for en diskussion om økonomisk udbytning med en gruppe kommunistiske manuskriptforfattere. Som man jo var overbevist om, at de var, dengang under den tidlige kolde krig. Det er den slags interne Hollywood-grin, der er på denne lette Coen-menu, der dog ikke forhindrer fire religiøse retninger i at diskutere Jesus og hvad Gud er. Det eneste spørgsmål filmdirektøren ønsker svar på er blot, om religionerne vil tage anstød af “Hil, Cæsar!”. Han vil så nødig tabe penge.