Harry Potter og dødsregalierne: Del I
Udgivet 17. nov 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Efter syv film, ni år og guderne må vide, hvor mange solgte billetter, kan det ikke længere skjules, at vi nærmer os afslutningen på den famøse filmserie om den ukuelige dreng med arret i panden.
Filmen åbner selvsikkert abrupt med Bill Nighys ansigt, der kigger direkte mod kameraet og konstaterer, at ”Dette er mørke tider.” Det er ingen overdrivelse. Dumbledore er borte, og de gode kræfter kan knap nok magte at beskytte Harry mod de konstante angreb, som Voldemorts håndlangere udsætter ham for. Trylleformularer udsiges i ét væk, og de gode troldmænd må én efter én bukke under for den alt omsiggribende ondskab, der truer med at tage livet af dem alle. Væk er også Hogwarts sikre vægge, og i stedet må det berømte trekløver forsøge at overleve skjult og isoleret fra omverden, mens de leder efter de horcruxer, der er nøglen til den onde Voldemorts ødelæggelse.
Filmen er den tredje i rækken, som David Yates har instrueret, og er alt i alt hans mest tilfredsstillende forsøg. Han er stærkest i de mindre personorienterede scener, men virker til gengæld ganske vag i de mere actionprægede af slagsen. En tidlig scooterjagt er kompetent, men temmelig anonymt skruet sammen, og det bliver desværre gældende for filmens actionscener, der er ganske ordinære. Af samme årsag er det også en fordel, at der denne gang er mere fokus på vor hovedpersoners personlige kvaler, og hvor tidligere film ofte hastede restløst videre fra scene til scene, som en gepard på speed, så vover Yates pelsen ved at sætte tempoet ned og gøre filmen til en mere eftertænksom fortælling. Mange af de centrale konflikter foregår lang væk fra vores hovedpersoner, hvilket giver stilheden en urolig følelse. Det er som at være i skrøbelig sikkerhed i orkanens øje, hvor vinden hvert øjeblik kan vende og verden bryde sammen. Et positivt bidrag bliver også et animeret skyggespil, der smukt og effektivt fortæller sagnet bag dødsregalierne.
Isoleret fra omverdenen oplever vores trio også den spirende seksualitet, og ligesom ringen i “Ringenes herre” bliver et magisk objekt også her anledningen til, at gemte konflikter kan bruse frem. I den forbindelse bliver det en fornøjelse at se, hvordan trekløveret er vokset ind i deres respektive roller, og hvor kompetent de håndterer de krævende scener. Filmen lider selvsagt under det forhold, at den primært tjener til opbygningen af spænding i forhold til den kommende afsluttende film, men det formål opfylder den dog fortrinligt. Da de sidste scener løb over lærredet, var jeg fuld af iver efter at se den næste i rækken. Der er ikke mange igangværende filmserier, hvorom jeg kan sige det samme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet