Det kan godt være, at Harry Potter-sagaen oprindeligt var tiltænkt som noget så nobelt som en fantasifuld fortælling om, hvad det vil sige at blive voksen og stræbe efter ens drømme. Men alligevel er franchisen altså for længst forfaldet til en hjerteløs pengemaskine. Seriens indtil videre seks film har drænet mig for al lyst til at gå i krig med J.K. Rowlings succesrige romaner, så jeg kan naturligvis kun udtale mig om filmatiseringerne. Men på den konto er vi med seriens sjette kapitel, “Harry Potter og halvblodsprinsen”, nu nået til et punkt, hvor føljetonens uskyldige charme er fuldstændig forduftet.

“Harry Potter”-fænomenets popularitet antyder, at millioner mener det modsatte, men undertegnede kan ikke genkende noget menneskeligt i figurerne fra Rowlings univers, og det er efterhånden svært at sige, hvad sagaen egentlig handler om. Jovist, den omhandler naturligvis en gruppe unge, deriblandt Potter selv, som lærer at lave trylledrikke og flyve på koste, men hvad er Potters egentlige mål? At blive den næste Houdini? Svaret udebliver i de ulidelige 153 minutter, Potter og Co. bruger på at plapre løs om hekseri og forbandelser frem for tanker og følelser. De udvikler sig ikke det fjerneste og udpensler næsten udelukkende universets spilleregler. Det havde været dejligt med bare én meningsfuld samtale. Og Potters nemesis, Lord Voldemort, optræder i så få sekunder, at han heller ikke længere føles som en vigtig faktor – ligesom alt andet i denne endeløse ørkenvandring, som får Sahara til at ligne en bitte kattebakke.

Og selvom filmmagerne åbenbart har prioriteret computereffekterne højere end historien, kan man kun le af filmens budget på en kvart milliard dollars. “Avatar” kostede angiveligt det samme at lave, men ser omtrent en kvart milliard gange bedre ud. Øh, åd filmmagerne frisk kaviar i guldlakerede tronstole imellem optagelserne eller hvad? Bare tjek filmens eneste actionsekvens – et dødkedeligt opgør i en mose, der tydeligvis befinder sig indendørs i et underbelyst studie. Kulisserne er til gengæld smukke, når de ikke besudles af computerskabte tilføjelser, og den franske mesterfotograf, Bruno Delbonnel, er forståeligt blevet Oscar-nomineret for sin indsats. Når kameraerne svælger i Hogwarts’ dystre afkroge og skygger, opnår billedsiden en dragende aura, som manuskriptet slet ikke kan matche.

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Når man tænker på, hvor populære og dyre Harry Potter-filmene er, og hvor lidt ekstramateriale, der er på skivens første disk, er det besynderligt, at filmen ikke ser bedre ud på dvd, end den gør. Jovist, billedet er skarpt, farverne har altid den rigtige styrke, og kontrasten er sædvanligvis solid (til tider er sortniveauet dog lidt for lavt). Men billedet virker ofte kraftigt komprimeret, hvilket resulterer i hyppig og indimellem direkte slem udtværing (især i de mange nattescener) samt en smule irriterende edge-enhancement.

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er derimod fremragende. Både tårnhøje og afgrundsdybe toner gengives med exceptionel klarhed. Dialogen er altid tydelig, og det samme er musikken, som folder sig godt ud. LFE-kanalen benyttes på de helt rigtige tidspunkter, der er talløse superbe panoreringer, og den auditive atmosfære er fantastisk – spækket med herlige, underfundige lyde, der omslutter lytteren.

Før menuen dukker op, præsenteres man for trailere til “Sherlock Holmes” og “Harry Potter Lego”-videospillet. Udgivelsens anden disk indeholder syv minutters slettede scener, som alle blev droppet med god grund – fans vil måske mene noget andet. “J.K. Rowling: A Year in the Life” (48 min.) er en informativ, velproduceret dokumentar om Rowlings liv og embede, og der er yderligere 54 minutters dokumentarer om alt fra skuespillerne og filmens stunts, til computereffekterne og kostumerne.

Forfatterinden J.K. Rowling har om nogen sat litteratur på menuen for fantasy-hungrende børn og unge med sine indtil videre syv bøger om troldmandsaspiranten Harry Potter. Det er umuligt at affeje den enorme succes, som bøgerne har været, og derfor har det nærmest været helt naturligt at følge bøgerne op med film. Med den sjette i rækken, “Harry Potter og halvblodsprinsen”, er den mest dystre og indtil videre absolut bedste Harry Potter-film en realitet.

Egentlig er det ret fantastisk, at det er lykkedes at bibeholde næsten samme skuespillerbesætning igennem seks film. Det betyder bl.a., at udviklingen hos hovedpersonerne synes troværdig og naturlig, hvilket særligt i denne nyeste Potter-film er essentielt. Udover at der er stigende fokus på småforelskelser karakterne imellem – hvilket motiverer en række handlinger fra persongalleriet – forbliver historien flydende. Der er dermed plads til en helt anden dybde i universet. En række elementer behøver ikke at blive etablerede, og der kan integreres en række sideplots, uden at fokus på hovedhistorien mistes – det lykkes med “Harry Potter og halvblodsprinsen”, som er en overraskende fornøjelse at se.

Rent visuelt er “Harry Potter og halvblodsprinsen” en fortryllende oplevelse. Udover at filmen er fantastisk flot udført, lykkes det at bringe mørke og tomhed elegant ind i det ellers relativt muntre univers. Visse sekvenser er direkte skræmmende, og derfor er det måske ikke en god idé at tage de allermindste med i biografen, men det vil med garanti være mere interessant for det ældre publikum. Da skuespillerne efterhånden er ret bekendt med deres roller, er der nu heller ikke en finger at sætte på præstationerne. Dog er Alan Rickman som altid helt suveræn i rollen som den sarkastiske Professor Snape, og Michael Gambon er forrygende som den aldrende Dumbledore. Mens Daniel Radcliffe som Harry Potter er upåklagelig, er det dog Rupert Grint som den usikre Ron Weasley, der brænder helt igennem blandt de yngre stjerner.