Hovedløs hovedjæger

1990’erne var startskuddet til en ny retning inden for dansk mainstreamfilm. Markante danske filmskikkelser som Ole Bornedal, Nicolas Winding Refn og senere Nikolaj Arcel startede via deres instruktørgerning en Hollywoodisering af den hjemlige danske filmscene. Arcels “Kongekabale” var en vellykket manifestering af denne tendens med sit glatte og lækre amerikanske thriller-look. Rumle Hammerich slutter sig nu til trekløveret og tendensen med den strømlinede og blankpolerede “Headhunter”.

Da den aldrende N.F. Sieger, direktør og grundlægger af Danmarks største rederi, skal finde og udpege sin efterfølger, er der kun én mand, der kan klare jobbet – Danmarks bedste headhunter, Martin Vinge. Sieger vil gå udenom sin søn Daniel i arvefølgen, da han ifølge reder Sieger ikke mestrer “den ny moral”. Den professionelt følelseskolde eneboer Martin, der heller ikke har fået den søn, han kunne ønske sig, indvilger modvilligt i at udføre den kontroversielle opgave. Daniel opsøger imidlertid Martin og forklarer ham, at den gamle reder er blevet senil og nu må beskyttes imod sig selv, hvis ikke imperiet skal gå til grunde. I spillet om magten i Sieger-koncernen, der udvikler sig til en forloren og farlig leg, bliver hovedjægeren Martin snart den jagede – hvem kan han stole på?

Udover det rent stilistiske, hvor valget af Islands Brygge og Københavns havn som strømlinet upersonlig location er oplagt og velvalgt, så er det i dialogen, det står klart, at vi har med en film efter amerikansk forbillede at gøre. En replik såsom ”Det er en umulig opgave” fra Lars Mikkelsen ville sikkert have lydt mere mundret sagt på engelsk af Tom Cruise, og modsvaret fra Preben Harris – ”Det er derfor, vi har kontaktet Dem” – ville ganske givet have virket mindre tåkrummende, såfremt det var kommet fra Gene Hackman. Inspirationen er tydelig og entydig.

Købes den teatralsk opstemte dialog, så kommer “Headhunter” egentlig ganske habilt fra land. Der fortælles tydeligt, og plottet virker forståeligt ligetil, hvilket er et vitalt kardinalpunkt i en så plotfikseret film som tilfældet er, hvor der ikke spildes tid på ting, der ikke bidrager direkte til handlingens fortsatte mysterium eller opklaring af dette. Men langsomt begynder plotorienteringen ligeså at halte – den logiske del af den om ikke andet. Da Martin bliver forviklet ind i spillet mellem far og søn i Sieger-koncernen, og endvidere bliver truet på sin egen søns sikkerhed, da er det ganske uklart, hvorfor Martin nærmest frivilligt forbliver i mareridtet, da det tilsyneladende ville være ganske omkostningsfrit for ham at træde ud af den farlige leg. Dette leder til en generel anke og en massiv svaghed ved Hammerichs hovedjagt. Karakterernes udvikling og motiver bliver slet ikke eller ganske svagt motiveret, hvilket resulterer i nogle sært livløse og utroværdige papmachefigurer, der er vanskelige at holde med og endnu vanskeligere at holde af.

Med en undtagelse skal dog nævnes Henning Moritzens durkdrevne rederidirektør, der som en døende godfather alligevel synes at hive i de afgørende tråde. Samtidig igangsætter Moritzens karakter den bagvedliggende grundtematik – familien kontra firmaet og faderens svigt af sin egen søn. Et besnærende emne, der dog aldrig for alvor bliver sat insisterende i søen, hvor pendanten til den gamle Sieger og Daniels opgør, Martins svigt af sin egen søn, kunne have været brugt mere og bedre og have givet historien tyngde med tematikken drejende omkring fædrenes synder.