Heli
Udgivet 6. maj 2014 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Når en film er blevet hædret med en pris på festivalen i Cannes, er den pr. definition genstand for øget interesse og forhøjede forventninger fra et filmpublikum med smag for de smalle. Amat Escalante vandt sidste år den prestigefyldte instruktørpris for “Heli”. Det er ikke svært at se hvorfor. “Heli” stråler af moderne filmkunst i sine flotte billeder, sin gennemførte stemning og sine stille, men aldrig tavse scener. Historien er menneskenær med et gran samfundskritik. Brutal og poetisk. Og så til forbeholdene.
“Heli” slipper nogenlunde fra det, selvom den også til tider kæmper for at få overflødighed til at se kunstnerisk ud. Det er især takket være sit ultravoldelige midtvejsklimaks, at historien om en familie, der kommer på gal fod med narkoverdenen, kan holde til at have scener, hvor der ikke sker andet, end en karakter bader, arbejder eller fortæller om sin plan for dagen. Vi venter på katastrofen, venter på gnisten, der antænder eksplosionen. Imens vi venter, kombinerer Escalante på flot vis miljøbeskrivelse og stemningsopbygning.
“Heli” indeholder scener med så eksplicit vold, at det gør “Saw”-filmene til skamme, og der midt i volden, midt i filmen fungerer stilen helt eminent. ‘Se, se hvor vanvittig denne narkoverden er,’ kan man næsten høre instruktøren skrige. Desværre er hans karakterer ikke stærke nok til, at de kan bære efterchokket en hel halv film, og “Heli” slutter således efter en lidt for lang udtoning.
“Heli” er ikke voldkunst, men dens kunstvold gør en helt udmærket film. Den er smuk, passioneret, relevant og brutal. Alt det, der skal til for at vinde en pris i Cannes. For mit vedkommende kom karaktererne aldrig til live. De var tavse foran det observerende kamera, som så kunne give mig evigheder til tænke, tænke, tænke. Savner filmkunst, der handler – det kan selv en palme spraymalet med guld ikke lave om på.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet