Strømmen af superheltefilm vil tilsyneladende ingen ende tage. Hollywood lader til efterhånden at være nået til et punkt, hvor det er blevet vanskeligere at starte nye franchises, simpelthen fordi at der ikke længere er nogen af de helt store helte tilbage at tage af. Situationen har gjort at producenterne må grave endnu dybere ned i bunken af hæfter og hive mere eller mindre ‘obskure’ tegneserier frem, med titler som “Daredevil”, “The Punisher” og nu “Hellboy”. “Hellboy” er med sine godt 10 år på bagen en relativ ny tegneserie, der handler om en god dæmon, en ond russisk munk og lidt om syv kaosguder, der alle bor i rummet. Resultatet? En larmende, farvestrålende og vitterlig jævn filmoplevelse.

I 1944 foretager nazisterne i ledtog med den gale Rasputin et mystisk eksperiment, der har til hensigt at åbne en port til en anden dimension, hvor syv onde guder holdes fanget i et bogstaveligt talt dybfrossent helvede. Åbningssekvensen i “Hellboy” er stemningsfuld og understreger med det samme, at instruktør Guillermo Del Toros har et skarpt øje for visuelle detaljer og en evne til at puste liv i sine dystre kulisser. Filmen udspiller sig i en parallelverden til vores egen, der af design momentvis kan minde om det steampunk-univers, som “LXG” udspiller i. Her optræder der mærkværdige maskiner og indviklet teknologi, der godt nok ligner noget vi i forvejen kender til, men som er mere avanceret end hvad der eksempelvis var muligt at udvikle i 1944.

Efter at historien zoomer frem til nutiden sker der et stilskifte, hvor de dybe skygger må vige en smule for de meget kraftige farver, der bl.a. bader gader og stræder i et varmt gult lys. Billederne minder om paneler fra en tegneserie og giver undergrundsbaner, hustage og kloaker et passende stiliseret look. Undervejs er der dog også mere eksotiske omgivelser, såsom en enorm krypt gemt af vejen under Siberiens frosne landskab. Hellboy besøger dem alle i forlængelse af sit job som paranormal agent for regeringen. Det er hans opgave at stoppe de monstre, der siger “bump” om natten, også selvom at de mennesker han beskytter på ingen måde bryder sig om ham. Med en arm af sten og to store horn i panden har den gode djævel sit udseende imod sig, og han er en antihelt på linie med mutanterne i “X-Men”-universet.

Hellboy spilles af den evige neandertaler Ron Perlman, der kæmper for at brænde igennem den tommetykke røde latex og enorme papmarché-arm. Det lykkedes nogenlunde, selvom det er svært ikke at bide mærke i hvor klodset mange af hans bevægelser er. Perlman er mest kendt for roller der spiller på hans fysik, og det her er ingen undtagelse, selvom at man også har forsøgt at tillægge karakteren lidt dybde, ved at lade ham have en række følelsesmæssige problemer. I modsætning til andre og bedre tegneserier køber vi imidlertid ikke hans indre dæmoner, der her kommer til udtryk i afpillede moralske dillemaer, samt et meget forkølet kærlighedsforhold. Vi ved jo, at der banker et hjerte af guld under den hårde skal.

Hellboy er imidlertid ikke den mest interessante karakter i filmen, og jeg var meget mere fascineret af den distingverede Abe Sapien, der ligner en fisk og taler som en bankrådgiver. Makeuppen på hans karakter er suveræn, og han fremstår mere “organisk” end det er tilfældet med selve hovedpersonen. Pigen med flammekasterne, Liz Sherman, ser vi alt for lidt til, og hendes medvirken har kun to overordenede funktioner – love interest og senere plot device. Hendes romance med Hellboy er som nævnt ovenfor så kedelig, at selv ikke instruktøren gider bruge tid på den. Skurkene er også en blandet landhandel, med den dæmoniske Rasputin og hans læderklædte nazi-tøs SS Ilsa i den lumre ende af spektret. I den anden ende har vi derimod den herligt mystiske Kroenen, der er et typisk eksempel på at mindre faktisk kan være mere. Han er en maskeklædt dræbermaskine iført klinger af Krupp-stål – og han ender med at stjæle showet fra alle de andre.