Hercules
Udgivet 7. aug 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Herkules-myten er igen blevet genfortalt. Det mest overraskende ved en meget lidt overraskende historie bliver afsløret allerede fra begyndelsen: De 12 arbejder – 12 umulige græsk-mytologiske opgaver – var ikke et one man job. Nej, de blev skam udført af et arketypisk rollespils-party: Krigeren – the Rock, barden – Reece Ritchie, den mystiske mager – Ian McShane, den snedige tyv – Rufus Sewell og amazonen og barbaren – lidt norsk krydderi fra Ingrid Bolsø Berdal og Aksel Hennie. Nu står de over for en endnu farligere opgave! Det er så nemt at afkode, så traditionelt tilfredsstillende som en af de fede sidemissioner i yndlingsrollespillet.
Punkteringen af mytologien løber konstant under fortællingen om en uidealistisk og martret antihelt, en kæmpe af en lejesoldat, der over tid er blevet gjort til en halvgud. Rygter og overdrivelser florerer jo frit i et samfund bygget på mundtligt overleverede fortællinger. Den lernæiske hydra er en gruppe mænd med slangemasker. De kentaurer, som Herkules’ skal redde den thrakiske Kong Kotys fra, er kavallerister, der smart rider med solen i ryggen, så silhuetten bliver dæmonisk på lang afstand. Det hele er et spørgsmål om, hvordan du præsenterer dit stof. Ikke meget har ændret sig til i dag.
Og på en eller anden måde passer det hele sammen, cirklen sluttes, og vi får, hvad vi kom efter.
The Rock – lyder som navnet på en wrestler, der bruger sin stadigvæk imponerende fysik og helt naturlige karisma til at pumpe liv i alt fra “Pain & Gain” til “Fast & the Furious”. Kan man forvente, at han kickstarter en social- og mediekritisk nybølge ene mand? Det virker underordnet, hvilken historie han tager i sine svulmende arme, når først kameraet hvirvler hen over slagmarken. Derfor er det egentlig lidt spild, at manuskriptet kun snerrer af konger og (medie)fyrster, der markedsfører angreb som det bedste forsvar. Hvis det nu for alvor satte tænderne i…
Den skarpe satire over det postmoderne samfunds stigende behov for masseproduceret vold udebliver. Vores ukritiske accept af superhelte sequels, prequels og reboots bliver ikke spiddet på et thrakisk vildsvinespyd. Der har igennem en længere periode været en tendens til at trække heltene ned på jorden og gennem sølet. Væk med den glitrende røde uniform og frem med en bordeaux nuance, der åbenbart er mere realistisk. Væk med atomdrevne skurke og ind med fedpumpede terrorister, der tager kampen til heltens hjemmeBane. “Hercules” følger med og pisser for en tid velgørende på historiefortællerens idoldyrkende bål. Til sidst sætter den sig desværre ned og synger med på de gamle sange.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet