Robert Zemeckis har altid imponeret bag kameraet, han er manden bag imponerende skud som spejlklippet i sci-fi-filmen Contact og kameraet, der kører ned i gulvet i What Lies Beneath. Men desværre er dramaet og manuskriptet oftest det svageste led i hans film. Derfor gavner det ikke hans nyeste film Here, at kameraet er ligeså stillestående som handlingen.

For hvad handler Here om? Det er svært at svare på.

Nogen ville sige, at Here handler om tidens gang, om hvor lidt tid vi mennesker har her på jorden, og hvor dyrebar den er. At filmen sætter tiden i perspektiv. Nogen ville sige, at den handler om et stillestående kamera, der indfanger et udsnit af jorden, hvor vi ser al den skønhed, der er hent på dette lille stykke af jorden. Hvis du spørger mig, så handler den ikke om noget som helst. For der kommer aldrig et anslag eller et payoff.

Filmen er en lang montage, hvor man følger et lille stykke land, der tilfældigt kommer til at indramme en stue i USA. Vi starter filmen, hvor dinosaurerne regerede jorden, en meteor bryder igennem himlen og lyser jorden op. Skæbnen vil det, at jorden ligger øde, død og dækket af sne i flere tusind år, indtil vi ser liv springe op af den krystalklare sne. Liv skabes, og pludseligt jagter indianerne dådyr gennem skovens ro. Et stenkast derfra bliver der bygget en flot etageejendom, hvor parykkede folk bestemmer over folkets tyende med rigtig hårpragt. Indtil håbefulde håndværkere bygger en ejendom foran os som tilskuer, og ind flytter mange familier igennem årene. En stille familie med en musikalsk datter, et opfindsomt ægtepar, der aldrig keder sig, et nygift par, hvor manden er veteran med dårlig hørelse, og helt frem til nu, hvor en sort familie bor i huset. Hvad har alle disse ting med hinanden at gøre? Aner det ikke. Det er langt mere et koncept end det er et meningsfuldt resultat.

Med et af de lækreste designede forsider på en grafisk novelle nogensinde er Here et ikonisk værk. Richard McGuire er forfatteren bag Here, som først blev udgivet som en 6-siders tegneserie i 1989 og blev senere til en større grafisk novelle i 2014. Det fungerer på kildematerialet, at inden for papirets ramme med familieidyl, skabes en anden ramme, hvor en bisonokse ligger og hviler sig der, hvor familien nu sidder og ser fjernsyn. Det handler om perspektiver og tidens uretfærdigt korte varighed. Men når vi ser en dame støvsuge en stue, og en firkant popper op, hvor en hestevogn kører forbi, tenderer det sig til på grænsen til at være irriterende.

For det er tydeligt at se, hvor meget mere Robert Zemeckis hellere vil lege med Tom Hanks og Robin Wright end med alle de andre medvirkende. Bevares, det er også dem, der er mest spændende, men så fri mig i det mindste for at følge de andre familier. De andre generationer, vi følger, er gudsjammerligt kedelige, ikke misforstået som i, at Hanks og Wrights familie er super interessante, men i det mindste har man fulgt dem, siden Hanks var nyfødt og frem til hans sene leveår. Men dem, som bor i huset en årrække, giver jeg ikke to potter pis for.

Og specielt ikke de indianere, som engang færdes i det område, hvor huset nu ligger. Man følger til tider et indianerpar, som møder hinanden, frier, giftes og begraves her, hvor huset ligger. Og det havde måske rørt mig, hvis det ikke havde lignet noget fra Pyrus – Alletiders Jul, hver gang man så det. For det er så pinligt animeret, de har aldrig set skyggen af rigtig sollys eller levende omgivelser. Skoven er animeret til døde, og deres skuespil er så fysisk og karikeret, at det ligner noget fra Historien om Danmark. Når vi ser de andre familier er vi inde i deres private ejendom med deres personlige ejendele, med indianerne er vi i en helt upersonlig neutral skov, så vi lærer dem aldrig at kende ligeså godt som de andre familier.

Hanks og Wright er fine nok, de kan deres kram, og de har en dejlig kemi. Desværre er de lavet af marcipan det meste af filmen, så man ikke kan se, om det er meningen, at de skal ligne nogen på 20 år eller en 60-årig, der gerne vil ligne en på 30. Det er nok det bedste de-aging-teknologi, jeg har set indtil videre, men det siger ikke meget, når niveauet er meget lavt.

Hvorfor en mand som Zemeckis med så stort et filmtalent vil kaste sig over en film som denne, begriber jeg ikke. Filmen kunne måske have været bedre egnet som tegnefilm, så den havde beholdt noget mere af kildematerialet. Men mest af alt skulle filmen have stillet sig selv det spørgsmål: “Ville filmen give mening, hvis man bevægede kameraet?”

For filmens største problem er, at den ikke er spændende, dog løftes det lidt af den stærke tripod. Men havde man klippet imellem en masse forskellige vinkler, havde den været ligeså kedelig. Så hvorfor overhovedet lave den?

Filmen har en regel: ‘kameraet bevæger sig ikke’. Så her er mit store spørgsmål: “Hvorfor bevæger kameraet sig så til sidst?” Filmen bryder sin eneste regel til sidst, kameraet flyver ud af vinduet, og vi ser huset udefra. Hvorfor? Det besvarer intet spørgsmål, vi ser ikke noget i et nyt perspektiv. Vi finder egentlig bare ud af, hvor de havde deres køkken.

Here er ligeså stillestående med handlingen, som den er med kameraet. Den bliver aldrig den rørende fortælling, som den gerne vil være, og vi lærer nok bare mest, at Zemeckis ikke bryder sig om at filme uden for et filmstudie mere. Vi kan bare trøste os med, at det er hans korteste film i lang tid.

Here kan ses i biografen fra d.16 januar.