Hidden Figures
Udgivet 25. jan 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Den hedder “Hidden Figures”. Talknuserne hos NASA skal i rumkapløbets 1960’er-dage kigge kreativt bag tallene, hvis målet om månen skal blive til virkelighed. Pointerne i “Hidden Figures” er derimod ikke skjulte. De lægges tydeligt frem i en slags feel good om amerikanske racisme. Raceadskillelse er dårligt, ligestilling er godt.
I “Hidden Figures” er han Mr. Harrison. Og her må han sammen med de andre hvide indse, at kun et united og ikke et divided USA kan slå russerne i rumkapløbet. Men det sker ikke med hård kamp som i “Selma”, hvor Martin Luther King opsøgte konfrontationen. I stedet er analysen i “Hidden Figures”, at raceadskillelsen ikke skyldes ondskab, men derimod dumhed. Og det dumme kan kureres med kloge argumenter, som at det er dumt, at en NASA-matematiker skal bruge arbejdstiden på langfart til toilettet i stedet for at få beregnet, hvordan John Glenn kommer sikkert ned igen deroppe fra sit kredsløb omkring Jorden.
Men det er ikke kun amerikanere imod russere, sorte imod hvide. Det er også kvinder og mænd. For når du er sort på arbejde, så må Taraji Hensons hovedrolle finde sig i at være kvinde, når hun kommer hjem. Hun er fraskilt, men ser gerne en ny far i børnenes liv. Men han skal lige overkomme, at hun arbejder med kompliceret matematik. Hun er jo kvinde. Forskelsbehandlingen er total. Særligt da hun kortvarigt bliver mistænkt for at være russisk spion. Hun må dog humoristisk afvise, at hun er russer. Sort og kvinde må være nok.
“Hidden Figures” bliver denne Oscar-sæsons “The Imitation Game”. Det er sat tydeligt op med en true story fra krigens tid. Men igen er det ikke kun den ydre fjende, der skal overvindes. Det er også den indre. Racismen. Det skjules aldrig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet