Hil, Cæsar!

InstruktionJoel Coen, Ethan Coen

MedvirkendeGeorge Clooney, Josh Brolin, Scarlett Johansson, Ralph Fiennes, Tilda Swinton, Channing Tatum, Jonah Hill, Frances McDormand

Længde100 min

GenreKomedie

IMDbVis på IMDb

I biografen18/02/2016

Anmeldelse

Hil, Cæsar!

4 6
Alt er film

De elsker genrefilm. De har lavet gangsterfilm. Og western. Men også komedie, noir, eventyr, thriller, spion, screwball og senest en musikfilm. Men altid på deres egen facon. Coen-brødrenes skæve facon. Med “Hil, Cæsar!” laver de en hyldest til alverdens genrefilm. Og Hollywood. Og alle dem, der beskæftiger sig med at lave film. Det er ufortyndet filmkærlighed. Fordi det er det, de kan.

Således åbnes der med Josh Brolin klædt ud som en slags Humphrey Bogart i en scene, der er som taget ud af noir-klassikeren “The Big Sleep”, som for øvrigt er den enormt løse inspiration til brødrenes egen “The Big Lebowski”. De elsker den slags. At lægge hints ud til filmelskere, der dermed ‘klogt’ kan kende de filmspor, som lægges ud. Og det ér en film, jeg ser. Havde jeg været i tvivl, så dobbeltsikrer Michael Gambons myndige voice-over dét budskab. Han taler ind over scenerne, men vi ser ham aldrig. Som en slags gud. Måske er han Gud?

Det er i hvert fald ikke instruktører, skuespillere eller producenter, der er Gud i “Hil, Cæsar!”, som er den mest let-fjollede Coen-film siden “Burn After Reading”, der tog pis på spiongenren. I “Hil, Cæsar!” tages der stort set pis på alle de andre genrer, som var store i 1950’ernes klassiske Hollywood. Her forsøger netop Josh Brolin at holde gang i hjulene hos Capitol Pictures. Særligt deres næste satsning. En slags “Ben-Hur”-film med titlen, nå ja, “Hil, Cæsar!”. Film er film er film.

Helt klassisk komedie-Coen så begynder handlingen dog aldrig for alvor. Som det heller ikke gjorde for stakkels Llewyn Davis eller endnu mere stakkels Larry Gopnik i “A Serious Man”. Det hele er muntre enkeltscener, hvor den ene Hollywood-stjerne efter den anden spiller stor Hollywood-stjerne eller bare en simpel klipper i mørkerummet, som Frances McDormand gør. Og det gør hun i kun én scene, hvorimod Channing Tatum får det dobbelte. Til gengæld glemmer jeg ikke lige de scener med det samme. Tatum som måske-homoseksuel musical-matros, der synger og danser til ære for en glemt genre. Eller McDormand, der nærved kvæles med tørklædet i filmfremviseren.

Alle sættes de i spil, imens filmdirektør Brolin leder efter sin kidnappede “Hil, Cæsar!”-stjerne, som spilles rutinedumt og dejligt af George Clooney, der snart glemmer kidnapningen til fordel for en diskussion om økonomisk udbytning med en gruppe kommunistiske manuskriptforfattere. Som man jo var overbevist om, at de var, dengang under den tidlige kolde krig. Det er den slags interne Hollywood-grin, der er på denne lette Coen-menu, der dog ikke forhindrer fire religiøse retninger i at diskutere Jesus og hvad Gud er. Det eneste spørgsmål filmdirektøren ønsker svar på er blot, om religionerne vil tage anstød af “Hil, Cæsar!”. Han vil så nødig tabe penge.

Jeg tog ikke anstød af “Hil, Cæsar!”. Det er en lille film om en lille verden. Her er alt film. Det skjules ikke. Det hele er bare noget, de leger. Indtil instruktøren råber ”Cut!” og går over for at klage over den dialogsvage westernstjerne, der er bedre til at ride på hest end at være dybfølt dramaromantiker. Filmdirektøren må løse det. Ligesom Coen-brødrene altid gør det.

Kort om filmen

Det er ikke underligt, at Eddie Mannix plages af moralske skrupler. Hans job er at holde Capitol Pictures image skinnende blankt – og gerne glamourøst. Pressen i de tidlige 1950’ere lapper gladelig billederne af stjerner til premiere i sig, men bag kulissen må Mannix sørge for, at den knapt så glamourøse sandhed ikke kommer frem: fordrukne stjerner, letlevende starletter, udenomsægteskabelige affærer – og deres resultater – vold, homoseksualitet og endog kommunistiske synspunkter! Om dagen holder Mannix styr på, at de selvhøjtidelige instruktører arbejder med de kontraktskuespillere, de er blevet anvist, og at religiøse ledere kan sige god for det seneste bibel-epos. Om natten redder han skuespillere fra kompromitterende situationer, betaler folk for at holde kæft … og nu også løsepenge! Studiets største boxoffice magnet Baird Whitlock er nemlig blevet bortført midt i optagelserne til storfilmen ”Hil Cæsar!”, svømmestjernen DeeAnna Moran er gravid – vist nok med en gift mand – dansestjernen Burt Gurney opfører sig højest mistænkeligt, og cowboy-helten Hobie Doyle skal udskifte heste og lasso med smoking og salondrama. Og værst af alt har pressens to sladder-dronninger Thora og Thessaly Thacker hver især fået færten af en delikat skandale. Det er alt sammen en del af jobbet for Eddie Mannix.