Man ska’ sgu snakke med børn

Sorg og ansvar. Det er hovedtemaerne i den norske “Hjertestart”. Det er realisme, der i sit handlingsreferat kunne lyde som en blanding af “Den eneste ene” og en episode af “Sporløs”, hvor faren Kjetil beslutter at finde sønnen Daniels biologiske mor i Colombia efter hans kones død. Men det er langt fra folkekomedie eller følelsesklippet DR-reality. Der er ingen tykke strygere, stemt til at få mig til at tude. Alligevel rammer “Hjertestart” mig et sårbart sted.

Der sker det samme for nordmanden Kjetil i “Hjertestart”, som der skete for danske Niels Olsen i “Den eneste ene”. Han og konen adopterer et barn. Det er selvfølgelig en besværlig proces, som de har måtte arbejde hårdt med. Det er mest konen, Camilla, som her heldigvis ikke er en skinger tosse som Søs Egelind, der kæmper for at parret skal have det barn. Og når de endelig kommer hjem med den nye søn, dør konen, og den diskrete mand må finde ud af på egen hånd, hvad det vil sige at være far. Forskellen er så bare, at der her ikke er nogen sideløbende kærlighedshistorie med en gravid Sidse Babett Knudsen, der til slut redder dagen. Og så selvfølgelig også, at “Hjertestart” ikke er sjov.

Adoptivsønnen fra Colombia hedder noget så ukomisk normalt som Daniel, han taler flydende norsk, og har på det tidspunkt, vi møder ham, boet i Norge lige så lang tid, som han har boet i fødelandet. Ja, han er da sød som Mgala fra Burkina Faso, men han har også fået nogle alvorlige problemer med at tisse i sengen, ikke høre efter, hvad hans far siger til ham, og blive alt for hidsig. Hvilket ikke er langt fra far Kjetils egne problemer med vredesudbrud og mangel på spiselyst. Morens død har påvirket dem begge, men problemet er, at Daniel er et barn, og det er meningen, Kjetil skal være hans far.

Det fantastiske ved “Hjertestart” er Kjetils selvindsigt. Vi møder ikke den lille, reducerede familie lige efter Camillas død, men noget tid efter. Dog er de ikke helt der, hvor sorgprocessen er kommet til accept-stadiet. Men måske mere der, hvor det er en underlig langvarig sorgfornemmelse, der er et dulmende og umuligt miks af de andre stadier som benægtelse og vrede. Og Kjetil er udmærket klar over det. Men det fjerner alligevel ikke det kaos, der foregår inde i hans hoved, og han spørger sig selv, om han overhoved kan være far for sin søn?

Det synes han ikke, han kan, men han kan jo heller ikke slippe af med sønnen. Også selv om han spørger de stive, bureaukratiske adaptionsbureaudamer, om det ikke ville være bedre for Daniel, hvis han kom tilbage til Colombia? Det kan selvfølgelig ikke komme på tale. Derefter spørger Kjetil om noget, som normalt ville gøre, at jeg ikke ville kunne sympatisere med ham mere. Han spørger, sådan rent hypotetisk selvfølgelig, om hvad så, hvis han slog Daniel? Jeg ved ikke, om det er det fine norske sprog, der gør ham tilgivelig, eller om det er Kristoffer Joners fremragende, udtryksfulde ansigt og realistiske underspil, men jeg forstår ham godt i det øjeblik.