Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark

InstruktionPeter Jackson

MedvirkendeMartin Freeman, Ian McKellen, Mikael Persbrandt, Hugo Weaving, Cate Blanchett, Christopher Lee, Sylvester McCoy, Andy Serkis, Ian Holm, Elijah Wood, Stephen Fry, Benedict Cumberbatch, John Bell, Dean O'Gorman

Længde161 min

GenreAdventure, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen11/12/2013


Anmeldelse

Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark

3 6
For lidt sma(u)g og dragende dybde

Jeg vil begynde med at indrømme, at jeg ved første gennemsyn var mindst en dragetand mere begejstret for første del af Peter Jacksons HFR-hobbit end ved mit gensyn i hjemmebiografen. Mit gensyn gav mig tam fantasyhøjtidelighed og alt for mange dværge fanget i hul ramasjang på repeat. Det var med dét gensyn for mit indre Midgård, jeg satte mig i biografsædet for at se den midterste anden del, “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark”.

161 minutters trommehindemassage senere var mit indre Midgård det samme. Meget, meget langt hen ad den enormt lange vej frem mod dragen Smaug ligner anden del nemlig første del. Dværge med Bilbo på heroes journey. Det overrasker ikke, da her ikke som sådan er tale om en ny film, men om anden del – en forlængelse. Det betyder også, at ikke bare har Bilbo det samme problem, det har filmen også. Vi åbner med et flashback, hvor Gandalf og Thorin starter deres planer om at generobre Erebor, men fortsætter derefter, hvor sidste film slap: dværgene og Bilbo er på flugt fra orker og andet utøj version Midgård.

Herefter var der ikke mange stille stunder, men med underholdningsværdien på sin vis helt i top. Der er kortere mellem lange og vilde actionsekvenser, end der er mellem hoved og fødder hos Bilbo. Vores fellowship har det nemlig med at komme i klammerier, både når de bevæger sig igennem dunkelskoven, flygter fra de irriterende højtidelige elvere og skal igennem Midgårds Amsterdam, havnebyen Lakeshore. Det er hæsblæsende og vanvittigt flot lavet, og med en voldsomt buldrende lydside skal man være både blind og døv for at kunne tage sig en blunder. Som i første del af trilogien undrer jeg mig over, at alle logiske regler for tyngdekraft, varmepåvirkning og styrkeforhold mellem dværge og orker er sat ud af kraft. For underholdningens skyld er man gået på kompromis med den indre logik i universet, men da jeg først havde set en dværg i en tønde trille tyve orker ihjel, så tilgav jeg på trods.

Men lige så rutsjebane-vildt det hele er, lige så kedeligt bliver det også, når majestætisk selvhøjtidelige og i bund og grund dybt irriterende wanna-be-Aragon, Thorin, sammen med de syv eller flere små dværge stjæler skærmtid. Med dem er Bilbo – der selvfølgelig skal gennemgå den store Frodo-udvikling fra tam til tapper – men taget i betragtning af, at jeg ved slutningen af filmen har fulgt ham i små seks timer, så er det begrænset, hvor interesseret jeg rent faktisk er blevet i nok en hobbit med guldring og tilhørende slæng. Udover Gandalf, gammel-dværgen Balin og den nu åbenbart lækre dværg Kili, så er de resterende dværge fortsat totalt anonyme.

Jeg følte derfor aldrig, at der var særligt meget på spil i al filmens ramasjang. Jeg frygter ikke for Bilbo og hans dværge-entourage, når de tager på uventet og ildvarmt besøg hos Smaug. Og da det er en prequel, er det meget oplagt, hvem der ikke er i fare for at dø, og jeg er ikke synderligt bekymret for de dværge, menneske eller elvere, der måske er. Og når nu jeg lige fik nævnt elverne, så er Peter Jacksons forsøg med en lækker hun-elver next door, der kan falde for en lækker dværg og derved sætte et trekantsdrama op mellem hende, ham og Legolas, ja nærmest patetisk. Generelt virker den megen skærmtid til Legolas som påtaget fan-service, der havde den stik modsatte effekt på mig.

Rigtig god eventyr-action, der vil mere end at være flot og rive med, kræver, at der er karakterer man holder af og med i spændende situationer. “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark” kan kun levere de spændende situationer, og, bevares, de er flotte, uhyggelige og buldrende. Men karakterdramaet halter fortsat gevaldigt, og med Thorin som grelleste eksempel har karaktererne det alle med at udtale sig med en påtaget og ulidelig højtidelighed, hvad enten de bestiller morgenmad eller annoncerer Midgårds undergang. Der er ikke meget, der tyder på det, men tredje del af “Hobbitten” kunne virkelig godt tåle at komme lidt ned på den uhøjtidelig jord.

Se også: Filmz TV: “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark”-galla


Kort om filmen

“Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark” er den anden film i trilogien baseret på J.R.R. Tolkiens populære mesterværk “Hobbitten”. Her fortsætter eventyret for Bilbo Sækker, der er taget på en rejse med Gandalf og 13 dværge ført an af Thorin Egeskjold for at tilbageerobre det fortabte dværgekongerige Erebor, som er blevet overtaget af dragen Smaug.

Efter at have overlevet første del af deres uventede rejse forsætter følget mod øst, hvor de møder hamskifteren Beorn og kæmpe-edderkopperne fra Dunkelskoven. Efter at have undsluppet de farlige skov-elvere drager dværgene til Søby og endelig til Det Ensomme Bjerg, hvor de skal stå ansigt til ansigt med den største fare af dem alle – et væsen mere grusomt end noget andet og et væsen, som ikke kun vil sætte deres mod, men også deres venskab, på en prøve – dragen Smaug.