Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark
Udgivet 11. dec 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Jeg vil begynde med at indrømme, at jeg ved første gennemsyn var mindst en dragetand mere begejstret for første del af Peter Jacksons HFR-hobbit end ved mit gensyn i hjemmebiografen. Mit gensyn gav mig tam fantasyhøjtidelighed og alt for mange dværge fanget i hul ramasjang på repeat. Det var med dét gensyn for mit indre Midgård, jeg satte mig i biografsædet for at se den midterste anden del, “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark”.
Herefter var der ikke mange stille stunder, men med underholdningsværdien på sin vis helt i top. Der er kortere mellem lange og vilde actionsekvenser, end der er mellem hoved og fødder hos Bilbo. Vores fellowship har det nemlig med at komme i klammerier, både når de bevæger sig igennem dunkelskoven, flygter fra de irriterende højtidelige elvere og skal igennem Midgårds Amsterdam, havnebyen Lakeshore. Det er hæsblæsende og vanvittigt flot lavet, og med en voldsomt buldrende lydside skal man være både blind og døv for at kunne tage sig en blunder. Som i første del af trilogien undrer jeg mig over, at alle logiske regler for tyngdekraft, varmepåvirkning og styrkeforhold mellem dværge og orker er sat ud af kraft. For underholdningens skyld er man gået på kompromis med den indre logik i universet, men da jeg først havde set en dværg i en tønde trille tyve orker ihjel, så tilgav jeg på trods.
Jeg følte derfor aldrig, at der var særligt meget på spil i al filmens ramasjang. Jeg frygter ikke for Bilbo og hans dværge-entourage, når de tager på uventet og ildvarmt besøg hos Smaug. Og da det er en prequel, er det meget oplagt, hvem der ikke er i fare for at dø, og jeg er ikke synderligt bekymret for de dværge, menneske eller elvere, der måske er. Og når nu jeg lige fik nævnt elverne, så er Peter Jacksons forsøg med en lækker hun-elver next door, der kan falde for en lækker dværg og derved sætte et trekantsdrama op mellem hende, ham og Legolas, ja nærmest patetisk. Generelt virker den megen skærmtid til Legolas som påtaget fan-service, der havde den stik modsatte effekt på mig.
Rigtig god eventyr-action, der vil mere end at være flot og rive med, kræver, at der er karakterer man holder af og med i spændende situationer. “Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark” kan kun levere de spændende situationer, og, bevares, de er flotte, uhyggelige og buldrende. Men karakterdramaet halter fortsat gevaldigt, og med Thorin som grelleste eksempel har karaktererne det alle med at udtale sig med en påtaget og ulidelig højtidelighed, hvad enten de bestiller morgenmad eller annoncerer Midgårds undergang. Der er ikke meget, der tyder på det, men tredje del af “Hobbitten” kunne virkelig godt tåle at komme lidt ned på den uhøjtidelig jord.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet