Hollywoodland
Udgivet 24. jan 2007 | Af: kaduffo | Set i biografen
“Hollywoodland” er i bedste film noir stil fortalt med sikker hånd af Coulter som en krydsklippet fortælling om to mænds identitetssøgende nedture. Der tegner sig to sideløbende portrætter af detektiven og skuespilleren, der på ingen måde slår til og langt hellere vil være noget helt andet end det, de i virkeligheden er. Samtidig er de to mænds roller dele af et puslespil, der udfritter mysteriet omkring Reeves’ gådefulde død – dog uden på noget tidspunkt at tage endegyldigt stilling. Man får blot et par fingerpeg om, hvordan det kunne være fundet sted i det Hollywood, hvor skandalerne lurer under overfladen men også bliver holdt væk fra pressen med kyndig hånd af medejeren af filmselskabet MGM, Eddie Mannix (Bob Hoskins), der åbenlyst har sine helt egne metoder.
Næsten perfekt er skuespillet derimod. Allen Coulter har fået fornemme præstationer frem i de to hovedrolleindehavere, Adrien Brody og Ben Affleck, der begge virker som om, de befinder sig i deres helt rette element. Men også kvinderne begår sig nu egentligt ganske godt i denne bemærkelsesværdige film, der lever højt på et sublimt manuskript og en velfortalt historie. Toni Mannix er, som efternavnet antyder, gift med Eddie Mannix men samtidig den unge George Reeves’ elskerinde. Hun spilles med forførende charme af Diane Lane, der tilsyneladende stadig har de bedste år i sig og giver filmen sin fornødne spændvidde og konflikt, særligt da George Reeves vrager hendes karakter til fordel for den noget yngre, håbefulde skuespillerinde, Leonore Lemmon (Robin Tunney).
Tempoet i “Hollywoodland” kan til tider virke dvælende og, alt andet lige, en kende for langsomt. Alligevel helliger midlet målet. Filmens charme og veltilrettelagte struktur havde ikke haft den samme præcision og dynamik, havde det ikke være for netop det nedskruede tempo. Når det kommer til stykket er det nu ikke det mystiske dødsfald eller hændelserne omkring det, der er det vigtigste, omend det da har en betragtelig betydning. Ud over de to bærende karakterers eklatante nedtur på karriereplanet og på det emotionelle plan har Allen Coulter iscenesat en svunden tid i halvtredsernes verdensberømte filmby, hvor studiesystemet stadig regerede, fjernsynet var kommet for at blive, og kampen om de gode filmroller var allestedsnærværende.
Med “Hollywoodland” har Allen Coulter næsten fået den lidt for perfekte debut. Der er ikke gjort mange fejltrin i hans første spillefilm, der godt og vel rummer det hele. Og man kan derfor frygte for forventninger til instruktørens næste bedrifter. I første omgang bør man dog nyde dette opus for stemningen, skuespillet, fortællingen og nostalgien. Det bli’r i hvert fald ikke meget bedre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet