Med et smil på læben og en tåre i øjenkrogen

Film om den ældre generation bliver ofte undgået af den yngre del af befolkningen, der åbenbart tror, at film om gamle mennesker ikke kan have meget at gøre med hverken deres måde at leve på eller deres syn på livet. “Hope Springs” beviser, at dette ikke altid er sandt, og at ungdommens kejtede og sommetider lidenskabelige usikkerhed aldrig helt går væk, når man er sammen med dem, man elsker.

Kay og Arnold har været gift i 31 år. Hverdagen er blevet forvandlet til ren rutine, og Kay er begyndt at kede sig i samlivet med manden, der også synes at være kørt træt i ægteskabet, om end på det mere ubevidste plan. Men så får Kay en idé. Ægteskabet skal reddes, så med stor ihærdighed slæber hun den knotne Arnold med til byen Hope Springs i Maine for at gennemgå en omgang parterapi, som forhåbentlig kan vende op og ned på ægteskabet. Det gør terapien såmænd også, men spørgsmålet er bare, om deres ægteskab overhovedet står til at redde.

“Hope Springs” er en romantisk komedie. Alene dette prædikat vil sandsynligvis få mange mennesker til at gøre himmelvendte øjne og sværge, at de aldrig skal se den. Men ligesom med sin tidligere film, “The Devil Wears Prada”, har instruktøren David Frankel her formået at få noget så sjældent som en tredimensionel historie ud af et plot, der nemt kunne have endt som fundamentet for en gængs romantisk komedie, der bare følger genrens fortærskede skabelon. Men i “Hope Springs” løses konflikterne ikke så let som i andre romantiske komedier. Her bliver dagligdagens kedelige trummerum ikke bare overvundet med en buket blomster eller en guitarserenade. Her bliver der taget hårdere metoder i brug, ligesom man ville i virkelighedens verden.

Her kan det måske endda være en fordel, at “Hope Springs” ikke lefler for det yngre publikum, men derimod er beregnet til den ældre aldersgruppe, der i højere grad er klar over, at ikke alt i livet bliver serveret på et sølvfad. En teenagepige tror måske på, at konflikter kan løses ved et kys i regnen eller en monolog af romantiske bekendelser, men “Hope Springs” ved godt, at virkeligheden ikke er så enkel. Jovist, den huser mange af genrens klicheer, men den udfordrer også sit publikum til oprigtigt at overveje, om Kay og Arnold vitterligt passer sammen. Måske ville de egentlig have det bedre, hvis de var hver for sig. Måske kan man slet ikke redde et ægteskab, der hår stået stille så længe. Og måske kan man.

Selvfølgelig har Meryl Streep og Tommy Lee Jones også en stor andel i filmens charme i rollerne som henholdsvis Kay og Arnold. De to garvede skuespillere er intet mindre end perfekte, men mindre forventer man heller ikke af to skuespillere af så høj kaliber. Jones indgyder den lavmælte Arnold med en finurlig humor, således at man som seer ikke kan lade være med at holde af den nærige gnavpot. Ligeledes er Meryl Streep fænomenal som altid i rollen som den frustrerede og elskelige Kay. Det er i det hele taget svært at forstå, hvordan man kan undlade at sætte pris på sådan en skæppeskøn kvinde, men på den anden side er Arnold ikke typen, der sætter pris på så meget i livet.