Humpday

InstruktionLynn Shelton

MedvirkendeMark Duplass, Alycia Delmore, Joshua Leonard, Lynn Shelton, Trina Willard, Olivia, Stellan Mathiesen, Steven Schardt, David Bundgren, J. Martin Dinn, Patrick Evans-Winfield, Joy Brooke Fairfield, Monica Fisk, Lori Goldston, Jane Hall

Længde94 min

GenreKomedie

IMDbVis på IMDb

I biografen10/06/2010


Anmeldelse

Humpday

5 6
Et umage bøssepornopar

Amerikanske independentfilm – populært kaldet indiefilm – ser vi sjældent, alt for sjældent, i de danske biografer – med festivalerne som en kærkommen undtagelse. Jonathan Demmes uafrystelige “Rachel Getting Married” er faktisk eneste fuldblodsindieværk med dansk biografpremiere inden for de senere år. Her endte den langsommelige udramatiske stil netop med at give en usædvanlig intens og inderlig fortælling, som Hollywood ikke kan greje den. Cinemateket giver os nu en ny mulighed for at tage en af de så sjældne ture til det dvælende indieland med Lynn Sheltons “Humpday”.

”Skat, må jeg lave en bøssepornofilm med min barndomsven?” Det spørgsmål bliver den søde Seattle-hustru Anne stillet af sin mand Ben. Inden det kom så vidt, møder vi Anne og Ben som et velfungerende ungt par, der ihærdigt og målrettet forsøger at blive en fuldbyrdet børnefamilie. En nat banker Bens barndomsven Andrew på døren. Andrew har i modsætning til Bens borgeridyl udviklet en fri kunstnersjæl, der tror på fri kærlighed og tilfældighedernes spil, og som midlertidigt overnattende gæst hos parret får han en aften lokket Ben med til en frigjort bohemefest. Snakken går pludselig på undergrundspornofestivalen Humpfest, og i et øjebliks kåd fuldskab bliver barndomsvennerne enige om, at en bøssepornofilm med to heteroseksuelle fyre ville være det ultimative stykke kunst – aftalen er klar. Men kan Anne acceptere Bens projekt, og er Andrew virkelig så frigjort, når det kommer til det bøssepornografiske stykke?

Udover at være uafhængig fra Hollywood-systemet så har termen indiefilm udviklet og indsnævret sig til at definere en særlig type af amerikanske dogmelignende hverdagsfilm, hvor “Humpday” placerer sig charmerende sikkert som en af de absolut bedste inden for kategorien. Den placerer sig der, fordi den krydrer den vanlige indiediskussion af det normale og det unormale med et usædvanligt og på en gang tabubelagt, men også (van)vittigt plotomdrejningspunkt – bøsseporno uden bøsser.

Det er nu langt fra seksualitet og pornografi, der er filmens centrale kerne. Derimod er det den menneskelige tvivl og søgen, der med velplacerede plamager af dyb alvor indimellem de mange morsomme momenter er filmens egentlige hovedfokus i denne knap så eksotiske og erotiske indie-lillebror til Woody Allens pragtfulde “Vicky Cristina Barcelona”. På samme vis som i Allens catalanske kærlighedsudflugt så møder vi i “Humpday” den borgerlige (Ben) og bohemen (Andrew), der jages af tvivlen om man nu henholdsvis er blevet for almindelig eller ikke ualmindelig nok. Vennernes forsøg på at bevise for omverdenen og dem selv, at de bestemt ikke er så indskrænkede som alle andre, går igennem pornoprojektet. Et projekt, som ingen af dem egentlig vil, men som deres knap så frigjorte machostolthed ironisk nok forbyder dem at trække sig fra.

Det, der gør “Humpday” til en på alle måder elskværdig film, er ikke blot den velskrevne og vittige dialog, de velbehandlede temaer og de dejligt karismatiske karakterer. Nej, det er fornemmelsen af ægthed. Vi tror på Anne og Ben som et almindeligt kærligt ægtepar, og vi tror på Andrew og Ben som oprigtige barndomsvenner, hvilket gør, at det vanvittige plot aldrig føles utroværdigt eller skyggende for den borende alvorlige indietone, der hele tiden titter frem og kradser i vennernes selvbedrageriske facade. Samtidig er der en nærmest poetisk klang over filmens slackersprog, som Ben ungdommeligt skifter til i mødet med Andrew. Inden den våde fest meddeler Ben således, at han skal ”Do the job-thing” før han kan lege – man skulle jo nødig lyde for kedelig konform, som de andre med kone, hus og kommende barn.

“Humpday” og indiefilm generelt er langt fra for alle. Men har du mod på at stifte bekendtskab med en underspillet og dvælende ægte film, som ligner alt andet end Hollywoods klinisk lækre look, så er “Humpday” et mere end kvalificeret sted at begynde. Det er de små detaljers film, hvor ord der bliver sagt eller ikke sagt tilsammen udgør en slags hverdagssymfoni, hvor jeg gætter på, at de fleste ville kunne spejle lidt af sig selv – og endda blive lidt klogere på det, de ser i spejlet.


Kort om filmen

Ben og Anne er et ungt, veletableret Seattle-par, som arbejder intensivt på at få et barn. Deres perfekte samliv bliver forstyrret en nat, da Bens gamle college-ven Andrew træder uanmeldt ind ad døren. Andrew slår sig ned i husets garage og bliver hurtigt optaget i Seattles alternative kunstsyretrip-miljø. Da Ben er nervøs for at fremstå som borgerlig og sat i sit lykkelige ægteskab, bliver han fascineret af Andrews nye venner. Under en våd fest hos den biseksuelle Monica aftaler Andrew og Ben, at de skal deltage i den lokale amatørporno-festival (Humpfest) med et kunstprojekt.