Humpday
Udgivet 9. jun 2010 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Amerikanske independentfilm – populært kaldet indiefilm – ser vi sjældent, alt for sjældent, i de danske biografer – med festivalerne som en kærkommen undtagelse. Jonathan Demmes uafrystelige “Rachel Getting Married” er faktisk eneste fuldblodsindieværk med dansk biografpremiere inden for de senere år. Her endte den langsommelige udramatiske stil netop med at give en usædvanlig intens og inderlig fortælling, som Hollywood ikke kan greje den. Cinemateket giver os nu en ny mulighed for at tage en af de så sjældne ture til det dvælende indieland med Lynn Sheltons “Humpday”.
Udover at være uafhængig fra Hollywood-systemet så har termen indiefilm udviklet og indsnævret sig til at definere en særlig type af amerikanske dogmelignende hverdagsfilm, hvor “Humpday” placerer sig charmerende sikkert som en af de absolut bedste inden for kategorien. Den placerer sig der, fordi den krydrer den vanlige indiediskussion af det normale og det unormale med et usædvanligt og på en gang tabubelagt, men også (van)vittigt plotomdrejningspunkt – bøsseporno uden bøsser.
Det, der gør “Humpday” til en på alle måder elskværdig film, er ikke blot den velskrevne og vittige dialog, de velbehandlede temaer og de dejligt karismatiske karakterer. Nej, det er fornemmelsen af ægthed. Vi tror på Anne og Ben som et almindeligt kærligt ægtepar, og vi tror på Andrew og Ben som oprigtige barndomsvenner, hvilket gør, at det vanvittige plot aldrig føles utroværdigt eller skyggende for den borende alvorlige indietone, der hele tiden titter frem og kradser i vennernes selvbedrageriske facade. Samtidig er der en nærmest poetisk klang over filmens slackersprog, som Ben ungdommeligt skifter til i mødet med Andrew. Inden den våde fest meddeler Ben således, at han skal ”Do the job-thing” før han kan lege – man skulle jo nødig lyde for kedelig konform, som de andre med kone, hus og kommende barn.
“Humpday” og indiefilm generelt er langt fra for alle. Men har du mod på at stifte bekendtskab med en underspillet og dvælende ægte film, som ligner alt andet end Hollywoods klinisk lækre look, så er “Humpday” et mere end kvalificeret sted at begynde. Det er de små detaljers film, hvor ord der bliver sagt eller ikke sagt tilsammen udgør en slags hverdagssymfoni, hvor jeg gætter på, at de fleste ville kunne spejle lidt af sig selv – og endda blive lidt klogere på det, de ser i spejlet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet