Dræb og bliv husket

Selvom filmselskabet bag “The Hunger Games” gerne vil lancere den som et værk for unge teenagere, så har filmen tydeligvis (og heldigvis) langt større ambitioner end blot at nå ud til “Twilight”-fanskaren, idet den kommer vidt omkring med sin brutale fortælling om mediernes magt i en dystopisk fremtid. Ligesom teenagere kun udgjorde en brøkdel af bogens læsere i USA, vil de forhåbentlig heller ikke være den eneste aldersgruppe, der køber billet til filmen. Det er “The Hunger Games” simpelthen for ambitiøs og god til.

Katniss Everdeen er en 16-årig pige, som lever i ruinerne af det, der engang var Nordamerika. Nu er kontinentet opdelt i 12 distrikter, hvorfra der hvert år udvælges 24 unge mennesker, der skal bekæmpe hinanden i den landsdækkende, blodige mediebegivenhed ‘The Hunger Games’. Kun én vil overleve blodbadet, for eventen er nemlig en kamp til døden, eftersom den slags brutaliteter fremtvinger astronomiske seertal. For at hjælpe sin søster ud af spillet melder Katniss sig frivilligt, og pludseligt befinder hun sig i en koldblodig, overfladisk verden, der hylder døden som noget glamourøst, og hvor de kommende døde smiler og giver gode interviews, inden de begiver sig ud i det livsfarlige spil, som forvandler venner til dødsensfarlige fjender.

Under overfladen handler “The Hunger Games” om de sultne, skruppelløse medier, og hvordan fremtiden ville se ud, hvis den udelukkende lå i hænderne på en flok grådige TV-bosser. Det er en film om manglen på menneskelighed i en verden, der bruger følelser som marketing og mennesker som produkter. Heldigvis anerkender både instruktøren Gary Ross og forfatteren bag bogen, Suzanne Collins, at historiens morale kun bliver mere interessant af at blive serveret på underholdende manér. Historien om den selvopofrende Katniss og hendes kamp for at vinde uden selv at blive til et koldblodigt uhyre er fornemt fortalt med vægt på både karakterdrevet drama og rendyrket underholdning, og Jennifer Lawrence er perfekt castet i hovedrollen. Her har hun fundet et værdigt filmprojekt til at tvinge karrieren endnu et gear op ovenpå den superbe “Winter’s Bone”, og hun udstråler en så stor varme og selvstændig styrke, at hun både er fuldstændig elskelig og overbevisende.

Som sagt virker det besynderligt, at man primært har satset på at sælge “The Hunger Games” til biografgængerne i teenagealderen, for filmen har så mange forskellige kvaliteter, at alle – uanset alder og køn – kan føle sig godt underholdt gennem filmens i alt 142 minutter. Desuden virker det en smule sært, at en film med en så voldelig handling har haft en marketingskampagne, der primært har henvendt sig til en yngre aldersgruppe. Kan det tænkes, at denne teenage-promovering ikke er, hvad instruktøren Gary Ross oprindeligt havde tiltænkt?

Det er dog ikke alle filmens plotelementer, der fungerer lige godt. Trekantsdramaet mellem Katniss, hendes medspiller, Peeta, og den søde dreng fra hjembyen, Gale, er halvhjertet fortalt og virker som et komplet unødvendigt tiltag, der kun er indsat for at hive flere folk i biffen med et løfte om rørende romantik, der på ingen måde bliver indfriet. Desuden måtte filmmagerne gerne være gået langt mere i dybden med filmens skurke: En bunke børn, der har trænet hele livet for at være medvirke i og vinde ‘The Hunger Games’. Undervejs kommer vi en smule tættere på historiens hovedskurk, og vi serveres for et tiltrængt indblik i, hvad der egentlig foregår under hans maske, og hvordan det må have været at træne hele livet med visheden om, at man formentlig vil dø purung. “The Hunger Games” havde været en endnu bedre film, hvis den forcerede romance var blevet droppet til fordel for et større fokus på Katniss’ modstandere.