Krig på dåse

Den seksdobbelte Oscarvinder “The Hurt Locker” var tæt på at gøre rent bord ved den nyligt afholdte Oscaruddeling i Kodak Theatre. Så vidt gik det ikke, og man kan med rette diskutere, om den tildelte hæder er fortjent, eller om filmen var oppe mod et svagt felt. Dog må “The Hurt Locker” anerkendes for sit nærværende helteepos, der bringer nyt ind i den aktuelle krigsdebat, om end den påklistrede skabelon synes altmodisch.

Handlingen er banal og følger en bombedemonteringsenhed i det centrale Bagdad. Det daglige arbejde er muligvis ikke ophidsende, men ikke desto mindre hører det til blandt de farligste i verden. Dagligt skal vejsidebomber demonteres for at sikre den fortsatte fredsproces og for at beskytte mod tabte menneskeliv blandt militær og civile. William James er nytilkommen og kontroversiel bomberydder, der har sin egen måde at gøre tingene på, men får det svært, ikke mindst fordi han erstatter en tidligere kollega, der måtte lade livet under udførelse af det dødsensfarlige hverv. James bliver imidlertid toneangivende i den lille enhed og i filmen som sådan. For ham er det at rydde bomber nemlig et rusmiddel, der kan sidestilles med den afhængighed, man kan opnå igennem stof- og alkoholmisbrug eller for den sags skyld et overdrevent sexbehov.

Mer vil have mere. Og for William James bliver det en regulær sportsdisciplin at demontere bomber på mere eller mindre gangbare måder. “The Hurt Locker” viser indirekte, at de fleste historier grundlæggende er fortalt før. Også på film. Om afhængigheden skyldes det ene eller det andet medikament er ligegyldigt. Og det er her, “The Hurt Locker” adskiller sig nævneværdigt fra den store mængde af efterkrigsfilm, som for tiden lanceres. Relevancen er bemærkelsesværdig, for der har ikke tidligere været fokus på bomberydningsprocessen, som er en naturlig del af enhver moderne krig. Desværre mangler Bigelows seneste film både udvikling og konflikt i alarmerende grad. Efter de første indledende manøvrer, hvor teknikken ved det farlige hverv understreges, indtræder filmen i en tomgang, hvor arbejdets monotoni bliver en drænende faktor.

Og så kan det nok være, at “The Hurt Locker” er spækket med et frapperende og ligefremt billedsprog, der giver fornemmelsen af nærvær. En skærende kontrast til krigens gru og rædsler er de indimellem flotte billedpassager, hvor den krigshærgede storby agerer trøstesløst og naturligt bagtæppe. Det ændrer ikke på, at “The Hurt Locker” bliver for lang i spyttet. Den kunne fint have gjort sig som novellefilm. Med det sagt ligger råstyrken i det sublime skuespil. Bigelows sans for at fange essensen i sine medvirkende soldater er berørende, og berørte af deres eksistentielle situation er de også selv. Følelserne og nervøsiteten sidder konsekvent uden på tøjet, men alligevel forsøges den konstant pakket væk og gemt bag hårde facader og brutale ukvemsord.

Kathryn Bigelow er ikke noget ubeskrevet blad, når det kommer til storproportionerede Hollywood-film. Alligevel er “The Hurt Locker” et noget bedre bidrag, end hun kan siges tidligere at have været garant for. “The Hurt Locker” er endnu en systemkritisk film oven på amerikanernes intervention i Mellemøsten, men her er stemningen imidlertid mere subtil og anklagerne mere nuancerede. Om man er for eller imod den seneste Irak-krig er underordnet, for den nærværende film handler om mere end krig. Den handler om mennesker på livets kant og de laster, vi påfører og selv eller påføres af andre.

Krig er en beskidt og uansvarlig størrelse. Og meningen med den synes svær at få øje på. Ikke mindst her, hvor kompagniet får ventetiden, indtil de atter kan vende hjem til de respektive familier, til at gå med at destruere bomber i et land, hvor de er uønskede og af flertallet også menes at skade, mere end de gavner. Det er nok for meget at forvente, at “The Hurt Locker” kommer til at ændre på verdensordenen. I denne anmelders optik synes de mange prisnomineringer og tilkendegivelser en kende malplacerede. Filmen har uden tvivl levet højt på et svagt amerikansk filmår, om end karaktertegningerne er tilfredsstillende dybfølte og supplerer den egentlige dagsorden fortræffeligt. “The Hurt Locker” bevæger sig fint i et spændingsfelt mellem amerikansk mainstreamunderholdning og den kunstneriske avantgarde med en seriøs agenda. Og det gør den på fornemste vis.

Video

Filmen fremstår med et indbydende og skarpt look, der dog skæmmes en smule af en del gryn. Edge-enhancement, udtværinger og digitale forstyrrelser er der til gengæld ingen af, og både den stabile kontrast og ditto farvetemperatur samt den frapperende billedstil gør “The Hurt Locker” til en fryd for øjehulerne.

Audio

Også de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er fortræffelige. Dialogen er hele tiden tydelig og uden overstyringer, mens en detaljerig atmosfære, veldefinerede lydpanoreringer og sublime effektlyde skaber det nødvendige fundament for en film af denne kaliber.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet er mere vakkelvornt, men består dog af et par trailere, en kort ‘behind the scenes’ og et dygtigt snedkereret kommentarspor med instruktør Kathryn Bigelow og manuskriptforfatter Mark Boal. De to sidstnævnte stiller skarpt på filmens handling, den aktuelle konflikt og karaktertegningerne. Et lidt skrabet udbud, særligt nu hvor filmen blev den helt store Oscarsluger for ganske nyligt.

Live fra slagmarken

Kathryn Bigelow nåede som en af de få kvindelige instruktører at markere sig som en af de bedre actionfilmskabere i 90’erne med de to iøjnefaldende actionthrillers “Point Break” og “Strange Days” – for så at forsvinde ud af det internationale søgelys i en periode. Med hendes særlige evne til skabe vedvarende actionmættede sekvenser er hun denne gang gået skridtet videre og balancerer på kanten mellem dokumentarisk realisme og den traditionelle amerikanske krigsfilm.

Med udgangspunkt i en række virkelige hændelser foregår “The Hurt Locker” i det krigshærgede Irak. Vi følger en amerikansk specialenhed bestående af tre soldater, der har til opgave at neutralisere den lange række bomber, som irakiske oprørsgrupper kreativt har placeret overalt i en unavngiven by. Det er bogstaveligt knald eller fald for den hårdføre enhed, der kastes ud i vanvittige situationer, mens de kæmper med at bevare det livsnødvendige kolde overblik.

“The Hurt Locker” er et chokerende indblik i krigens kynisme og den angstfulde bagside af medaljen, professionelle soldater lever med hver dag – omsat i den måske mest virkelighedstro skildring af guerillakrig siden Gillo Pontecorvos mesterværk “Slaget om Algier” fra 1965. Til trods for den nødvendige røde handlingstråd føles Bigelows nyeste film som være optaget direkte fra slagmarken. Dette giver gennem den intense realisme et særdeles fragmentarisk islæt, der på godt og ondt mere er fremstillet som en dokumentar end en egentlig spillefilm.

Kender man en smule til Live Leak – en videoportal, der er betrygtet for at vise alt fra Geert Wilders “Fitna” til privatoptagelser fra soldater i krig – kan der hurtigt trækkes tråde til, hvordan “The Hurt Locker” er opbygget. Selvom krigssekvenserne naturligvis er nøje tilrettelagt, og kameraindstillingerne dynamisk skifter mellem subjektive optagelser og totalbilleder, er filmen klippet så fornemt sammen, at det føles langt mere intuitivt end eksempelvis “Redacted” og “Black Hawk Down”. Soldaterne i den lille enhed, anført af den iskolde bombemand Will James, fremstilles ikke som demokratihungrende helte. Helt oplagt havde det også været at fokusere på krigens meningsløshed med tabet af menneskelig uskyld, men de gængse temaer omgås elegant og konsekvent. I stedet træder vi ind i slutningen af en udstationeringsperiode, hvor soldaterne enten er gået i opløsning eller simpelthen er blevet mærket så meget af krigen, at et normalt liv ikke er en del af deres virkelighed. Krigen dokumenteres i “The Hurt Locker”, men der tages ikke stilling til, hvad der er rigtigt og forkert – kun at mennesker på hver side bliver nedbrudt som konsekvens.

“The Hurt Locker” byder på en række intense sekvenser baseret på autentiske oplevelser, der får en lang række andre krigsfilm til at ligne ren børnehave. Bestræbelserne på at imødekomme en virkelighedstro krigszone ud fra virkelige hændelser afgrænser de enkelte actionsekvenser og skaber utilsigtet tomrum. Der savnes et mere flydende forløb, så filmen netop ikke bliver en opvisning i en række nok så medrivende anekdoter fra Live Leak. Det er virkelig ærgerligt, da alle tekniske finesser til de effektive skuespillerpræstationer ellers er skruet nærmest perfekt sammen. Alt lige fra de små cameo-lignende roller fra Guy Pearce, Ralph Fiennes og David Morse til den altoverskyggende præstation fra Jeremy Renner er fremragende eksempler på en instruktør, der kan få det allerbedste ud af selv små scener ved de helt rette skuespillervalg. Jeremy Renner ser dermed også ud til at have fået sit endelige gennembrud og kan meget vel blive en af Oscar-kandidaterne til næste år.