Hushpuppy
Udgivet 2. jan 2013 | Af: Sarahih | Set i biografen
I det lille, hengemte samfund Badekarret, som er afskåret fra resten af verdenen, bor den 6-årige pige Hushpuppy sammen med sin far, Wink. Og Benh Zeitlins instruktørdebut, “Hushpuppy”, er nøjagtig lige så særegen som navnene på dens personer og steder. Vel at mærke på den gode måde.
Zeitlin har begået en eventyragtig drøm af en film, der formår at sætte fokus på forskelligartede problematikker som klimaforandringer, overlevelse, kærlighed og ansvar – alt sammen set igennem øjnene på den elskelige, purunge Quvenzahané Wallis, som i dén grad fortjener en Oscar-nominering. Jovist, hendes brune øjne og krusede krøller hjælper gevaldigt på charmegenet, men hendes åbenlyse og enorme skuespillertalent er det, der gør størst indtryk. Hun har relativt få replikker, men hendes kraftfulde mimik og følelsesudbrud brænder sig fast på nethinden. Hun er utroligt troværdig.
Visuelt og lydmæssigt brillerer “Hushpuppy” også. Allerede fra anslaget bliver man grebet af filmens unikke rejse, hvor billede, lyd og musik går op i en højere enhed – såsom da Badekarret i starten bliver introduceret af Hushpuppys barnlige røst, hvorefter alle i det lille samfund løber rundt som små børn og fejrer endnu en festdag med glimtende fyrværkeri i hænderne, alt imens blæseinstrumenterne slår gækken løs på lydsiden og understøttes af slagkraftige trommeslag. Det er ren filmmagi, og man får selv lyst til at løbe, lege og være fuldkommen fri sammen med resten af det vilde folk i Badekarret. Hjertet slog altså lige et ekstra lille slag for mit vedkommende, og det var blot få minutter inde i filmen.
Desværre krakelerer denne pragtfulde æstetik en anelse, da de mægtige urokser (som er symbolske udtryk for Hushpuppys forestilling af universets undergang) dukker op. De hæmmer filmen, fordi computeranimationerne flere gange er distraherende utroværdige (og en enkelt gang fremstår de tilmed direkte amatøragtige), og det svækker altså helhedsindtrykket, fordi man pludseligt bliver hevet ud af den ellers så forførende, eventyrlige verden, filmen har skabt.
Men filmens fejl er altså fåtallige og lette at overkomme. Det fantastiske univers, som Zeitlin har formået at skildre i det magiske, lille Badekar, er enormt originalt og elskværdigt, og man glemmer det bestemt ikke hurtigt. Derudover er skuespillerpræstationerne uovertrufne, og det enestående, velkomponerede soundtrack er som honning for øregangene.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet