Sandheden om unge mænd

Tilbage i 2010 skrev Rasmus Heisterberg “Sandheden om mænd”. Om drenge-manden, der hverken vil være voksen eller det modsatte. Og lidt om kærlighed. Nu gør han det igen. Han må have det i blodet. Derfor giver det også mening, at instruktør-debuten hedder netop det, “I blodet”.

Men egentlig burde den hedde “København, sommeren 2016”. De fire unge drengemænd slentrer ned ad Stefansgade. De er mest på Nørrebro. Nogle gange på Vesterbro, sjældent helt ude på Østerbro. Det er en københavnerfilm. En ungdomsfilm, men aldrig en problemfilm. Og så minder den mig en del om Joachim Triers “Oslo, 31. august” som ungdommeligt portræt af en periode i livet og af en storby i Norden. Ikke som en dansk kopi. Nærmere som en lækker fætter til det norske forbillede. Det handler om den danske pendant til spring break, sommerferien. Det skal være den perfekte sommer. For måske bliver gymnasie-kliken sprængt efter ferien. Må ikke gå glip af noget. Måske bliver det aldrig det samme igen. Måske er de andre voksne i morgen; ejerlejlighed, kæreste, barn. Det er nu.

Det er ungdommens fatalistiske drømme. De vil leve livet som en guitarsolo, som drenge-mandens unge jeg skrev det til sit ældre jeg i “Sandheden om mænd”. Og det fanger Rasmus Heisterberg lige så godt som, nå ja, Joachim Trier i dennes debut, “Reprise”. Dengang handlede det om to drenge-venner, Erik og Phillip. Her er det Simon og Knud. Bedste venner siden for altid. Læser til læge og skal rejse sammen til Bolivia efter sommeren. De hader København, siger de. Vil væk. For her indhenter voksenlivet dem på hospitalet, hvor man kan dø af en dårlig lever. Og det har de ikke planer om.

I modsætning til “Oslo, 31. august”, der indfangede én dag fanget imellem ung og voksen, så spænder “I blodet” over hele sommeren. Det er en odyssé hen over juni, juli, august – inden voksenvirkeligheden igen rammer til september. ”Du skulle have været der,” siger Knud til Simon, der gik glip af en spontantur til Berlin med drengene. Det er det, det handler om. At være der. Ikke gå glip af noget. Have en pige, men ikke være kærester, måske. Må ikke binde sig, skal opleve det hele.

Og jeg føler virkelig, at jeg var der. Når drengene cykler over Dronning Louises Bro, tager en ged med til lejlighedsfest eller crasher hegnet til Roskilde. Kommer til at ringe til en eks i branderten, pis! Det er pisse-autentisk. Ikke som den dumme virkelighed, men som feberdrømme om noget bedre. Om Bolivia. Det sørger stykkets manic pixie dream girl for. Victoria Carmen Sonne har evigt solskin i sit hår med skiftende farver. Ryger skoddet helt ned, imens hun taler usammenhængende ungdom’sk med Simon. Og tager syre ved en sø i Sverige. Nu er hun væk, Bolivias jungle tager over. Måske vil han alligevel være kærester, måske vil hun. Måske, måske. Sommeren er snart slut.