En duft af døden

Min farmor er 95 år. Hun siger det, hun vil. Ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg tror, det er, fordi hun er nærmere døden end flertallet. Så kan det hele være lige meget. Sådan er det også med Niels i “I dine hænder”. Han siger det, der passer ham. Han er ikke halvt så gammel som min farmor, men han er lam stort set alle andre steder end i snakketøjet. Så nu vil han aktivt dø på en klinik i Schweiz. Samanou Acheche Sahlstrøms danske debutfilm handler dog ikke om døden, men om vejen derhen. Om de ting på turen, man aldrig fik set eller gjort. Jeg følte mig i trygge hænder på Niels’ sidste rejse.

Der er næsten gået mode i aktiv dødshjælp på film. I efteråret tog Ghita Nørby selv det aktive dødsvalg i “Stille hjerte”, nu er det Peter Plaugborg, der selv trækker billetten til en verden uden smerte. Men ligesom i “Stille hjerte” så er det ikke den aktivt døende, der er i centrum. I “Stille hjerte” var fokus på døtrenes bearbejdning af moderens beslutning. Denne gang er det Peter Plaugborgs selskab på vejen til Schweiz, der udvikler sig i et spejlbillede af en døende mand.

Det er hidsigt sårbare Lisa Carlehed, der er i fokus på dette roadtrip. Hun er de varme hænder, der hver dag på landets plejehjem forsøger at gøre den sidste del af livet udholdeligt for gamle og folk som Niels. Men hendes hænder er ikke kun varme, de er brændte. Hun er blevet brændt. Brændt af. Af fortiden. Nu alene, imens hun glemmer sin indre smerte ved at skolde de varme hænder under en brandvarm hane. Det er en velturneret scene, der stille binder titel, plejehjælperen og den menneskelige sorg sammen omkring ‘hænder’.

Hun har indvilget i at følge Niels til døden. På samme måde som Chris O’Donnells glade ‘gør-altid-det-rigtige’-dreng ledsager Al Pacinos bittert blinde levemand på sin sidste tur i “En duft af kvinde”. Niels er lige så sur, som Pacino var det. Bitterheden over livets uretfærdighed kommer ud som den sorteste galgenhumor. ”Du har kørt Bambi ned. Det ser ikke godt ud,” siger Niels spydigt, da plejehjælperen Maria rammer et dådyr med bilen. Men ligesom med Pacinos blinde gamling så falder paraderne hos Niels, da fortidens fortrydelser oprulles. Her i et neonlækkert Hamborg. Han er god nok på bunden.

Det er i den skrabede version af den velkendte roadtrip-formular, hvor en indsigt opnås på den fysiske og mentale tur, at “I dine hænder” er bedst. Den er struktureret sat sammen lige fra det første møde, hvor hun holder et vandglas med sugerør for ham, til afskeden, hvor vandet er byttet ud med schweizisk gift. Hun og sugerøret er der hele vejen. Det støjer mere, når der trædes uden for formularen med kunstige kunstgreb, der føles som sur pligt. Hun hatekneppes for hadefuldt. Et billede af fødder i vand. Maria alene i skoven omringet af sne. Det er sådan Lars von Trier gør det, der da også har været kreativ sparringspartner ombord. Men “I dine hænder” havde været bedre uden Triers fingeraftryk.