I Love You, Man
Udgivet 18. jun 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Det er tit, at film bliver kritiseret for at være meget forudsigelige og ofte med god grund, men sandheden er vel, at den slags mest er noget, der irriterer en, hvis selve håndværket i filmen i forvejen er dårligt. Hvis man er godt underholdt, så betyder originalitet trods alt mindre.
Filmen handler om parret Peter og Zooey, spillet af Paul Rudd og Rashida Jones. De skal giftes, men da Peter skal vælge forlover, bliver det pludseligt tydeligt, at han egentlig ikke har nogen mandlige venner af betydning. Det står i skarp modsætning til Zooey, der med rund hånd deler de mest intime oplysninger til hele venindeselskabet i den grad, at de endda ved præcis, hvornår Peter første gang lagde tunge til hendes nedre regioner. Det bliver derfor magtpålæggende for Peter at finde en mandlig ven.
Filmen følger for så vidt et velkendt spor, men den gør det med en naturlighed, der hæver materialet. I en mindre god film ville Sydney være en karikatur, men her fremstår han i stedet som en person, man udmærket kunne træffe i virkeligheden. Det sammen kan siges om den regelrette Peter, der spilles med indsigt af Paul Rudd, som i rollen udviser et bemærkelsesværdigt talent for at ramme den helt rigtige kejtede tone i sine uoverbevisende forsøg på at agere cool. Han er skæg uden at blive plat, og i parløbet mellem Sydney og Peter vokser humoren naturligt ud af situationerne snarere end at blive understreget med utallige punchlines.
Omkring vore to hovedpersoner cirkulerer et stærkt ensemble med bl.a. den evigt pålidelige J.K. Simmons samt “Iron Man”-instruktøren Jon Favreau, der er overraskende sjov som et rigtig dumt svin af en mandschauvinist. Den gamle Hulk-stjerne Lou Ferrigno dukker op i en lille rolle, men i stedet for at være et distraherende element formår filmen at integrere ham som en underholdende del af handlingen.
Hvis filmen ikke er en helt gnidningsfri oplevelse, skyldes det mest de konventioner, som den ikke formår at forløse helt tilfredsstillende, og vi trækkes gennem en håndfuld lige lovlig velkendte scener såsom kiksede “dates”, prøvningen af tøj og naturligvis de nødvendige kriser i sidste øjeblik med efterfølgende forløsning. “I Love You, Man” er dog ikke desto mindre et tilfredsstillende værk. Der er de obligatoriske scener, hvor man skal chokeres til at le, men det er først og fremmest dens skarpe observationer og naturlige uhøjtidelige komik, der får en til at trække på smilebåndet. “I Love You, Man” er det nok ikke ligefrem en film, man elsker, men hvis man har haft nogle lignende mennesketyper inde på livet, er det vist nærmest umuligt ikke at kunne lide den.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet