Selvom “I Love You Phillip Morris” har to kæmpe filmstjerner i hovedrollerne, Ewan McGregor og Jim Carrey, er den endnu ikke blevet udgivet i de amerikanske biografer. Filmen havde ellers premiere herhjemme tilbage i april, den er for længst blevet taget af plakaten i adskillige europæiske lande, og det er omtrent halvandet år siden, at komedien blev fremvist på filmfestivalen i Sundance, USA. Selvom han sjældent hiver lige så mange i biffen, som han gjorde i 90’erne, så er Carrey som regel garant for en omsætning på adskillige millioner dollars, så hvorfor dælen har de amerikanske biografdistributører været så tilbageholdende? Formentlig fordi McGregor og Carrey spiller elskere.

Men desværre er forholdet mellem den naive Phillip Morris (McGregor) og den dumdristige tricktyv Steven Russell (Carrey) ikke helt så følelsesladet, som det burde være. D’herrer møder hinanden i spjældet, hvor Russell er indespærret på grund af forsikringssvindel, mens Morris har en triviel forbrydelse på samvittigheden. Så snart Russell ser Morris, fokuserer kameraet så intenst på de to mænds ansigter, at vi slet ikke er i tvivl om, at der er kærlighed i luften. Men umiddelbart efter leverer filmmagerne en montage, der lynhurtigt sammenfatter forholdets dramatiske udvikling, og Morris forsvinder i mange minutter under filmens midterdel, hvorfor romancen desværre ikke får megen luft under vingerne.

Men hvis “I Love You Phillip Morris” ikke helt formår at være den både rørende og humoristiske hyldest til kærlighedens grænseløse væsen, som den stiler efter at være, så er den til gengæld et allerhelvedes underholdende studium i én bondefangers utrolige eskapader. I modsætning til Morris bliver Russell ikke nævnt i titlen, men han er historiens omdrejningspunkt, og nøjagtig ligesom i “The Truman Show” og “Man on the Moon” leverer canadiske Carrey en pragtfuld præstation, der balancerer elegant på skillelinjen mellem det alvorlige og det fornøjelige. Filmen er baseret på en vanvittig, men sand historie, og virkelighedens Russell scorede kassen og snød lovens lange arm gentagne gange med vanvittige stunts og svindelnumre, og det er en fornøjelse at se Carrey gentage dem – lige fra Russells livsfarlige, iscenesatte uheld i alskens butikscentre til hans røveri mod en enorm medicinalkoncern, hvor han havde snydt sig til en magtfuld position via et falsk CV.

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. Størstedelen af filmen ser hamrende godt ud på dvd – dagscenerne fremstår knivskarpe, og både hudfarver og alle andre nuancer gengives mere eller mindre perfekt. Hverken edge-enhancement eller utilsigtet snavs forekommer, men i nogle af filmens dunkleste sekvenser er der tydelig udtværing, som en sjælden gang imellem er en anelse distraherende. Tjek eksempelvis den mørke væg i Morris’ celle i den første scene med Dave og Russell.

Disken indeholder både et Dolby Digital 5.1-lydspor og et DTS 5.1-mix, men eftersom filmen først og fremmest er dialogdrevet, kommer det ikke som en stor overraskelse, at de to lydspor næsten lyder ens. Baghøjtalerne tages ikke ofte i brug, men indimellem bliver de benyttet til at give musikken større resonans og til at udvide den auditive atmosfære med et par subtile lydeffekter. Filmens lyddesign er aldrig overvældende, men replikkerne gengives altid klart og tydeligt. Et hæderligt mix, som dog hurtigt ryger i glemmebogen.

Disken indeholder en række trailere, deriblandt til “I Love You Phillip Morris”. Derudover er her blot en enkelt dokumentar om filmens tilblivelse, som kun varer 12 minutter. Det er især spændende at høre Ewan McGregor tale om sit møde med virkelighedens Phillip Morris, men for meget af den ultrakorte dokumentar bruges på at gentage filmens plot. Øv. Man savner virkelig at høre mere om den kontroversielle films modtagelse og virkelighedens Morris og Russell.

Jim Carreys nyeste komedie åbner med erklæringen ”Det her skete virkelig,” og som et snedigt svar på ens umiddelbare tvivlende reaktion tilføjes det: ”Det gjorde det virkelig!”. Om begivenhederne skete eller ej er dog mindre betydningsfuldt, men teksten forbereder tilskueren på en historie, der næsten er vanvittig nok til at være troværdig.

Det er jo for så vidt også udmærket, men det viser sig, at Stevens opfattelse af det bøssede liv mest består af den mest kitschede adfærd, og til hans overraskelse er det meget dyrt at være homoseksuel – eftersom man i hans øjne så nødvendigvis skal have de dyreste ure og bo i den flotteste villa. Han begynder en lang stribe omfattende svindelnumre, der dog til sidst går galt og sender ham bag tremmer.

Det lyder måske ikke ligefrem muntert, men heldigvis er filmen forsynet med en satirisk tone, der opbløder dramaet, og en stor del af fornøjelsen består naturligvis i at se den løgnagtige og uovervejede, men rasende godt begavede Steven tage fusen på alt og alle. Jim Carrey er ganske fremragende i rollen, og både han og Ewan McGregor formår at give fortællingen et fornøjeligt lune som parret, der ikke ligefrem er overbebyrdet med refleksion. Som tilskuer er det kun alt for tydeligt, at det her forhold ikke kan holde i længden, men det er en indsigt, de to lader til at være fuldstændig blottet for.