Idéen om robotter og maskiner, der udvikler en form for intelligens, har længe været et populært tema i science-fiction. Oftest benyttes denne nyvundne kunstige intelligens til at gøre oprør mod de opfindere og undertrykkere, der har udnyttet dem som nyttedyr – menneskene. I film som “Rumrejsen 2010”, “The Matrix” og “Terminator”, blev menneskene i en fremtidsverden ofre for den teknologi de selv havde skabt, og denne selvforskyldte nemesis er også temaet i Alex Proyas’ nyeste film “I, Robot”.

I året 2035 har robotterne overtaget mange af de menneskelige erhverv og funktioner. De er mere pålidelige, de har aldrig en syge-dag og de er stærkere – væsentligt stærkere. Men det er ikke godt nok: en ny type robot er på vej til at blive lanceret, og denne er endnu mere effektiv og kraftfuld end den første generation af robotter – og den er tilmed blevet udstyret med menneskelige ansigtstræk. Tre inkorporerede “love” skal holde robotterne på plads: 1. En robot må ikke skade et menneske eller forholde sig inaktiv hvis et menneske er i fare. 2. En robot skal adlyde mennesker, med mindre at dette overtræder den første lov. 3. En robot må beskytte sig selv, så længe at dette ikke kommer i konflikt med den første eller anden lov.

En dag sker det utænkelige: en robot overtræder en af de tre love, og politimanden John Spooner (Will Smith) må fange robotten og finde ud af, om – som firmaet bag robotten påstår – der blot er tale om en fejl i en enkelt robot, eller om der er andre kræfter på spil.

“I, Robot” tager udgangspunkt i science-fiction-forfatteren Isaac Asimovs historie af samme navn, men går sine helt egne veje i forhold til novellen. Den er halvt detektivhistorie, halvt action-film, og er i stand til at finde en passende balance mellem et nogenlunde intelligent plot og spektakulær action, som realiseres i flotte rammer. Science-fiction-film foregår oftest i enten beskidte og korrumperede storbyer (“Blade Runner”) eller i næsten kliniske miljøer (“Minority Report”). Alex Proyas bygger i “I, Robot” det sidste op, og viser et næsten helt hvidt urbant landskab, hvor Will Smiths karakter skiller sig ud med sin sorte hue og sorte Converse-sko. Miljøet står i skarp kontrast til de baggrunde Proyas tidligere har bygget op i film som “Dark City” og “The Crow”, men som den talentfulde instruktør han er, virker han også hjemme i dette miljø, som danner en imponerende stilistisk kulisse til historien.

I det hele taget er filmen visuelt overdådig. Som i den første “The Matrix”-film sættes der nye og blændende grænser for, hvad man med innovativ kamera-føring og CGI-effekter kan gøre med sådanne film. “I, Robot” er på alle måder en teknisk flot og gennemført film, og hvis man ser den i Imperial i København, venter der en helt speciel oplevelse: filmen vises her nemlig med en digital projekter – den første af dens art i Danmark – og det kan ses. Billedet står knivskarpt og stabilt, der er ikke skyggen af snavs på billedet, og underteksterne er ligeså skarpe.

Der hvor “I, Robot” halter, er ved de menneskelige karakterer og præstationer. Will Smith har ikke helt den skuespillermæssige pondus, der kræves for, at vi føler os involveret i hans figur, og hans konstante forsøg på at være vittig bliver hurtigt trættende. Helt galt er det dog med den kvindelige hovedperson Dr. Calvin (Bridget Moynahan), som modvilligt hjælper Spooner i hans forsøg på at finde sandheden bag robottens afvigende opførsel. Hun er som en mekanisk marionetdukke, der er sat ind for at se godt ud blandt metalliske mandspersoner og en hovedperson, som vi af en eller anden grund ofte skal se i bar overkrop.

Den mest interessante figur i “I, Robot” er faktisk robotten Sonny (Alan Tudyk), der langsomt begynder at lære at tænke og føle, og som en selvfilosofisk C3PO sætter spørgsmålstegn ved sin egen eksistens. I det hele taget er robotterne, paradoksalt nok, de mest troværdige i filmen, dels fordi de er blevet bragt til “live” på så overbevisende vis.