If I Want to Whistle, I Whistle
Udgivet 15. sep 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Det er en veritabel storm af pres, ydmygelser og fornedrelse, der vælter ned over den unge Silviu. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt han knækker, for det er slet ikke til diskussion. Det eneste spørgsmål er hvornår, hvor voldsomt, og hvordan det kommer til at ske.
Samtidigt døjer den 18-årige Silviu med de impulser, som alle andre teenagedrenge har, men som han pga. sin indespærring ikke kan få udlevet. Da en ung kvinde skal udspørge ham om hans fremtidige udsigter, bliver han omgående styrtende forelsket, og vi fornemmer, at hans fængselsophold har forhindret ham i at modnes som andre. Han er i høj grad stadig kun et barn med en ung mands drifter og drømmer om helt banale ting, han aldrig har prøvet. Udenfor fængslet planlægger hans mor at rejse til udlandet og tage den yngre søn med, og udsigten til at skulle miste lillebroderen plager ligeledes Silviu voldsomt.
For fængselsfilm som denne og den danske “R” er det interessant nok ofte en fordel at være lavet på skrabede budgetter, eftersom graden af troværdighed bliver større, og de ukendte ansigter bidrager med en autentisk følelse. Serban har i dette tilfælde taget skridtet fuldt ud og fyldt filmen op med lutter uprøvede kræfter, hvoraf en god bid består af rigtige indsatte. For Serban har resultatet øjensynligt været en stor oplevelse, for nu planlægger han at oprette en skuespilskole for folk uden den mindste erfaring. Det forstår man godt, når man ser filmen, for han har fået nogle fremragende præstationer ud af de medvirkende. Ikke mindst George Pistereanu er blændende i hovedrollen og giver den unge hårdt prøvede mand en rørende blanding af hårdhed og sårbarhed, der dækker over en barnagtig tilgang til verden.
Som handlingen skrider frem, skifter ens sympati for hovedpersonen frem og tilbage alt efter hans adfærd, men det tjener filmen til ære, at den undgår at pege fingre eller udvælge oplagte skurke. Filmen er ikke fortællingen om det onde system, der knækker de gode fanger eller det omvendte for den sags skyld, men fremstiller alle de involverede i et nuanceret lys.
Den minimalistiske stil uden musik eller store panoreringer bidrager til at suge én ind i universet, og selvom det på mange måder er en klassisk og ofte fortalt beretning uden den store originalitet, der udspiller sig, så efterlader den alligevel et stærkt indtryk. Man tager uundgåeligt sig selv i at stille spørgsmålet om, hvordan man selv ville reagere under de samme forhold. Svaret er sandsynligvis den ganske nedslående betragtning, at man ville handle lige så uovervejet, men den erkendelse er også en af grundene til, at der er betydelig indsigt at hente i denne fine film.
Filmen vises i Cinemateket fra 16. – 26. september med engelske undertekster.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet